Kulturkapellets bioanmeldelse af Burn After Reading kaldte filmen Coen-light. Det er en passende etikette, men det betyder på inden måde, at vi ikke får serveret en raffineret fortælling, der er så rodet, at selv ikke filmens CIA-agenter kan finde hoved og hale i det hele. Det er en grundig pastiche på velkendt spy-fi, hvor ingen er til at stole og på slutningen eller sammenhængen i sidste ende efterlader os mere haspende efter vejret, end vi var undervejs.

Burn After Reading er en parodi på den slags handling og slutning. Men det, der definitivt giver filmen det endelige kvalitetsstempel, er, at den formår at kombinere pastichen og parodien med et tykt lag samfundssatire, der skildrer en verden, som famler efter et forståeligt verdensbillede (efter den kolde krig). Efterretningstjenesten, der selv – uden de ved det – sætter hele bølgen af hændelser i gang, kommer til at fremstå som inkompetente, selvom de selvfølgelig rydder en smule op. Men de bliver derfor filmens særlige omdrejningspunkt ved at være en metafor for, at sikkerheden er i hænderne på veluddannede, der ikke har en dyt forstand på verdens gang alligevel.

Burn After Reading bliver på sin egen måde derfor selvironisk. Eksistensen af spy-fi, selvom genren er lang og broget, forudsætter et verdensbillede at være ’spy’ i. Og det er derfor netop her kendetegnende i Coen-brødrenes optik, at det verdensbillede, vi har netop nu, fremstår som en fiktion – eller i hvert fald noget, hvor vi kunne skralle det yderste lag fernis af og finde en lang mere profan virkelighed nedenunder. Hermed bliver Burn After Reading et aparte og charmerende opgør med sig selv.

Ved at vi ikke har noget virkeligt at jagte, må vi profilere et nyt verdensbillede, hvor det, der er underneden, ikke giver synderlig meget mening, men netop den yderste facade bliver til en skyggeverden at bokse i. Bioanmeldelsen tolkede filmens første og det sidste billede, hvor vi udefra en satellit zoomer ind til og ud fra jorden, som et billede på at stikke en pind i en myretue. Vi kan i stedet også betragte det som en bagvendt platonisk hulelignelse, hvor idéernes verden kigger ind i skyggernes verden. Men CIA, der skulle have styr på satellitten, er under ingen omstændigheder sluppet ud fra hulen.

Det lille eksempel, fyringen af Osbourne Cox i starten og følgevirkningerne heraf, bliver – gennem dette zoom ind på den lille gruppe – til en metonymisk illustration af det store eksempel. Samtidig opstår mange af de helt fejlfortolkede tråde gennem karakterer, der har affærer med karakterer, som har andre affærer. Af samme grund er Linda Litzkes forsøg på at presse penge ud af Cox til plastikkirurgi illustrativt. Således er det meget sigende, i en æsteticeret verden, at omdrejningspunktet for filmens plot hedder Cox til efternavn. Det er det, som det hele drejer sig om: It’s all about Cox!