Ole Bornedal goes west. Igen. Han gjorde det, da amerikansk film efterspurgte et remake af Nattevagten (1994). Nu er han vendt tilbage. Med en film om dæmoner og besættelse. The Possession er netop udkommet på købefilm.

Bornedal har gennem mange år forsøgt sig med forskellige genrer på film og tv. Med en rimelig succes. Mødet mellem krimien og gyserne var iøjnefaldende i Nattevagten. Roadmovien i tv-serien Charlot og Charlotte (1996). Sci-fi i Vikaren (2007). Metafilmen dukkede op i den mesterlige kærlighedsfilm Kærlighed på film (2007), mens Fri os fra det onde (2009) trak tungt, men modificeret på westerngenren. The Possession er en rendyrket, genrefast gyserfilm. Næsten for genrefast.

Den handler om den splittede amerikanske familie, hvor datteren Emily er stærkt berørt af sine forældres skilsmisse. Da hun får fingrene i en gammel kasse, begynder ting af ske. Mærkelige ting. Hun opfører sig ikke, som hun plejer. Bliver voldelig. Og trækker sig mere ind i sig selv. Langsomt går det op for hendes far, at der er noget, som er helt galt. Men ingen andre tror det. Men det gør seeren. Vi er fra starten introduceret til boksens mystiske kræfter. Og dødelige effekt.

Titel, filmens anslag og coverets generelle layout efterlader ikke megen tvivl. Titlen peger på de mange film, der interesserer sig for dæmonbesættelse. The Exorcism of Emily Rose (2005), The Last Exorcism (2010), The Rite (2011) og The Devil Inside (2012) er få titler blandt flere i den relancerede interesse for exorcisme. Et element, der også indgår i Bornedals film. Men den peger naturligvis – som alle disse film – tilbage til klassikeren The Exorcist (1973). Relanceringen af gysergenren for alvor. Ingen film kan i dag handle om exorcisme uden at forholde sig til denne.

Det gør The Possession i allerhøjeste grad derfor også. Den virker nærmest utænkelig uden William Friedkins hovedværk. Filmen er på de fleste punkter så elementært genrevant, at det bliver forudsigeligt. Kameravinkler, kamerabevægelser og bevidsthed om flere af de ovennævnte film gør denne til en film, der trækker på nogle meget genkendelige strukturer og stilvarianter. Uhyggelige elementer er der da. Naturligvis. Men de gemmes godt i en film, der udnytter alle de klichéer, den kan komme af sted med.

Filmen kan på flere måder – hvilket er Bornedals accentuering – tolkes som en allegori over det forliste ægteskab. Og dets konsekvenser for børnene. Dermed bliver den en kritik af statistikker over skilsmissetendenser, der skyder i vejret. Om det er nok til at redde en film uden den store nerve, og som overraskende nok mangler Bornedals normalt meget stilsikre og nytænkende genrebetoninger, står lidt hen i det uvisse. Omvendt er det interessant i en dansk filmhistorisk kontekst, at en dansk instruktør i en film interesserer sig så specifikt for jødisk mysticisme.

Det betones desuden stærkt, at filmens producent er Sam Raimi. Helten med no-budget-klassikeren Evil Dead (1981), som er blevet kritiseret for sin stærkt kommercielle vending. Han instruerede dog for få år siden den fabelagtige genrepastiche Drag Me To Hell (2009), der faktisk har mange ligheder med The Possession. Forskellen er, at Raimis film ikke tager sig selv så seriøst, som Bornedals film gør. Uden held. Seriøsitet er forsøgt understreget af den problematiske påstand om, at filmen er baseret på virkelige hændelser.

Bornedal goes west. Med en film, der stilmæssigt egentlig ikke fejler så meget. Men tematisk og handlingsmæssigt er den desværre ikke på niveau med hans øvrige film. Bornedal er heldigvis vendt hjem igen – hvor han tilsyneladende befinder sig bedst.