Denne roman har simpelthen gjort så utrolig stort et indtryk på mig. Jeg er på en og samme tid begejstret og forpustet, betaget af skriften, som i al sin prunkløse distance alligevel glider direkte ind imellem hårene på armene og videre ind og op igennem hjertet, for det er i sandhed hjerteknugende. Det er en roman, det er også en personlig beretning, og det smelter sandelig smukt sammen til et hele, der rammer.

Så er det skrevet.

Mere rammende vil det være at klassificere den som en erindringsroman. Det er helt tydeligt, at den udspringer af det liv, Tove Ditlevsen levede, og det var ikke et helt let liv at føre sig.

Det er tydeligt, at hun er ovre i fiktionsform, når hun skriver om de meget sandfærdige tanker og billeder, der melder sig. Hun higede hele tiden efter at skrive, ikke bare at skrive, men at skrive godt, og det var svært, for der var det med kærligheden og ægtemænd, der tog magten. Hun ville have sit rum, have sine tanker, og hun ville mærke roen, der ville komme, når bogstaverne makkede ret. Hun fik forbindelse til en læge, som i ægteskabet åbnede op for gift og medicinerede hende, desuagtet at hun ikke havde brug for denne forandring. Det blev til en afhængighed. Det er her på dette tidspunkt, hun er nede på omkring 30 kilo i kampvægt, og hun har et hidsigt medicinforbrug.

Man kan langsomt se, hvor det går hen. Velkommen til et blik på en tilværelse, der ikke var nem, og som i og for sig bød på depression og også fremragende forfattertider. Indtil det gik galt, en dag, mange husker.

Det er hårdt og tankevækkende smukt, på sin vis.