Den første del af Philip Pullmanns fantastiske trilogi om pigen Lyra og hendes oplevelser er nu blevet filmatiseret. Filmen deler bogens amerikanske titel The Golden Compass (udgivet som Northern Lights i England), og skal nok gå hen og blive en af efterårets helt store biografsucceser, for filmen er ikke kun meget tro over for sit litterære forlæg, den forfalder heller ikke til at skulle tale ned til og forklare alt for dens publikum. Dette faktum gør, at den parallelle verden, filmen skildrer, er både genkendelig men samtidig sært anderledes. Den Verfremdungseffekt, der både opstår på filmens visuelle plan og gennem dialogen, er med til at skabe illusionen om, at vi virkelig har med en helt anden virkelighed at gøre, en virkelighed der dog har væsentlige lighedspunkter med vor egen.

Pulmans bogserie er et meget ambitiøst eventyr, der ikke kun byder på en fantastisk dramatisk historie, storslåede slag og heltemodige bedrifter, men som samtidig tackler såvel metafysiske emner som eksempelvis sjælens rolle og kvantefysiske ideer omkring eksistensen af parallelle universer. Selv om de filosofiske og (meta)fysiske ideer ikke er så fremherskende i denne første del, så tyder det på, at instruktøren Cris Weitz har indledt en filmserie, der er meget dybt forankret i den oprindelige tekst. Som med alle gode adaptioner er der naturligvis detaljer og emner, der ikke er blevet plads til, og selv om nogle forhærdede Pullman fans vil begræde, at nordlysets betydning eksempelvis ikke diskuteres, så svarer det lidt til de fans der klagede sig over, at Tom Bombadil aldrig blev inkluderet i Peter Jacksons ring-trilogi.

Film såvel som bog tager udgangspunkt i den forældreløse Lyra, der bor i en paralleludgave af Oxford, selv om byen ikke nævnes ved navn i filmen. Hendes onkel, Asiel, er netop hjemvendt fra en ekspedition på Svalbard, hvor han har fundet bevis for eksistensen af Støv – en mystisk substans, der synes at forbinde både mennesker og deres Daimoner (en form for ledsager i dyreform, der kan sammenlignes vores sjæl). Aisel mener, at man via dette støv kan finde passage til parallelle verdener, og derfor vil han have fakultetet til at støtte en ny rejse nordpå, meget imod Magisteriets ønsker. Magisteriet en form for gejstlig, bureaukratisk magt, der selv har en enorm interesse i, at eksistensen af dette Støv forbliver hemmeligt. De er så opsatte på at stoppe Asiel, at Lyra i filmens start må afværge Magisteriet i at forgifte Asiels vin.

Lyras bedste ven Roger forsvinder under mystiske omstændigheder, men inden Lyra får chance for at lede, tager en smuk, rig kvinde, Mrs. Coulter, Lyra med til storbyen med et løfte om, at de sammen kan drage på en ekspedition til det høje nord. Det skal dog vise sig, at Coulter har helt andre planer og i virkeligheden arbejder tæt sammen med Magisteriet. Lyra flygter, og inden længe er det store eventyr sat i gang, komplet med sørejser, isbjørne i pladerustninger og goth-hekse, alt sammen centreret om at komme til bunds i sagen om, hvor Roger og de andre børn er forsvundet hen. Det gyldne kompas er i denne forbindelse et helt centralt element i historien. Kompasset er det sidste af sin slags, det sidste som Magisteriet endnu ikke har fundet og ødelagt. Det viser sig, at kompasset kan hjælpe Lyra med at tackle forskellige meget vanskelige situationer ved hele tiden at vise hende sandheden. Lyras brug af kompasset er i øvrigt fornemt, visuelt skildret i filmen.

Selv om handlingen i min ovenstående genfortælling kan forekomme lidt rodet for uindviede, så er det altså også en kompleks historie med mange sideløbende plots og sub-plots. Men læser man bøgerne eller ser filmen, bliver det heldigvis langt mindre kaotisk.

Man kan godt fornemme at The Golden Compass er New Lines nye fantasy-slagskib, som her er søsat. Først og fremmest er der en direkte import fra Ringenes Herre af et par skuespillere, Christopher Lee og Ian McKellen, der her spiller henholdsvis et diabolsk medlem af Magisteriet og lægger stemme til panserbjørnen Iorek Byrnison. Det gør dog mindre, for det er en fryd både at se Lee og høre på McKellen. Resten af ensemblet består af en række glimrende skuespillere, der alle er meget seriøse omkring projektet. Nicole Kidman tilfører noget sensuelt, men også noget køligt diabolsk til Coulter-figuren og den bedste Bond i mands minde, Daniel Craig, spiller Lord Asiel med stor charme. Endelig bør man nævne Dakota Blue Richards, som er perfekt castet i rollen som Lyra.

Effekterne virker, filmen er smukt filmet, musikken lige i vinkel og de så vigtige CGI-effekter er imponerende sømløst flettet ind i historien. Især isbjørnen Iorek Byrnison er helt fabelagtigt skabt og giver Narnia-filmens Aslan så voldsomt baghjul, at Nordisk Film seriøst burde overveje at skifte logo med det samme! The Golden Compass er en helt igennem seværdig film for fans af fantastiske fortællinger i alle aldersgrupper (undtaget de alleryngste). En film, der på ingen måde taler ned til sit publikum, og som også, på helt vidunderlig vis, foregår helt og holdent i den sekundære verden. Dens univers hænger sammen, er victoriansk-gotisk troværdigt, dystert og farverigt. Vigtigst af alt er, at vi præsenteres for et plot som for én gang skyld har en subtekst: en fantasyfilm, som – i fald at trilogien fortsætter lige så tro mod forlægget som denne – har mere på hjertet end blot ønsket om at fortælle et fascinerende og spændende eventyr.