”God”, ”vigtig” og ”interessant” er tre forskellige ting, når man uddeler point til kulturprodukter. Det gælder også Annette K. Olesens nye film 1:1, der netop er udkommet på dvd. Fremragende god er den ikke, men den er interessant, fordi den er vigtig.

Verden er konstrueret, fiktionen er konstrueret, og dette forhold tager filmen udgangspunkt i. Fiktionen henter sine konstrueringer fra virkeligheden, der igen vender tilbage til virkeligheden for at forstærke konstruktionen. Det er det velkendte forhold mellem fordomsfulde myter og indholdsløse realismer, der er i evig vekselvirkning mellem hinanden. Annette K. Olesens film tager virkelighedens myter og sandfærdigheder om ghettoer og indvandrerkvarterer og mikser dem med danske fordomme og individer – og det får hun en ikke nødvendigvis god film ud af, men hun får med sikkerhed en vigtig film ud af det. Hun har begået en film, der sætter sig mellem to stole – to perspektiver i det danske samfund – uden nogen soleklar værdisætning. Dette er også et 1:1-forhold i filmen, der forsøger at etablerer flere af disse, hvoraf de vigtigste er virkelighedens forhold til fiktionen og danskeres forhold til mennesker med anden etnisk herkomst. Disse etableringer får filmen til at balancere på en knivsæg, hvor det – rent politisk og menneskeligt – kan være livsfarligt at træde ved siden af. Derfor er 1:1 en modig film, og dette mod og denne akkuratesse reder filmen – og tillige med instituerer dette filmens vigtighed.

Det er på tide, at der bliver lavet film om disse problematikker, mens det er ligeså vigtigt, at seeren ikke besættes af forfattersnore, som irettesætter meninger og budskaber. 1:1 formår at holde fortolkningerne åbne, hvilket gør filmen til en stærk og vedkommende film. Men, for der er et men, som fradrager lidt af det gode og det interessante, så synes filmen at være bedst bedrevet som en novellefilm. Den virker simpelthen lidt lang, og karaktersammensætningerne synes ikke helt at bære halvanden time. Filmen kondenseret til en time kunne gøre den mere gennemslagskraftig, selvom vi hermed rammer et helt andet problem – vi ser jo ikke de danske kortfilm (helt uden grund i øvrigt, for der er masser af fremragende danske kortfilm). Denne spillefilmslængde kommer ud til publikum, og det skal den. Den tager fat, hvor fiktionen kan tilbyde virkeligheden noget – nemlig der, hvor samfundet ikke synes at kunne vise sig som den nødvendige ledetråd. Knivsæggen kan opretholdes i fiktionen, men virkeligheden er langt mere skrøbelig – og filmens virkelighedsopretholdelse er da også skrøbelig. Her er en film, der tør gå ind, hvor det er risikabelt – og det gør ondt. Smerte er vigtig, når film skal komme ud over lærredets bredde. Så selvom filmen viser sin konstruktion, kommer den videre end det. Som Lilian Munk Rösing skriver: ”hvis litteratur virkelig handler om litteratur, handler den også om verden… hvis litteratur virkelig handler om verden, handler den også om litteratur, om sig selv”. Det gælder fiktionen i al sin bredde. Den er i et sprogligt og kulturelt 1:1-forhold med verden, om den vil det eller ej.