Omrejsende tivoli har altid været omgærdet af en vis mystik og uhygge. Måske var det forældre, der var bekymrede over at deres unger skulle indlede karrierer som gøglere, der først begyndte at opdigte historier om disse folk, eller måske stammer frygten for klovne og artister fra en generel mistro til alt udefrakommende. Uanset hvad grunden end måtte være er så har tivolier utallige gange dannet grundlag for en række skrækindjagende historier, hvoraf de måske mest kendte nok er Ray Bradburys Something Wicked This Way Comes, Stephen Kings It og naturligvis – Tod Brownings Freaks! Men selv amerikansk tv har anvendt tivolitemaet ganske effektivt i serien Carnivale, der dog ikke dæmoniserer vanskabningerne og gøglerne på samme måde som tidligere.

Manden bag motorsaven, Tobe Hooper, var blevet plantet i instruktørstolen i 1981 da filmen Funhouse skulle indspilles. Når man ser på Hoopers samlede produktion så bør man som det første notere sig at Funhouse absolut ikke hører til hans stærkeste film. Hooper hører til blandt de instruktører der indimellem skaber virkeligt glimrende produkter, for det næste øjeblik at lave så usle film, at man tvivler på at det er samme Hooper der instruerede Poltergeist, Lifeforce og den nye version af slasherklassikeren Toolbox Murders.

Funhouse er en meget regulær slasherfilm, der følger både genrens form og indhold slavisk. Selv morderen er iført et kliche – i dette tilfælde en maske, der forestiller Frankensteins monster i Boris Karloffs skikkelse. Morderen er naturligvis endnu mere frygtindgydende at se på, i det øjeblik han tager monstermasken af. Holdet af fjantede, potrygende firserteenagere er der naturligvis også, så han har nogle at gå amok på.

Der mangler kun en ramme for blodsudgydelserne og de er, helt metaagtigt, henlagt til spøgelseshuset i det omrejsende tivoli. På den måde har man skabt en i forvejen ”uhyggelig” ramme som handlingen kan udspille sig i. Det er egentlig godt tænkt, for de fleste forlystelser af denne art har det med at desorientere sine gæster og samtidig er det oplagt at der er løngange og skjulte passager over det hele, så de ansatte kan komme bevæge sig hurtigt gennem forlystelsen. Spøgelseshusets tunge mekanik – det der driver vognene frem - kommer også til at spille en væsentlig rolle mod filmens slutning.

Der huserer blandt lokalsamfundet rygter om at unge mennesker forsvinder når tivoliet kommer til byen, men til trods for alle advarslerne, beslutter en gruppe unge, dumme amerikanere alligevel at snige sig ind, ryge sig skæve, befamle hinanden og overnatte i tivoliets spøgelseshus. Hvis de da bare havde set et par af tidens populære gyserfilm, ville de med stor sandsynlighed være blevet hjemme i stedet. Faktisk kunne man godt have ønsket sig det, for ligesom med så utroligt mange gyserfilm fra denne periode, kommer man som tilskuer aldrig rigtigt til at føle empati, endsige holde med de overnattende teens. De dør og det sker ikke et øjeblik for tidligt!

Foruden disse unge mennesker optræder der også en af pigernes lillebror – en knægt på omkring 10 år, der ikke kun er vældigt irriterende, men som samtidig også er vild med gys og uhygge. På den måde bliver han involveret i løjerne. Hvorfor han er med kan virkelig undre – for filmen er helt klart ikke tænkt til et publikum på hans alder og som ældre seer, kan det være meget svært at relatere til ham. Et bud ville være at han er med for at vise sammenhængen mellem den barnlige uskyld i tivoliets natur og kontrastere det til de makabre hændelser, der senere finder sted. En form for tabt uskyld måske? Uanset grunden gør det på ingen måde Funhouse til en bedre film.

Et kuriosum ved filmen er, at den lader sine teens, før de begiver sig ind til deres skæbnesvangre nat i spøgelseshuset, besøge endnu en attraktion i tivoliet, nemlig freakshowet – hvor det er lykkedes filmens skabere at finde vaskeægte mutanter i form af to køer med misdannelser i hovedet. Heller ikke dette er med til at højne standarden af Funhouse.

Selv om ideen om at have en morder husere i et spøgelseshus egentlig er udmærket, og selv om man både får set blod og babser, så er Funhouse altså en ualmindelig ordinær slasherfilm, der endda nemt kunne have været langt mere udpenslet i sine voldsscener. Så selv om det egentlig lykkes Hooper at opbygge en glimrende suspense-stemning i filmens første halve time, forfalder resten af filmen til endeløse klicheer og alt for meget løben formålsløst skrigende rundt med morderen i hælene. Når der nu er så mange bedre film fra firserne f. eks. Friday the 13th, Haloweeen, Soavis Stagefright, Argentos Opera (og listen fortsætter nærmest i det uendelige) så bør Funhouse udelukkende ses som en kuriøs fodnote.