I Gruppen for særlige indsatser blev betjenten Johan Falk indlemmet i den sidekørende politigruppe af samme navn inden for det göteborgske politi. Afslutningen havde nogle løse ender, og det er disse, der nu tages op i anden film i serien Våbenbrødre. Den er netop udkommet på dvd.

Stilen er tilstræbt realistisk, og temaet er den svenske undergrund og dens tråde ud i verden. Særligt det sidste bliver centralt i Våbenbrødre, hvor en østeuropæisk finansmand og lejesoldat – spillet af Thomas W. Gabrielsson – vil have en serbisk krigsforbryder befriet fra fængslet, inden han sendes til krigsforbryderdomstolen i Haag. Johan Falk har stadig Frank, som vi lærte at kende i første film, på indersiden af den velorganiserede gruppe kriminelle. På den ene side bliver han suget dybere og dybere ind, hvilket selvfølgelig er til politiets store fordel, men samtidig vil han hellere og hellere ud. Det bliver selvfølgelig gradvist mere og mere farligt.

Handlingen i disse to første film er for så vidt ganske gennemskuelig. Vi ved det meste, og følger godt med i begge lejre – hos både politiet og hos de kriminelle. Dette er det interessante perspektiv i Johan Falk, der ikke kun – som så mange andre krimiserier – lader føljetonsporet koncentrere sig om politiets personlige problemer og svagheder. Her er føljetonen også bredt ud over den organiserede kriminalitet – et træk, vi kender fra thrilleren. Det ansporer selvfølgelig en speciel form for suspense, der kræver en del af opbygningen af fortællingen.

Det er derfor ikke nok, at vi følger politiets uvidenhed som i en krimi. Her skal vi også have opbygget små skred i vidensdelingen, som stadig handler om, hvem der ved hvad hvornår. Men når vi som seere ved det meste, så kræver det, at spændingen hentes andre steder fra. Våbenbrødre henter dette ind fra et ganske klassisk sted: tiden. Noget vil ske på et bestemt tidspunkt, og når politiet ikke frem i tide, så vil det gå galt. Det er en let løsning, og det virker også – mere end i første film – forceret i denne. I første film blev der levnet plads til nogle mere personlige dramatiske elementer, der også trækkes ind i denne, men fokus forbliver mere på opbygningen mod klimaks.

Første film tegnede et interessant perspektiv for den svenske krimitradition. Anden film viser nogle spændende føljetontakter, der giver et ganske andet spænd mellem de to miljøer, filmen skildrer. Men fortællingen er lidt for gennemskuelig, og derfor når spændingsniveauet ikke helt i top. Det er dog ganske sikkert, at vi får mere at vide i næste film i serien.