Irina er en succesfuld romandebutant, der nådesløst gør op med sin familie og barndommen på landet. Bestemt ikke noget ukendt fænomen på tidens litterære scene. I et tv-interview med Knud Romer Jørgensen, selv barndoms nostalgier, fortæller hun, der dengang hed Laura, opkaldt efter oldemor, åbenhjertigt om familiens manglende forståelse. Nu har hun, i sit stille oprør, skiftet navn til det mere internationalt klingende Irina, og blevet storby-kulturradikal, med åbne kærlighedsforhold, klimabevidste holdninger og drengeklippet, i hvid buksedragt med sorte støvler og selvsikker stil.

Sådan introduceres hovedpersonen i Lisa Jeppesens meget vellykkede debutfilm, Hvor kragerne vender. Lisa/Irina er på vej til sin bror Janeks bryllup, i den landsby hun så åbenlyst har vendt ryggen. Så er der lagt op til et klassisk, dramatisk kulturclash mellem Udkantsdanmark og storbyen. Bøhland og storbysnobber. Bonderøve og kulturpinger.

Konfrontationen mellem livsstil og holdninger er håndfaste nok. Allerede fra det øjeblik Irina bliver hentet af sin mor (Bodil Jørgensen) på jernbanestationen begynder familiekontrasterne: ”Hvad har du dog gjort med dit smukke lange hår? Hvorfor ringer du aldrig?”. Det skal blive værre.

Familiemiddagsbordet med hamburgerryg, kartofler og fed brun sovs, afslører Irina som veganer og medfører total afvisning af klimadebat, alt mens popmusik og krimier er familiens åndelige føde. Værst, da det går op for Irina, at broderen skal giftes med Catrine, skolekammeraten, der mobbede og generede hende hele barndommen igennem.

Lyder det karikeret, fordomsfuldt og klichefyldt? Måske. Men en stribe talentfulde skuespillere får med et nuanceret spil, ironi/humor og knivskarpe replikker, givet os en forståelse for begge siders skævheder. Ikke mindst Rosalinde Mynster, som Irina, er fremragende i sit møde med barndommens land. Et stemningsladet stille billede midt i al bryllupshalløjet brænder sig fast. Irina, der barfodet går gennem græsset, standser ved en kokage, lader langsomt sin nøgne fod søge ned i kolorten.

Og bryllup skal der blive, i den bryllupspyntede lade, med glade opstemte mennesker, i sang og dans. Bruden, Catrine, stor og fyldig i overdådig selvsyet bryllupskjole, dirigerer den lille bondefamilie. Det er hende, der nu har fået overtaget i familien, hvor man hellere vender ryggen til, end konfronteres med problemerne. Ja, hun har endda af den kommende svigermor fået oldemors smukke giftering, der var tiltænkt Laura.

Det dramatiske højdepunkt bliver, som i familieopgørs filmenes klassiker Festen, talen! For selvfølgelig må Irina, til larmende tavshed, sige de festglade bønder et par sandheder, afsløre løgnene. Men hvilken sandhed?

Ingen plot spoiling her.

Hvor kragerne vender er trods sine arketyper fra land og by, mere end blot en ironisk skildring. Nok møder vi mennesketyper tæt på folkekomedien, men alligevel med en troværdighed og en ægthed, der er usædvanlig for dansk film. Irina rummer nok vreden, men også længslen efter barndommen, familien, som hun, med egne ord, blev udstødt af. En sjælden fin balance. Selv Bodil Jørgensen er befriende fri for falske toner og morsomme dialekter, godt hjulpet af sin (næsten) tavse mand (Jens Jørn Spottag), der mod filmens slutning konkluderer, da Irina spørger ham: ”Hvorfor lærte du mig aldrig at køre traktor?”, ”Fordi du kunne så meget andet, som vi ikke kunne”.

Glemmes skal ikke Anne Sofie Wanstrup, der som den svulmende magtsyge brud, få sit gennembrud (undskyld). En præstation, der både rummer ondskab, naivitet og ægte varme.

Nok er Hvor kragerne vender et konfrontationsdrama land/by, fyldt med stærke følelser og fordomme – men vi lo også meget. Mest over de andre – men også lidt over os selv. Bedre kan det ikke gøres.