Kun et halvt år efter der var dansk premiere på No Country for Old Men er Coen-brødrene tilbage med en ny film: Burn After Reading. Det er en af brødrenes såkaldte 'idiot-film' (der kendes på at have George Clooney på rollelisten; dvs. O Brother Where Art Thou og Intolerable Cruelty). Det er således en 'lettere' film, vel nærmest en komedie, men umiskendeligt præget af Coen-brødrenes syn på menneskelig dårskab.

CIA-agenten Osbourne Cox (John Malkovich) bliver degraderet, men vælger at sige op. Han forsøger at få det sagt til sin kone Katie (Tilda Swinton), men hun har for travlt med at arrangere aftenens selskab. Blandt gæsterne er Harry Pfarrer (George Clooney) med hvem, hun har en affære. Osbourne, der har et heftigt temperament, har besluttet at skrive sine erindringer, hvor han vil udlevere det CIA, der har ydmyget ham. Katie vil skilles fra Osbourne, og på sin advokats opfordring kopierer hun oplysninger fra deres computer; herunder også de første udkast til de afslørende erindringer. CD'en med alle oplysninger havner ved et uheld i omklædningsrummet i fitness-centret Hardbodies. Fitness-træneren Chad (Brad Pitt), der ikke just er tynget af en høj intelligenskvotient, mener der må være tale om klassificerede informationer, som CIA må være interesseret i at få tilbage. Sammen med Linda (Frances McDormand), der mangler penge til kosmetiske operationer, forsøger han at afpresse Osbourne, hvis temperament og utilregnelighed de dog ikke har taget højde for. Og så tager forviklingerne ellers fart...

Filmen starter med et billede af Jorden set ude fra rummet; nærmere bestemt fra en spionsatellit, der zoomer ind på CIAs hovedkvarter. Her bliver degraderingen af Osbourne det første led i en kæde af tilfældige begivenheder, der griber skæbnesvangert ind i hinanden og vikler alle ind i et spil, ingen kan overskue. "Report back to me when it starts to make sense", siger CIA-direktøren (J.K. Simmons) på et tidspunkt; men der er ikke noget, der giver mening. Efter den kolde krigs ophør er alt blevet uoverskueligt, og det er ikke længere gennemskueligt, hvad meningen med CIA er, forklarer Osbourne på et tidspunkt. Coen-brødrene undlader at bringe 'Krigen mod terror' ind som kontekst, men det er oplagt, at filmen også er en allegori over et samfund grebet af en moralsk korrumperende paranoia, hvor alle mistror alle; alle bedrager hinanden, og hvor selv de mindste tegn bliver gransket for skjulte betydninger; men uden at der på noget tidspunkt åbenbares nogen mening bag. Som i No Country for Old Men befinder vi os i den affortryllede verden, hvor der ikke længere er nogen Gud eller anden metafysisk garant for, at der er mening med hverken tilværelsen eller galskaben. Det er et samfund befolket af ensomme mennesker, der hungrer efter at kunne nære følelser for et andet menneske, men hvor alle har for travlt med at afkode signaler til at se hinanden.

Burn After Reading er nok en komedie; men den er også præget af en grundlæggende misantropi. Den giver et billede af menneskelig dårskab, det kan være svært at se noget håb i. Selv filmens mest sympatiske figurer spiller med fordækte kort og lader sig rive med af den almene paranoia. Coen-brødrene virker temmelig pessimistiske på menneskehedens vegne. Med åbnings- og afslutningsbilledet af Jorden får man let det indtryk, at verden er en myretue, og Coen-brødrene er to drenge, der stikker en pind i tuen for at betragte det kaos, der opstår. En tilfældig hændelse udløser en kædereaktion af fatale hændelser, hvor mennesker farer forvildede rundt, mens de forgæves leder efter en mening, der ikke er der. Når man alligevel går opløftet fra filmen, så skyldes det, at Coen-brødrene trods får lagt vittige replikker i munden på deres 'myrer', og at fortællingen er båret af overskud og sans for det absurde. Og så selvfølgelig en rollebesætning, der kan gøre de fleste misundelig. John Malkovich er fortrinlig som den iltre mand på randen af opløsning; Clooney og McDormand som altid fremragende; og Brad Pitt brillerer som idiotisk fitness-geek.

Burn after Reading er Coen-light; men der er stadig mere tyngde i den, end i nok så mange 'seriøse' film, der vil advare om de menneskelige omkostninger ved et system, hvor alle er under mistanke og ingen kan stole på nogen.