Joel og Ethan Coen er flittige i disse år. Efter No Country for Old Men og Burn after Reading kommer nu deres tredje film på godt halvandet år: A Serious Man. Efter et blodig drama og en komedie følger en smal film. Genremæssigt er A Serious Man vel en komedie, men så absolut en kulsort af slagsen.

Filmen starter med en prolog, der foregår i Polen. En bondemand kommer glædesstrålende hjem og fortæller sin kone om det mirakel, han har oplevet. Hjulet på kærren brød sammen, men han fik hjælp af rabbineren. Konen fortæller, at rabbineren døde af tyfus for tre år siden. Det benægter manden, der har inviteret rabbineren med hjem. Konen gentager, at rabbineren er død, og at gæsten er en dybbuk. Hun stikker en kniv i brystet på gæsten, der går igen, da han nok ved, hvornår han ikke er velkommen.

Handlingen springer til slutningen af 1960'erne. Larry Gopnik (Michael Stuhlbarg) er fysikprofessor, og bor med sin kone Judith (Sari Lennick) og deres to børn Sarah (Jessica McManus) og Danny (Aaron Wolff) i et typisk forstadskvarter. Broderen Arthur (Richard Kind) sover "midlertidigt" på sofaen,mens han forsøger at komme videre i tilværelsen. Larry står til at få tenure, dvs. fast ansættelse på universitetet, og Dannys bar mitzvah er nært forestående. Men netop som hans liv synes at falde på plads, begynder alt tværtimod at falde fra hinanden. Judith meddeler, at hun forlader ham til fordel for Sy Ableman (Fred Melamed). Børnene stjæler fra ham - Sarah til et nose job og Danny for at købe pot. En koreansk studerende forsøger at bestikke Larry for at få en bedre karakter, og da Larry nægter, truer han i stedet med at sagsøge ham for chikane. Bedømmelsesudvalget, der skal indstille ham til tenure, modtager anonyme breve, der fraråder, at Larry ansættes. Larry, der må flytte på motel sammen med Arthur, forsøger at bevare roen, men bliver stadig mere desperat, mens katastroferne hober sig op. Han søger råd hos tre rabbinere, der alle forsøger at rådgive ham. Den første sammenligner livet med en parkeringsplads; det kræver et nyt perspektiv, så bliver selv en parkeringsplads interessant. Den anden fortæller den pointeløse historie om The Goj's Teeth og den tredje siger ingenting, da han tænker.

Tematisk ligger A Serious Man på linje med mange af Coen-brødrenes andre film. En serie af ukontrollable begivenheder accelererer i et stadigt mere katastrofalt forløb. Men hvor begivenhederne i andre film sættes i gang af en mand, der forsøger at skyde genvej til et mål - som oftest penge - så gør Larry Gopnik ikke noget for at udløse katastrofen. Tværtimod, så gentager han igen og igen: jeg har ikke gjort noget. Der er ikke noget eller nogen, der kan forklare, hvorfor han bliver udsat for alle disse prøvelser. Han søger et svar og søger hjælp hos advokater, rabbinere og andre tegntydere, for at få at vide, hvad det altsammen betyder. Men som i fortællingen om The Goj's Teeth, så er der ingen pointe. Det er fortællingen om en jødisk tandlæge, der en dag opdager hebræiske tegn på bagsiden af en ikke-jødes (goj) tænder. Tandlægen forsøger at fortolke tegnene, men finder aldrig et svar. Og det er pointen. Der er ikke noget svar. Guds veje er uransaglige.

Hvis der altså er en gud. Det kan vi heller aldrig få svar på. Larry, der jo er fysikprofessor, er på sikker grund, så længe han kan forklare tingene matematisk. Men selv fysikken kan stille spørgsmål, der ikke har noget svar. Det er det eksistentielle vilkår, Coen-brødrene vender tilbage til igen og igen: vi lever i en verden, hvor ting sker uden at vi kan kontrollere dem, og uden at vi ved, hvorfor de sker. Hvis det er Guds vilje, så kan vi aldrig vide, hvad det er Gud vil med os. Det er et tema, der i A Serious Man er langt mere eksplicit forankret i den jødiske kontekst, der også er Coen-brødrenes egen. Og det er et tema, der her er udfoldet mere kompromisløst og med en konsekvens, der er ubønhørlig - selv efter Coen-brødrenes standard.

Når filmen alligevel kan kaldes en komedie, så er det dels fordi, den i mange scener at ganske komisk i al sin absurditet. Men det skyldes nok så meget det tydelige slægtskab med Kafkas romaner og fortællinger. Larry Gopnik er en kafkask helt, der med en absurd ildhu søger svar og mening i det meningsløse. Som Josef K. i Processen, så har Larry Gopnik ikke gjort noget, men må ikke desto mindre forsøge at retfærdiggøre sig og sine - manglende - handlinger. Han søger bistand hos advokater og rabbinere, der alle er tegntydere, men ikke har andre svar end at tegnene ikke betyder noget.

A Serious Man er en smal film. Den er påfaldende ublodig - for en Coen-film - og uden et forbrydelsesbåret plot. Coen-brødrene gør stort set intet for at komme publikum i møde. Hele prologen er på yiddish, og filmen igennem bruges der et hav af jødiske begreber, der stort set forbliver uforklaret. Kender man ikke begreberne, er det bare ærgerligt. Filmen forklarer ikke noget. Og på den måde er man som tilskuer i samme situation som med fortællingen om The Goj's Teeth. Der er nok en masse tegn, men der er ingen nøgle til, hvordan de skal tolkes. Det er som i Kafkas fortællinger.

Coen-brødrene er af kritikere ofte blevet beskyldt for at være kyniske misantroper, der ikke har nogen sympati for de mennesker, de skildrer, men blot bruger dem i et ofte grusomt spil. Det gælder også A Serious Man, hvor Larry Gopniks skæbne aldrig bliver forløst eller hævet op på et andet niveau, hvor der gives en forklaring. Det kan virke kynisk, pessimistisk og nihilistisk. Men A Serious Man kan også betragtes som et kompromisløst og for Coen-brødrene sjældent personligt værk, der med ubønhørlig konsekvens forfølger sin historie til den bogstaveligt talt bitre ende. Det er en smal film, der ikke lefler for sit publikum. Det kan man efter temperament betragte som negativt eller positivt. For undertegnede er A Serious Man i al sin kompromisløshed og konsekvens på forunderlig vis også en opløftende film. Der er noget velgørende ved at se Coen-brødrene gå linen ud med det tema, der altid er tilstede i deres film. Det er ikke en film for alle og enhver, dertil er den for kompromisløs. Men i mine øjne er det Joel og Ethan Coen, når de er bedst: ubønhørlige og nådesløse.