Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

What? (114 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/12 2007, 15:50 af Kim Toft Hansen

Filmisk nonsens


Filmisk nonsens

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Hvad?” er det udbrud, som de fleste nok gør sig, når de møder Roman Polanskis lidt oversete værk What? fra 1972. Omgivet af film som Rosemary’s Baby fra 1968 og Chinatown fra 1974 får filmen heller ikke nemmere ved at blænde igennem, men det er ganske unødigt: Filmen rangerer rent faktisk blandt Polanskis glimrende, men også mest absurde, film.

Filmen handler om den unge, yndefulde og lidet blufærdige Nancy, som bliver udsat for et voldtægtsforsøg, men slipper væk fra de noget inkompetente forbrydere ved at tage en svævebane ned til en luksusvilla i det syditalienske – ”down the rabbit-hole”. Her møder Nancy, tror hun, først en overraskende gæstfrihed, men den naive ungpige forstår ikke et ord af, hvad der bliver sagt. Hurtigt går det da også op for hende, at hun omgives af en række excentriske, forunderlige skikkelser. Dette udvikler sig til en række absurde, men ofte særligt spekulativt orienterede sekvenser, som på sin vis undrer Nancy, men egentligt ikke alligevel gør det. Selvom hun indirekte bliver sat på gaden fra sit værelse, pisket, slået, vågner ved uindbudt cunnilingus, får det meste af sit tøj stjålet og meget mere, så bliver hun der alligevel, nok mest fordi hun forelsker sig i den besynderlige Alex (spillet af skuespilleren Marcelo Mastroianni, som vi kender fra fx Fellinis ). I endnu en parentes bemærket, så anes der her i navnet Alex en reference til Paul Mazurskys fremragende metafilm Alex in Wonderland fra 1970, specielt også fordi What? slutter med en metakommentar til, at Alex hos Polanski er med i en film, der hedder What?.

Men det, at hun bliver der, er ikke filmens mest forunderlige punkt, for dem er der mange af. Filmen arbejder med de logiske slutninger, eller rettere bryder med dem. Det, der normalt forekommer normalt for os, forekommer mærkeligt i What?, mens det, der virker besynderligt på os, fremstår som normalt i filmen. Der er slet og ret vendt op og ned på det hele. Derfor kommer filmen til at virke som filmisk nonsens, altså en filmisk pendant til litterær nonsens, som Lewis Carrolls Alice’s Adventures in Wonderland er blevet kaldt. What? trækker også ganske myndigt på Carrolls fortælling – de eksplicitte citater giver det væk, hvis man skulle være i tvivl – om Alice, der følger kaninen ned i den mærkværdige underverden, men det er en yderst selvstændig version, Polanski her har præsteret. Der er tydelige spor, som er direkte pluk fra Carrolls fortælling, fx da Nancy spørger præsten til råds, hvilket er et semicitat af, da Alice spørger larven til råds om, hvordan hun skal blive større og bliver sat til at synge ”Old Father William”. Sådan leger What? grundigt med Carrolls eventyr som grundfortælling, men det indsvøbes i stedet i ”voksenagtige” absurditeter, om jeg så må sige: Filmen er eksplicit orienteret mod seksualitet i diverse kuriøse afstøbninger, hvilket igen er en omvending af tingene, som filmen gør hele vejen igennem. Hvor eventyret, i den lettere freudianske fortolkning af det, har den voksende seksualitet hos teenageren under behandling i metaforisk forstand, så tager Polanskis ’eventyr’ den lidet fordækte seksualitet til gennemskuelig efterretning. Det er en film, der kommer efter de største bølgeskvulp fra den seksuelle frigørelse i sluttresserne, og dette bruger filmen til at eksplicitere eventyrets seksuelle undertoner.

Roman Polanskis filmografi er præget af en enorm diversitet og kvalitetsmæssig fluktuering, der kan gå fra tidlige mesterværker som Nóz w wodzie fra 1962 og Repulsion fra 1965 over senere storfilm som The Pianist fra 2002 til en besynderlig sag som The Fearless Vampire Killers or: Pardon Me, But Your Teeth Are in My Neck (jeg bliver aldrig ked af den titel) og direkte dårlige film som The Ninth Gate fra 1999 og Oliver Twist fra 2005. Men What? er en overraskende akt i Polanskis filmhistorie at slå ned, og glædeligt overraskende. Filmen er forbavsende morsom, gennemført reflekteret og kort sagt en nærmest overset Polanski-film.


Forrige anmeldelse
« Napoliforbindelsen «
Næste anmeldelse
» Maniac »


Filmanmeldelser