Den polske instruktør Andrzej Wajda har gennem sin lange karriere vist en stor interesse for Anden Verdenskrig og dens efterfølgende konsekvenser. Kort inde i krigen blev Wajdas far likvideret af sovjetiske soldater, så krigen har haft store personlige efterveer for Wajda. Senest er det blevet til den smukke og grusomme Katyń (2009) om den sovjetiske udrensning af polakker under krigen. I 50’erne instruerede han de tre film, der tematisk kredser omkring den polske modstandsbevægelse under og efter krigen, Pokolenie (1955), De 63 dage (1957) og Aske og diamanter (1958). Sidstnævnte er netop genudgivet som købefilm.

Den 8. maj 1945 – samme dag, som de tyske nazister kapitulerer – får en modstandsgruppering ordre om at likvidere arbejderbevægelsens leder Szczuka, men de kommer til at skyde de forkerte personer. Vennerne Maciek og Andrzej indlogerer sig derefter på et hotel i Warszawa for at vente, indtil faren er drevet over. Til deres overraskelse vælger Szczuka, der nu er bevidst om mordplanerne mod ham, også at flytte ind på hotellet, hvor en stor fest i dagens anledning og til ære for byen borgmester, der er blevet minister, skal afholdes. Ydermere møder Maciek her den kønne Krystina, som han forelsker sig i. Engagement forplumrer sig i elskovståger.

Wajda interesserer sig ikke i sine film for modstandsbevægelsen som en nationalistisk enhed, der ’redder’ Polen – for det gør de ikke som sådan. Modstanden var kompliceret, fordi fjenderne nærmest kantede sig ind fra to fronter: tyskerne fra vest og sovjetterne fra øst. Det er meget symptomatisk for Polens fjendebillede i 40’erne, at de inden for blot 14 dage i ’39 blev besat og splittet af både tyskerne og russerne fra hver sin side. Derfor er modstandskampen ikke en ærefuld helterolle, men en hård, kvælende og uværdig kamp med fjender i alle kredse. Derfor skildrer Wajda ikke kampene, men mere de bagvedliggende problemer og diskussioner.

Aske og diamanter fokuserer derfor ikke indædt på modstand og kamp. Kærlighedsmødet mellem Maciek og Krystina (asken og diamanten) er selvfølgelig den umiddelbart sentimentale vinkling, men den bliver aldrig (for) melodramatisk. Krystina er en hårdhændet realist, der ikke kan se nogen grund til forelskelser i et Polen, som ikke hænger sammen. Maciek bærer gennem hele filmen mørke briller, der symboliserer en national distancering, selvom hans øjne egentligt har lidt skade af lang tid i kloakker på flugt. Filmen er derfor også – ligesom Krystina – en krads realisme, der tvinger seeren til at acceptere den mudrede kulturelle tilstand i efterkrigen.

Wajdas film var modig i en samtid, der var præget af en tiltagende magtovertagelse og styring fra Moskva, og kritikken af både nazismen, det polske samarbejde og det russiske magtåg. Warszawa-pagten blev underskrevet tre år før filmen blev skabt, men der bliver ikke lagt fingre imellem fra Wajdas side. I stedet skildrer han en politisk situation, der kun gjorde konflikten og forholdene endnu mere problematiske og gråtonede for de implicerede modstandsfolk. Gennem en symbolladet realisme med tydelige referencer til amerikansk filmstil formår Wajda at fortælle en simpel historie med en enorm dybde. Macieks James Dean-figur er den mest oplagte henvisning til amerikansk film.

Aske og diamanter er krigsfilm, som de færreste ser ud. Det er overraskende svært at fatte sympati for flere af karaktererne. Den foregår over en solomgang, fungerer næsten som et nærgående kammerspil, men bryder med de fleste populære fortællemønstre. Cinematografisk er filmen overlegen og spillemæssigt ditto. Dermed formår den at fortælle om krig og konsekvenser, der ikke glorificerer og tvinger til ’at holde med’. Krig er lidelse i Wajdas udtryk – og ikke andet.