Et smukt møbleret værelse med bogreoler fyldt med klassiske værker, en velforsynet hjemmebar og tre velformulerende, kreative, intellektuelle mennesker. Se det er her – og kun der - vi skal være de næste 75 minutter. Lytte, lytte til ondskabsfuldheder, nederdrægtigheder og sårende had- og kærlighedsreplikker i den borgerlige, herskabelige celle, med de bonede gulve og ægte tæpper, der kaldes ´Toves værelse´.

Tove er naturligvis den succesrige forfatter Tove Ditlevsen (1917-76). Danmarks bedst sælgende forfatter, siden Karen Blixen, og bedst skrivende, siden Herman Bang, når hun nu selv skal sige det! Vi er i medio 60erne, efter tre forliste ægteskaber (skildret i romanen Gift), er hun nu gift med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen, ham der fik sparket bladets oplag til girafgantiske højder med sex og dyneløft. Et ægteskab, der holdt 21 år, bundet sammen i afsky, beundring, mindreværd og erotik, alt sammen detaljeret beskrevet i Tove Ditlevsens roman Vilhems værelse, der udkom kort efter deres skilsmisse og tæt på hendes selvmord, kun 49 år gammel.

Det er den roman, den garvede og talentfulde manuskriptforfatter Jakob Weiss dramatiserede og med stor kritiker- og publikumssucces blev vist på Folketeatrets scene i 2016 med Paprika Steen og Lars Brygmann, som det uegale ægtepar. Nu, er stykket, med de samme to skuespillere i hovedrollerne, omsat til filmen Toves værelse af Martin Zandvliet, som vi husker fra bl.a. Under Sandet og Dirch.

Lad mig sige det med det samme: det er forrygende, det er gribende, det er afskyvækkende brutalt. Her blegner selv Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf, som nærmest er en hyggespreder, mod den rædselsdialog, der binder Tove og Victor sammen. Fremragende spillet af Paprika Steen, der i neurotiske nærbilleder både lyser og demonstrere sin kampvilje, når Victor, i Lars Brygmanns distante skikkelse, med bidende intellektuel arrogance, prøver at nedgøre pigen fra Vesterbro - hende uden almen dannelse – men dog samtidig må erkende og beundre hendes store digteriske talent. ”Et talent, som du totalt mangler, Victor, og lider af et mindreværd overfor mig”, får Tove råbt.

Dramatisk set er Toves værelse klassisk opbygget. Her opfyldes til fulde, de tre enheder: handlingens, tidens og stedets enhed. Tove venter besøg, nemlig af kollegaen, den unge Klaus Rifbjerg (Bjørnvig er forhindret p. gr. af tømmermænd efter et aftenmøde i Det danske Akademi – der skammeligt nok, aldrig anerkendte Tove Ditlevsens digtekunst). ”Rifbjerg, den tandløse baby, der kun er ude på at komme i bukserne på dig”, håner Victor, der selv er på vej fra ”værelset” til sin unge elskerinde. Så falder Toves replik som et øksehug: ” Det har han allerede været”.

Så er niveauet lagt.

Victors elskerinde-aftale bliver aflyst. Unge Rifbjerg indfinder sig og Victor lukker sig demonstrativt inde på sit værelse – for dog løbende at komme frem og blande sig. Perfid og arrogant belærer og nedgør han de to digtere, mens snapsene livligt glider ned til røgen af de konstant tændte cigaretter. En grænseoverskridende dialog, hvor Rifbjerg, som vi ellers kender som den unge vrede mand, litteraturens provo, her er en stilfærdig tilskuer til de tos magtkampe. (Troværdigt, tilbageholdende, spillet af Joachim Fjelstrup).

”Hvad fanden er I for mennesker?” udbryder han. Og vi med ham.

Heldigvis gør filmen os klogere på de to.

Glemmes skal det ikke, at Victor, da de i en stormene forelskelse fandt sammen, er manden, der delvis redder hende ud af narkomaniens greb, som den fhv. lægeægtemand har hjulpet hende ind i. Ingen tvivl om, at Tove Ditlevsens sårbare og følsomme sind, der netop kom til udtryk, ikke mindst i lyrikken, havde brug for støtte og ro. En fred, som de mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger gav –”Jeg kan kun skrive, når jeg er indlagt”, har hun selv, nok lidt provokatorisk skrevet.

Toves værelse er film(en) til tiden. Tove Ditlevsen har fået en renæssance. Nyoversat og genopdaget ikke mindst i de engelsktalende lande, hvor netop det skrøbelige, det kvindelige er sat i et nyt perspektiv. Læg dertil en netop udkommet bog af Lise Munk Thygesen om hendes mormor, Tove Ditlevsen, der bl.a. dokumenterer Victor Andreasens forhold til bonus-datteren. Stærke sager.

Filmen kan mere end det. Den viser fremragende skuespilkunst med en instruktør, der kan styre og udnytte Paprika Steens talent. Vi er inde i hovedet på Tove i lyst og især nød. Et vanvidsparanoia, når husfaktotum frøken Andersen (utroligt trist og ynkeligt fremstillet af Sonja Oppenhagen) opleves som et dørlyttende reptil, der nærmest er hendes største fjende!

Læg dertil Lars Brygmanns nuancerede frastødende, skildring af ”overmennesket” Victor, der aldrig var bleg for en perfid nedgørende bemærkning, der kunne støtte hans ego. Samtidig skimter vi glimtvis, bag facaden, en usikkerhed - det er stor skuespilkunst.

En på mange måder frastødende og brutal film om et helvede af et ægteskab – og samtidig meget vedkommende kontrast til de flestes hverdag. Og glem ikke, at vi også griner lidt, ikke mindst af Victors raffinerede perfiditeter – og bliver flove bagefter.

Se, det er vedkommende kunst.

Ryd kaminhylderne, der skal være god plads til Bodiller og Roberter.