Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Kold ild (114 min.) Købsfilm / Pan Vision
Anmeldt 16/2 2010, 18:07 af Kim Toft Hansen

Visuel eksistentialisme


Visuel eksistentialisme

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er en pudsig oplevelse at gense Louis Malles film Kold ild fra 1963. Effekten første gang var, at jeg stirrede tomt ind på filmens sidste sorte billede med en følelse af reel tomhed. Det er sjældent, at film kan levere en følelse med en sådan kraft, og derfor var det selvfølgelig med en vis skepsis, at gensynet skulle opleves. Men allerede undervejs kunne jeg mærke følelses af kulde og tom angst komme snigende – det at kende slutningen på filmen gør bare Kold ild til en endnu skarpere og eksistentielt kraftfuld film. Et af Louis Malles usvigelige og ufravigelige mesterværker.

Eksistentialismen – og særligt den franske – har en tidlig historie, som kan læses som en respons på lidelser og erkendelser på baggrund af Anden Verdenskrig. Sartres klassiske værk Væren og intet udkommer således i 1943, mens filosofiske strømninger, der ledte dertil, kan spores langt tilbage. Efterkrigstidens kunstretninger viste sig at være særligt interesserede i denne filosofiske gren, og særligt en forfatter som Albert Camus videreførte denne tradition. Derfor havde eksistentialismen også nogle år på bagen, da vi nåede om til fransk films nybrud i tresserne. I periferien af den såkaldte franske nybølge, der også fattede interesse for eksistentiel filosofi, befandt instruktøren Louis Malle sig – og Kold ild er et gennemført, tydeligt og vellykket forsøg på at filmatisere eksistentialismens erkendelser.

Filmen handler om psykisk belastede Alain, der ikke længere kan dulme smerterne og de psykiske barrierer med alkohol. Derfor er han begyndt på en afvænningskur, der i udgangspunktet ser ud til at virke. Det største problem for ham er dog, at han stadig – eller måske derfor – har en dyb afgrund, som han hele tiden forsøger på ikke at falde i. Han stirrer hele tiden ind i sin tilværelses dyb, hvor et tæt mørke og en følelse af angst lurer – en genkendelig tanke for den, der har beskæftiget sig bare lidt med Sartres filosofi om intetheden. Opdagelsen af, at der bag tilværelsens skin lurer et tom intet, resulterer hos Sartre i kvalme og angst – en følelse, der heller ikke er fremmed for Alain.

Han tager derfor på en rejse fra Versailles, hvor han har været på behandlingshjem – et hjem, han ikke helt kan forlade, fordi han føler sig godt tilpas her. Måske ved han, hvad der venter, hvis han begiver sig ud i det uvisse – og især tilbage i tiden til dengang, hvor alkoholen var en lindring for ham. Den resterende del af filmen handler således om, hvordan han rejser fra ven til ven – med en pistol i sin taske, som det er lidt uklart, hvad han vil med. Samtidig tilsmiler et forlist ægteskab ham fra fortiden, mens han forsøger på at vække lysten til at genoptage kontakten til sin ekskone. Filmen spiller lidt på mysteriet, idet Alain samler fragmenter fra sin fortid, men hvad han vil med dem, er heller ikke helt klart. Han ved det formentlig heller ikke selv. På spejlet på hans værelse på behandlingshjemmet står ”23. juli”, også som en antydning af et fortidens mysterium.

Stilen er tilbagelænet, rolig og sensitiv over for Alains situation – en stil, der derfor præges af en lav klippefrekvens kombineret med et nært fokus på Alains reaktioner i alle situationer. Maurice Ronet i rollen som Alain dræner karakteren for al energi, så fornemmelsen for angsten lyser ud af både ham og billedrytmen. Spejle spiller en stor rolle gennemgående, og meget sigende er det, at det oftest er kameraet, der ’kigger’ ind i spejlet og ikke Alain: Han ved godt, hvad der venter, hvis han ser sig selv i øjnene.

Tematisk er filmen derfor en pudsig oplevelse. Det er en fysisk oplevelse af Alains egne eksistentielle kvaler – en dyster fornemmelse for, at der intet godt venter bag vores oplevelsers genskin. Det er noget, der sjældent lykkes på film, fordi billedet i sig selv er så kommunikativt klart, men det lykkes for Louis Malle i denne film. Det lykkes fx også for den danske instruktør Simon Staho – og der er vist ingen tvivl om, når man ser hans Dag og nat, at han har set Kold ild. Den samme dystre, mørke og vinterlige stemning springer af denne film. Det er også pudsigt, hvorfor vi ser denne slags film – og hvorfor det er godt. Måske er det menneskeligt at svælge i tragedier for at fornemme en vis sammenhæng, når vi kommer ud på den anden side.


Forrige anmeldelse
« Star Trek «
Nste anmeldelse
» Fame »


Filmanmeldelser