Coen-brødrene er nådesløse i deres behandling af liv og levned – også deres eget. Flere af deres film har balanceret på en knivsæg mellem blodig alvor og absurd ironi, hvilket senest resulterede i den burleske spionkomedie Burn After Reading. Ironien er her, at det er lidt uvist, om der overhovedet er spioner med – og hvem der reelt er det. Nu vender brødrene blikket mod deres egen kulturelle opvækst med jødisk baggrund i en amerikansk forstad. A Serious Man, som filmen hedder, er en film, der i sin stil og tone ligner Coen-brødrene, når det er køligst, intrigant og bedst. Det mest nærliggende sammenligningsgrundlag er nok Fargo, men den selvironiske vinkel på den jødiske kultur er fængslende og kostelig.

Larry Gopnik er fysiklektor og lever til dagligt et tilsyneladende helt almindeligt liv med kone og to børn – samt den ’nyligt’ fraskilte bror. Pludselig begynder problemerne at rasle ned over Larry: konen vil skilles, han anklages for at modtage bestikkelse, broren kommer i uføre, og han står samlet set til at miste alt. Han er en realistisk mand, der dog har sin religiøse ramme på plads, indtil han nu begynder at stille spørgsmål, som rabbinere (eller Gud?) ikke kan svare på. Hans store undren er, at når han jo ikke har gjort noget, hvorfor rammes han så af alle disse ulykker. Filmens forside præsenterer en scene, hvor Larry forsøger at tune tv-antennen ind, da sønnen mangler en kanal. Scenen er helt central, da det peger på Larry, der er ved at forsøge at tune sig ind på himlens bølger – uden han dog helt kan finde dem.

Skånselsløst kaster filmen om sig med jødisk kultur og uklare jødiske begreber. Introduktionsscenen – som det i øvrigt er temmelig svært at kæde sammen med resten af filmen – foregår på yiddish, og handler om en spøgelseshistorie i fortiden. Er det meningen, at Larry mangler at finde det spøgelse, der hjemsøger han? Det vides ikke! Filmen er sortsværtet humor, der ikke hjælper på vej på andre måder, end at vi kan overvære Larrys egen søgen efter svar hos jurister og rabbinere. Fortællestilen spinder forfaldet dybere og dybere ind i Larry karakter, der mere og mere sagesløst ser til nærmest fra sidelinjen som os andre. Svarene – som også Larry søger – skal vi selv finde. På sin vis er det på den måde en klassisk formulering af det, som den filosofiske teologi kalder for teodicé: Hvordan kan vi forsvare en god Gud, når der er ondskab til? Hvordan skal Larry udæskes af dårligdomme, når han ikke har gjort noget?

Fortællingens sære format, hvor fortælletrådene ikke nødvendigvis følger en stringent linje (som den fysik, Larry holder sig selv lidt fast på), kender vi særligt fra Woody Allens film – og A Serious Man er da også en særligt allensk film. Den minder således i høj grad om Allens Radio Days (1987), der også svirer fortællestilen ind og ud uden klar progression andet end, at det handler om den samme familie. Woody Allen bearbejder tilmed også sin jødiske baggrund i sine film på en meget lignende, selvironisk facon, som A Serious Man gør. Den lidt usikre og så småt eksistentielt frustrerede Larry er meget lig Woody Allens mange selvkarikerende karakterer: lidt seksuelt opgivende men alligevel kvindesøgende, etisk sikkerhed der alligevel er udfordret, akademisk velfunderede men alligevel tvivlere. Selvom det kunne lyde, som kommer det for tæt på Allen, så er det sagt i allerbedste mening. Det er selvironi og sort komedie på et højt plan.