I efteråret 2014 udspillede der sig et af de største slag i dansk tv-dramas historie. Tv-serien 1864 fik premiere under vilkår, der fra starten gjorde det umuligt for den almindelige danske tv-seer at danne sin egen mening. I ugen op til premieren havde historikere og politikere sat deres præg på modtagelsen i en sådan grad, at serien ikke kunne undgå at blive brændemærket.

En lille del af denne debat handlede også om, hvorvidt en tv-serie produceret til DR af produktionsselskabet Miso Film skulle klippes om til en filmversion, der skulle have premiere i danske biografer. Filminstituttet ville ikke støtte den. Danske biografer ville ikke antage den. I begge tilfælde under henvisning til, at en film ikke kunne tiltrække publikum, når den er baseret på et tv-drama, der allerede har været vist på landsdækkende fjernsyn.

Alligevel har vi fået en filmversion, som netop er udkommet som købefilm. Et vigtigt spørgsmål er her naturligvis: hvorfor? Hvorfor skal vi have en film, som ingen tilsyneladende ønsker? Kritikere mener tilmed, at de 315 personer, som valgte at se den i Cinemateket i København, beviser, at det ikke ville have givet mening at sætte den op i biografen. Den pointe overser dog, at Cinemateket ikke nødvendigvis er specielt retvisende for danske biografsuccesser.

Den vigtigste årsag til, at vi så faktisk får en filmversion af 1864, er formentlig, at filmselskabet har været kontraktligt bundet til at lave den. Da de solgte tv-serien som såkaldt ”presale” til udlandet, var det en del af pakken, at der også ville komme en filmversion til biograferne. Med andre ord var filmversionen allerede inden dansk tv-premiere på serien solgt til eksport i ca. 20 lande. Den har dog endnu ikke haft lokal premiere de steder, som har fået den.

Filmversionen bærer mange af de samme åbenlyse kvaliteter, som tv-serien gør. Den storslående visualitet i billederne er naturligvis bibeholdt, fordi billedmaterialet stadig er det samme. Handlingen centrerer sig dog i filmen omkring de to fattige brøde, deres forhold til proprietærdatteren Inge og deres oplevelse af krigen i 1864, især slaget ved Dybbøl. En stor procentdel af filmen er taget fra seriens afsnit 7, som indeholder den lange, spektakulære slagscene.

Det betyder derfor også, at der er rigtig mange aspekter, der er skåret væk. Tilbage har vi en fjerdedel af den spilletid, som tv-serien havde. Det politiske spor, sigøjnersporet, nutidssporet og preussersporet er alle klippet ud. Det betyder på den ene side, at flere af de aspekter, som skabte debat og røre, nu er borte, men de æstetiske kvaliteter i filmen står nu på den anden side faktisk mere klart frem. Den åbenlyse inspiration fra Bertoluccis 1900 og Spielbergs Saving Private Ryan står nu lysende klart frem.

Alligevel er filmversionen ikke uden problemer. Selvom den står meget kompakt i den sceniske opbygning og i personskildringen af personer i krig, er der nogle specifikke ting, der knirker. Især Sofía, som i tv-serien er Inges nære sigøjnerveninde, er blevet sær kulisseagtig figur, der intet siger, men i stedet blot i ny og næ står uforklaret bag Inge. Det overnaturlige spor er også barberet ned til et minimum, hvilket betyder, at Lausts ”genopstandelse” fremstår noget upassende og pludselig.

Modsætningen mellem det naturskønne Fyn og det sønderbombede Sønderborg og Dybbøl er stadig den skærende kontrast, som filmen insisterer på. Modsætningen mellem kærlighed og krig er stadig central. Filmen er larmende i sin overdådige æstetik og sin målrettede anvendelse af melodramaet. Derfor er filmen trods sine åbenlyse mangler stadig den bedste danske krigsfilm til dato. Historikerne kan have nok så ondt i sin kernefaglighed. Havde vi ikke haft larmen fra historikere og politikere, ville vi også have kunnet få øje på en fantastisk film.

Krigen i 1864 forandrede Danmark for altid. Krigen i efteråret 2014 forandrede også dansk mediebevidsthed for bestandigt. Den danske presse gik i selvsving og begik sammen med historikere og politikere mord på en serie, der havde fortjent så meget mere. Jeg er ikke sikker på, at filmen for sig ville have gået i danske biografer efter den tur i mediemøllen, som serien fik. At filmen næsten er forbigået i den danske presse, fortæller noget om, hvor pludseligt en debat kan opstå, og hvor pludseligt den kan handle om noget helt andet.

At filmen fik en lille dansk premiere samtidig med, at den tidligere dramachef Ingolf Gabold gik ud med sit besynderlige budskab om, at serien var et slag mod Dansk Folkeparti, gjorde nok ikke noget godt for filmens chancer i Cinemateket, som dog skal have stor kredit for trods alt at give filmen en lille dansk chance. Med tiden vil tv-serien og måske også filmen skrive sig ind i den store mediehistorie som centrale danske værker, mærket af tiden, alligevel på sigt uden for tiden som stor æstetik. Filmen vil stå i skyggen af tv-serien, men filmen viser også, at der i kernen af tv-serien findes en elementært gribende fortælling om kærlighedens, nationens og eksistensernes tragedie.