Da AWE for kort tid siden bekendtgjorde at de ville udsende en dobbelt-DVD med den dansk-amerikanske film Dværgen, var der ikke nogen, der kunne holde denne anmelder tilbage, for i den altoverskyggende hovedrolle ses ingen ringere end Torben Bille. Selv om dette navnesammenfald måske syntes incitament nok til at se filmen, så var det også en enestående chance for at lægge øjne, ører og sind til noget så sjældent som en danskproduceret pornogyser; en genre, der af uvisse årsager aldrig er slået helt an nogen steder.

Den eneste anden reelle pornogyser undertegnede har set er den legendarisk ringe Thundercrack!, som siges at være blevet skudt på et ekstremt minimalt budget, og hvor mange af skuespillerne fik LSD som betaling for deres medvirken i den bizart surreelle historie om en gorilla og forbudt kærlighed.

Naturligvis findes der en hel del pornofilm, som har ladet sig inspirere af gyserfilm som eksempelvis Re-Penetrator, Porn of the Dead og et utal af slaskere med vampyrer i centrale roller, men disse film bør snarere klassificeres som rene pornofilm, der godt nok benytter sig af gyserfilmsæstetikken, men som på ingen måder forsøger at skræmme deres liderlige tilskuere. Dværgen er derimod en regulær thriller/gyserfilm, som også byder på eksplicitte sexscener – i hvert fald i den uklippede version.

Dværgen handler om et pensionat, hvor en falleret revyskuespillerinde bor sammen med sin legesyge søn, dværgen Olaf. I starten af filmen ser man Olaf lokke en meget køn, storbarmet pige med fletninger med sig hjem. Dette gør han ved at vise hende sin lille elektriske hund, der kan gø og gå frem, når man hiver den i halsbåndet. Hun skal se resten af hans legetøj oppe på loftet, og da hun studerer det, slår han hende bevidstløs med sin stok. Dernæst låses hun inde sammen med to andre nøgne piger, og de holdes alle stavnsbundet med heroin. Pensionatet er altså et dække, der skal skjule husets egentlige indtægtskilde: loftsværelset, der lejes ud til alskens suspekte mænd, som vil have udlevet deres lyster med de halvdøsige, nøgne tøser.

På dette pensionat flytter et ungt, fattigt par ind. Peter er forfatter, Mary er hausfrau og de elsker hinanden ubetinget. Imens den unge mand spadserer København tyndt på jagt efter forfaldende arbejde (held og lykke forfattertosse), forsøger hun at få deres usle loftskammer at se hjemligt ud. Kvinden drages dog af mystiske lyde fra et andet værelse og beslutter sig for at undersøge. Imens synger dværgens mor gamle revyviser og drikke litervis af gin sammen med sin veninde. Der går dog ikke lang tid før Mary får stukket sin næse lidt for langt frem, bliver fanget og installeret sammen med de andre slavepiger i det hemmelige rum på loftet.

Dværgen er en bemærkelsesværdig sleazy film. På mange måder minder den faktisk om førnævnte Thundercrack! i sin insisteren på at være pinligt udkrængende (eks. moderens revynumre) og subversiv (fokus på heroin, porno, etc.). Det mest klamme er dog koblingen mellem legetøj og perversitet. Ikke alene benytter Olaf legetøj til at lokke de unge (meget veludviklede) tøser med sig, men filmen igennem ser vi ham rode rundt med forskellige legesager – der på den måde bliver synonymt med måden som kunderne leger med pigerne ovenpå. Olaf deltager ikke selv i kønsakten, ud over at gramse på og ”voldtage” en af pigerne med sin stok, og på denne måde er Olaf ikke kun fremstillet som et individ, der er seksuelt hæmmet af sit handicap, men også som en hybrid mellem barn og en voksen. For at gøre legemetaforen endnu tydeligere bliver bagmanden, der skaffer heroin til pensionatet kaldt Santa Claus. Han arbejder i en legetøjsbutik, hvor heroinen smugles i tøjdyr. I dette univers er legetøj og leg altså metafor for mange vederstyggelige ting. Legen har for altid mistet sin uskyld.

Selv om mange af scenerne i Dværgen nok har været chokerende i 1973, så er det værste, der sker de unge damer det førnævnte stokkeangreb, lidt simuleret pisk, samleje og så det, som man i lovsprog kalder ”anden kønslig omgang”. Kort sagt så er dværgen ikke en film, man skal se for det pornografiske indhold, selv ikke hvis man er fan af tidlig 70’er-vintage-porno. Det er heller ikke en film, der formår at skræmme tilskueren, på trods af sin legetøjspræmis, og det er måske netop derfor pornogyseren aldrig er slået an som genre. Den er ikke fræk nok til at pornofans vil bruge tid på det, og det er bestemt heller ikke gyseligt nok til, at gyserfans føler sig tillokket. Eros og Tanathos har muligvis et gensidigt forhold, men med mindre der findes en mere kapabel instruktør, der formår at finde en mere skræmmende/ophidsende balancegang mellem dem, så er der ikke megen håb for pornogyserens fremtid.

Et kuriosum ved filmen er, at moderens fordrukne veninde spilles af Gerda Madsen. Madsen har et ret imponerende CV, eksempelvis var hun med i Benjamin Christensens fremragende stumfilm Häxan (1922), og desuden danske filmklassikere som Tummelumsen (1941) og John Prices udgave af Der var engang (1966). Det fremgår af ekstramaterialet, at der var mange kritikere i 1973, som var helt uforstående over, at en skuespiller af hendes kaliber ville medvirke i så underlødig en film, men måske har hun bare haft brug for pengene?

Det bør også noteres at selv om alle skuespillerne i filmen, taler gebrokkent engelsk og ikke er særligt overbevisende, så er Anne Sparrow (med garanti et dæknavn) faktisk udmærket om end lidt for teatralsk i rollen som Mary. Desuden udmærker den første pige, man møder (spillet af Jane Cutter, aka. Jane Koplev) sig ved at være temmelig hot, selv efter vore dages standarder. Det til trods er Dværgen ikke en særlig god film, men til gengæld er den sært fascinerende hele vejen igennem - for det er meget svært ikke at blive perverst underholdt af dens 70’er-charme, beatsoundtrack og mangel på basal forståelse for instruktion, plot og filmsprog.