Fænomenet med at omdanne en succesfuld film til en egentlig franchise, er ikke noget nyt fænomen og især horrorfilmgenren synes at være særdeles leveringsdygtig i denne type seriefabrikerede gys. Der er til dags dato lavet otte Nightmare on Elm Street film, tolv Fredag d. 13 film og ti film i Halloween-serien. En forholdsvis ny spiller på banen er Final Destination serien, der nu er kommet i sin fjerde inkarnation og som denne gang, i trit med tidens ånd, er blevet udsendt i 3D.

Selv om 3D teknologien i de små hjem stadigvæk er anaglyf (rød/grønne briller) så forekommer gyserfilm helt perfekte til at udnytte den tredje dimension. En af gyserfilmens absolutte kerneelementer er at få tilskueren til at føle et sus i maven, eller hoppe i sofaen når tingene pludselig spidser til. Så selv om den fjerde udgave af Final Destination rent plotmæssigt ikke byder på nogen overraskelser for de der har set de andre film, så har effektfolkene været så tilpas opfindsomme i forhold til at udnytte illusionen om en tredje dimension, at det bliver ganske underholdende alligevel.

For de der ikke kender til konceptet i Final Destination så kommer her en synopsis, der opsummerer ikke kun den nyeste, men alle filmenes præmis. En gruppe purunge, lettere naive, amerikanere er placeret et sted, hvor der om ganske få minutter vil indtræffe en frygtelig ulykke. En af de tilstedeværende ynglinge får en vision om vennernes og sin nært foreståede død. Han eller hun advarer de andre og de overlever i første omgang. Problemet er bare at de folk, der overlever ikke kan flygte fra deres skæbne, for fatalisme er en fast bestanddel af Final Destinations mytologi. De er bogstaveligt talt allerede blevet prikket på skulderen af manden med leen og derfor vil han nu finde på spændende måder, som de unge mennesker kan komme af dage på.

I film fire starter det hele på en nedslidt Nascar racerbane. Knægten Bobby får et syn hvor han ser, ikke kun sine venner, men en hel række tilskuere blive dræbt på de mest grusomme måder (mast under beton, ramt af flyvende motorblokke, osv. osv.). Han vågner fra sin vision, råber og skriger og får slæbt både sine venner og en række andre mennesker med ud på en nærliggende parkeringsplads. Kort efter lyder der skrig og eksplosioner fra arenaen. Forsamlingen har snydt døden og dette går op for Bobby, da de mennesker som undgik tragedien en efter en bliver dræbt under meget mystiske omstændigheder. Bobby opdager hurtigt at der er et mønster i dødsfaldene, de enkelte mennesker dør nemlig i samme rækkefølge som han så dem dø i sit syn. Derfor sætter han sig for, samen med sine kammerater at ville bryde forbandelsen, før det er for sent.

Der er naturligvis noget uhyggeligt i tanken om at man ikke kan snyde døden, nærmest uanset hvad man gør. Denne tanke er helt central for Final Destination og har man set de andre film i serien kan man nok også godt gætte sig til, hvordan denne fjerde del rundes af. Ingen overraskelser her.

Det som derimod er seriens styrke er, at det er en serie film, der er lavet specielt til det publikum som dyrker ”det fede splat” – altså de finurligt udtænkte lemlæstelsesscener, som der konstant lægges op til.

Det kan naturligvis ses som blot variationer over et tema, men et udtømmeligt et af slagsen, for man må indimellem virkelig tage sig selv i at smile over opfindsomheden i grusomhederne. Filmene kan på den vis rent metafilmisk ses som en perlerække af flotte effektscener, skabt af nogen af de allerbedste i branchen. At filmen bevidst lægger op til denne måde at se den på understøttes blandt andet i det meget omfattende ekstramateriale som følger med Blu Ray udgivelsen. Her er det muligt at se alle dødsscenerne i filmen minutiøst brudt ned til mindste detalje. På den måde sikrer man sig at alle Fangoria-læserne kan få deres lyst styret. Dertil kommer at man har mulighed for at svælge i alternative dødsscener (film nummer tre gav faktisk sin seer mulighed på DVD udgaven at vælge mellem forskellige dødsscener via dennes remote), så der er altså meget som tyder på, at det er effekterne, der er dominerer over såvel skuespil som plot.

Filmens instruktør har selv en baggrund som stuntmand (og så var det selv samme mand, der instruerede den utroligt underholdende b-film Snakes on a Plane) og derfor er hovedvægten lagt på det spektakulære, frem for troværdigheden, men det skal så siges at det er ganske spektakulært visse steder i filmen. Det er her at 3D effekten kommer til sin fulde ret.H GH Hvis man har mulighed for at gengive filmen i stort format i ens hjem, tager man indimellem sig selv i at dukke sig, når alskens kropsdele og vragstumper slynges ud fra skærmen.

Filmen foregiver heller ikke at være andet end en fjollet ungdomsgyser med hæderlige effekter, så langt de fleste har sikkert en ret god idé om hvad det er man går ind til når Final Destination 4 sættes i afspilleren.