”Rap, rap, rap”, siger han! Derpå kommer barberbladet frem, og kvindens hud punkteres, så blodet fosser. ”Rap, rap, rap”, siger han – og kvinden dør, mens politiet er lige i hælene i cirka halvanden time. En seriemorder er løs i New Yorks gader i Lucio Fulcis film New York Ripper (Lo Squartatore di New York) fra 1982, og selvom Fulcis film ofte driver af charme og gore, hvis de to ting da gang skrives i samme sætning, så er New York Ripper nok ikke blandt hans bedste.

Det seneste år har vi således fået fire film fra Fulcis produktion, hvilket i sig selv er en gave til det danske marked. Lucio Fulci var en af de helt store italienske filmskabere i 70’ernes og 80’ernes filmindustri, hvor der stort set kun eksisterede tre hovedgenrer i Italien: spaghetti western, horror og giallo – og det er den sidste genre, vi her skal have et greb i. Giallo er en italiensk genrehybdrid bestående af elementer fra fantastik, krimi, horror og erotik, hvor giallo (italiensk for gul) refererer til den farve, som litterær giallo havde på forsiden. Denne form for giallo med begyndelse i slut-20’erne minder mest om traditionel pulp og whodunits, hvor netop også den tidlige giallo var oversættelse af engelsksproget krimi. En del af disse tidlige gialli (italiensk pluralis) var da også romanforlæg for de første giallo-film, der dog med tiden for alvor kom til at tage egen form og stil. Dette kendetegnes ofte af stærke mordscener med ekstra blodsudgydelser, en slags kombination af krimi og slasher-gore, mens genren med tiden for alvor tog ”farve” af at være italiensk. Stilen blev farverig, mere stiliseret og teatralsk. Af vigtige navne i denne sammenhæng kan vi nævne Duccio Tessari, hvis film L’Uomo senza memoria fra 1974, som var den første i AWE’s giallo-serie. En anden yderst vigtig karakter i denne genre, ligesom de to øvrige, er Dario Argento, som i dag nok er mest kendt for sine horrorfilm, men han lavede også nogle ret seværdige krimier, fx Tenebre fra 1982 – samme år som Fulcis New York Ripper.

Først vil jeg understrege, at forventningens glæde har været stor – både hen imod en ny Fulci-film, men så sandelig også mod at få kørt den igangsatte giallo-serie videre. Den første allerede nævnte film i serien, L’Uomo senza memoria, er et helt igennem godt eksempel på god giallo. Og Fulci som instruktør har lavet nogle eminente film, hvoraf vi fra samme selskab her således nu har fået foreløbigt fire. De mest nævneværdige er helt klart de to første City of the Living Dead (Paura nella cittá dei morti vivendi) fra 1980 og The Beyond (E tu el terrore: L’Alila) fra 1981, der er selvskrevne titler i enhver horrorbuffs kalender. Dernæst vil jeg dvæle lidt ved, at forventningens glæde nok var den største. Det er ikke blandt Fulcis bedste film, denne her. Alligevel er den gennemvædet med Fulcisk stil og sikkerhed, der mest af alt viser sig i en udtryksmåde, der nærmest er skrevet i ondsindet blod – nærmest så ondsindet, at det bliver grundkomisk undervejs. New York Ripper blev for eksempel ikke distribueret på det engelske marked før i 2002, hvor censurloven blev lempet. Desuden bærer filmen i starten en række ganske typiske Fulci-træk; Fulci er nemlig ikke altid interesseret i at fortælle med gennemskuelig narrativ kausalitet. Det betyder, at der er visse fokuseringer, der undervejs kommer til at virke mindre åbenbare i den fortællemæssige sammenhæng. Det er dog ikke så ekstremt, som det er i fx The Beyond, men der er alligevel en række scener, som trækker ud– er jeg tilbøjelig til at sige – på typisk italiensk manér. I New York Ripper er mange af disse momenter fyldt ud med bedragelig ventetid og ikke mindst skødesløs erotiske eskapader. Så selvom filmen ikke lever op til Fulcis ouvre, så hviler der en særlig tone og en intrigant ejendommelighed, som er meget Fulcisk. Endog filmen er banal, som gialloen ofte var det, er den ofte ekstremt kontrollerende Fulci-hånd med på alle leder og kanter. ”Rap, rap, rap”, sagde han – og tæppet faldt!