Der er filmklassikere, som for altid vil stå som lysende eksempler på menneskers opfindsomhed, kreativitet og evne til at fortælle historier i billeder og lyd, film som er lige så aktuelle og vedkommende i dag som dengang da de blev optaget, film som uanset hvor mange gange man ser dem rører tilskueren eller provokerer denne til at tænke anderledes. La Bête er bestemt ikke en sådan film.

Selv om instruktøren Walerian Borowczyk før har skabt film, der formår at finde den meget svære balancegang mellem kunst, erotik og billeddigt (se evt. Umoralske fortællinger), så er La Bête af en helt anden kluntet klods af en filmisk fortælling og man forstår efter ganske kort tid i selskab med filmen godt, hvorfor publikum og kritikere var utilfredse med den ved premieren i London i 1975. Dengang var der sikkert en masse, der blev stødt over filmens mest chokerende scener i filmen (i hvilken en gorillalignende ulvemand, med stor gummipik der konstant drypper med yoghurt jagter en renæssancedame gennem en skov) men der var sikkert også en masse, der blot fandt filmen usandsynlig kedelig, i forhold til mange af de andre film samtiden kunne byde på.

Hovedhandlingen er faktisk ikke engang det liderlige bæsts jagt på ungmøen, for denne scene i filmen er blot en drømmesekvens, som filmens egentlige kvindelige hovedperson har. Faktisk blev sekvensen med det lystne monster oprindelig set som en af delene i Borowczkys episodefilm Umoralske fortællinger. Den blev dog taget ud af denne antologi, fordi den ikke rigtigt passede ind i konteksten. Den var da også oprindelig skabt som en slutsekvens til filmen Les rendevous en Forêt, som Thure Munkholm bemærker i den pamflet som akkompagnerer AWEs udgivelse.

La Bête er ikke så meget en erotik film, som det er en form for satire over bourgeoisiet, af det ”civiliserede” samfundet og især synes overklassens manglende evne til at fungere som mennesker af være i centrum. For det er de bonede gulve seeren bliver ledt ind på. Filmen handler om den ret triste og dyrisk udseende rigmandssøn Mathurin, der ifølge bedstefaderens testamente skal gifte sig med den unge engelske kvinde Lucy, for at han kan arve faderens gods og titel. Pigen ankommer til godset lige som Mathurin er ved at få stedets heste til at parre sig. Pigen tager et nærbillede af en hestepik som hun siden hen studerer nøje i privaten. I det hele taget spilles der på pigens fascination ved naturen og ved Mathurins meget dyriske, aparte fremtoning. Den belæste seer kan naturligvis selv drage parallellerne til Freuds ulvemand.

Det er derimod ikke så ligetil at få de unge mennesker gift som Lucys mor og Mathurins far først antager – ikke at Lucy ikke vil have ham, men selv om de er trolovet, skal vielsen ifølge testamentets dekret foretages af en navngiven biskop, som af uvisse årsager er raget i uklar med familien. Den lokale, drengeglade præst kommer forbi, sammen med to af sine mest androgyne kordrenge, for at forsøge at give sin hjælp til hele situationen. Den sorte tjener og datteren i huset afbrydes konstant i deres hyrdetime, af greven der kalder tjeneren til sig og datteren må ty til masturbation for at få tilfredsstillelse. Der spilles altså eksplicit på ideen om at både langt de fleste karakterer og de gejstlige har en masse drifter i en eller anden form som ikke udfyldes. Mellem filmens mange samtaler og de forskellige semiabsurde, parodiske optrin har vi naturligvis også scener med den unge Lucy, der heller ikke kan lade være med at pille ved sig selv, mens hun nærstuderer forskellige slags erotika med fokus på seksuel omgang mellem dyr og mennesker.

Filmen føles, når man ser den i 2010, utrolig gammeldags, og den oprindelige provokation og eksplicite natur som filmen forsøger at blive solgt på, er for længst blevet overhalet af film, der er langt mere tidsvarende, eksplicite og provokerende end denne her. Der er naturligvis de tilskuere som stadig vil blive pirret eller væmmet ved nogle af filmens scener, men den fungerer bare slet ikke på samme høje kunstneriske plan som Umoralske fortællinger gjorde. I stedet for at pirre, tirre og provokere så bliver filmen på udsatte steder ufrivilligt komisk og ganske dum, selv om der med garanti er en hel del fans og erotik aficionados, der vil mene at denne film hører til centralt i Borowczyks oeuvre.