Ved en ny filmatisering som Polanskis Oliver Twist af Charles Dickens meget victorianske roman fra 1838 spørger man ikke om den er bedre end David Leans version fra 1948, for den anses for ultimativ. Man kan spørge om den nye filmatisering er i samme liga som Leans, og her er svaret ja. Roman Polanskis Oliver Twist er som filmatisering betragtet klassisk. Fortællestilen er ren continuity. Der er ikke gjort noget forsøg på at (post)modernisere romanforlægget med metafiktion, intertekstualitet og inddragelse af en historisk Charles Dickens i filmen, som der ellers har været en tendens til i de senere år. Den profil som Polanskis Oliver Twist har, og som hæver den over andre filmatiseringer, er at dens mise-en-scène er vellykket. Filmens lyslægning, dens farvesætning, dens kulisser og især dens casting gør, at filmen er en fryd for øjet. Charles Dickens er blevet beskrevet af den victorianske kritiker Walter Bagehot som ”a special correspondent for posterity”, sådan at forstå, at Dickens skildringer af livet i London indeholdt så mange præcise detaljer, og så mange sanseindtryk, at når eftertiden læste hans romaner, var det som om, man rejste tilbage i tiden og oplevede den victorianske verden og gik rundt i Londons gyder omgivet af lommetyve og dunsten fra Themsen. Polanski har visualiseret denne tidsrejse, idet han har opbygget filmens scener på Dickens beskrivelser kombineret med to sæt andre kilder, nemlig Dickens-illustratoren George Cruikshanks originale kobberstik samt Gustave Dorés London: A Pilgrimage fra 1872 med dens panoramiske tegninger af livet i den moderne metropol. F.eks. indgår en koloreret Doré-tegning med St. Pauls illusionistisk og relativt upåfaldende som baggrund for en gadescene, og filmens Fagin (Ben Kingsley) i den dødsdømtes celle er en tro kopi af Cruikshanks kobberstik. Den topografiske og historiografiske korrekthed kommer frem i Polanskis skildringer af storbylivet i London over for det landlige, hvor Oliver på sin vandretur til London passeres af en diligence. Krydsklipningen mellem land og by viser, hvorledes den victorianske periode var en tid med en rivende udvikling. Polanski har her erfaring med filmatiseringer af victorianske romaner. I 1980 instruerede han Tess, filmatiseringen af Thomas Hardys melodrama Tess of the d'Urbervilles fra 1891. Filmens casting er bedst i birollerne. Oliver selv (Barney Clark) er ganske neutral, og for øvrigt næsten ude af filmens handling i den sidste tredjedel, hvor The Artful Dodger (Olivers kriminelle alter-ego spillet af Harry Eden) stjæler opmærksomheden, og det er en fryd for øjet at iagttage birolleindehavernes sælsomme fysiognomier. Dette aspekt af filmen er helt i tråd med Dickens egen overflod af birollekarakterer, der altid blev beskrevet ud fra deres kropslige og ansigtsmæssige ejendommeligheder, så deres karakter blev opbygget derudfra. Asking-for-more-scenen er altid central i Oliver Twist-filmatiseringer, og den kommer meget hurtigt i denne version. Oliver Twist, der for de andre sultende børn og sig selv i fattighuset beder om mere havresuppe, er et af verdenslitteraturens kendteste situationer, og igen er det oplagt at sammenligne Polanskis version med Leans. Lean er med sine sort-hvide billeder mere ekspressionistisk, og her hvor stakkels Oliver må besejre det dybe rum og dermed kameraet, på sin vej til vællingegryden, allierer Polanskis kamera sig med Oliver, idet det følger ham bagfra som et steady-cam. Det giver selvfølgelig en højere grad af publikumsidentifikation med Oliver; men turen bliver knap så angstfyldt, og dermed mindre effektiv. Til gengæld indføjer Polanski lidt klodset, at Oliver får bank af fattighusformanden. Som i andre filmatiseringer er romanforlægget forkortet og fortættet. Det store handlingselement, som Polanski har valgt at ignorere, vedrører Olivers familiebaggrund, og dermed faktisk på den ene side motivationen for Fagins forsøg på at korrumpere den uskyldige Oliver, og på den anden side den gode Mr. Brownlows motivation for at tage sig af Oliver. Olivers forbryderiske og degenererede halvbror Monks er udeladt ligesom andre af Olivers familiemedlemmer, hvor et familiemedlem er dog antydet i en gammel, gavmild dame, som Oliver møder på sin vandring til London.. Er Fagin-skildringen anti-semitisk? Det var den hos Dickens, så meget at han fortrød det, og senere skrev et positivt billede af jøden Riah ind i Our Mutual Friend, ligesom han korrigerede omtalen af Fagin i senere udgaver af romanen. Polanski har nedtonet de racistiske træk i skildringen af Fagin voldsomt, og han har også gjort sin Fagin mere politisk korrekt, ved at han er knap så sanselig som Alec Guinness’ Fagin hos Lean, hvorved hans forhold til drengene i hans lommetyvebande gøres mere stueren. De racistiske toner i Fagin-skildringen er under alle omstændigheder vanskelige at håndtere og forholde sig til. I dag, når man ser den ynkelige Fagin i den dødsdømtes celle før hans hængning, deler man Olivers dybe og oprigtige medlidenhed med ham, og denne følelse bliver ikke mindre intens af vores historiske bevidsthed og viden om millioner af jøders skæbne i Holocaust. Will Eisners grafiske roman Fagin the Jew fra 2003 er en pastiche over Fagin-delen af Oliver Twist, og denne bog er et tegn på vitaliteten i Fagin-figuren. Polanski siger i ledsagematerialet på DVD’en, at han ville lave en film til sine børn, og at Oliver Twist var oplagt; men hvor oplagt er det at genfilmatisere en victoriansk klassiker fra 1838 om samfundets behandling af fattige, og især fattige børn? Dickens skrev sin roman som et melodramatisk og konstruktivt sentimentalt angreb på The New Poor Law fra 1834. Denne lov havde en demografisk regulering som sit mål, nemlig at begrænse antallet af fattiglemmer, og midlet var at gøre livet i fattiggårdene så uattraktivt som muligt, ved at madrationerne var sparsomme og disciplinen var hård. Nationalt i Danmark er det oplagt at trække paralleller til flygtningeasylcentrene og de børn, der vansmægtes i dem, og globalt er der alle de fattige og sultende børn i verden. Her er Dickens’ budskab simpelt og ret uideologisk: Man skal opføre sig anstændigt, og selv i en relativ mørk fortælling som Oliver Twist, peges der hele tiden på, at dette er muligt, for mennesket er grundlæggende godt. I filmen ser man f.eks., at den prostituerede Nancy forgæves forsøger at balancere mellem sin loyalitet over for alfonsen og kæresten Bill Sykes og hendes trang til at beskytte Oliver, og hun ofrer bevidst sit liv i processen. Oliver Twist er stadig alt for aktuel, og Polanskis film er udmærket til et første indtryk af romanen.