En af de første, mest iøjefaldende ting der sker, når man nærstuderer coveret til filmen Corsage er at navnet ”Kulturkapellet” har sneget sig ind blandt de mange kilder, der skamroser filmen. Dette skyldes selvsagt at vor gode anmelder Uffe Stormgaard i foråret så filmen i biografen og var virkelig begejstret. Nu er filmen så udkommet på DVD, så alle os, der missede den i biografen, kan se den i ro og mag hjemme. Af samme grund er det også Kapellets pligt at undersøge om Hr. Stormgaard havde ret i sin antagelser.

Det er vist heldigt, at det var Uffe der leverede det rosende ord til coveret, for undertegnede kan desværre ikke svinge sig op til helt samme begejstring som sin kollega, når det kommer til at finde positive superlativer til at beskrive Corsage med. Som altid er smag ganske individuelt og selv om der er flere fine ting ved filmen, så er dens meget bevidst tungsindige og langsomme fortællestil med til at den opleves langt længere end den i virkeligheden er.

Lad os dog starte et helt andet sted, nemlig med alt det der faktisk fungerer i filmen. Først og fremmest er nærværende skribent, 110% enig med stort set alle anmeldere af denne film, nemlig at hovedrolleindehaver Vicky Krieps er helt forrygende i rollen som Sisi, bedre kendt som Elisabeth af Østrig-Ungarn. Hun spiller med en indlevelse og en nerve der virkelig brænder igennem. Hun tilføjer personlighed og leben til den noget obskure historiske figur hun er sat til at spille.

Dernæst er filmens scenografi et friskt pust til de ellers så overdådige periodefilm. Normalt overrumples seeren i denne type film af overdådige paladser, guldbelagt stuk, marmorgulve og opulent overdådighed i alle frames. Selv om Elisabeth og de øvrige figurer da bestemt tilhører overklassen, så er mange af de palæer og slotte de færdes på ganske faldefærdige. Mellem stuerne falder den grå puds ned fra væggene og dette fysiske forfald synes også at afspejle det personlige forfald man er vidne til.

Selv om dette er et historisk drama, så forstår undertegnede også godt konceptet med at vise denne historiske figur, som et billede på mange af de kampe som kvinder, selv den dag i dag kæmper med. Lige fra skønhedsidealer man tror man skal leve op til, problemet med at fastholde en magtposition, til trods for at man allerhelst har lyst til at bryde helt med systemet og være komplet ligeglad med hvad folk i øvrigt tænker om en, og meget andet. Corsage er langt hen ad vejen en film om en kvinde der godt kender til samfundets forventninger til hende, men som reelt hellere vil gå sine egne veje. Det er samtidig en film, som også tematiserer hvad en knusende sorg kan få af konsekvenser, hvis man ikke får den rette omsorg eller behandling. Hvad Sisis smerte består af, skal dog ikke afsløres hér.

Der er også flere fine detaljer i filmen, for seeren får jo et enestående indblik i livet ved det Østrig-Ungarske hof (Sisi var gift med Kejser Franz-Josef – red.) og hvor forlorent dele af det var. Eksempelvis når Franz-Josef er på vej i seng og tager sine ikoniske bakkenbarter af. På den måde kommer både det falske skæg og corsagen fra filmens titel, til at blive symptomatiske for hvilke figurer vi har med at gøre. Hvad enten det er kejseren eller hans viv, så forventes de at lave op til folkets forventninger, om enten størrelsen af bakkenbarterne eller det smalle taljeliv, der – som Uffe også skriver – er et billede på den indsnævrede verden som hun er en del af.

Nu kan de foregående afsnit jo godt lyde som en entydig ros til Corsage, men alle disse gode ting til trods, er det også en film der flere gange undervejs kæmper sig gennem fortællingen, som var den en flue fanget i en stor klat superlim. Det er selvsagt helt et klart bevidst valg fra filmmagernes side, at skabe en fortællingen der skal være træg og give os et indtryk af hvor hårdt Elisabeths midtvejskrise er, men det går også ud over filmens og fortællingens tempo. Indrømmet, det kan være svært at lave en film om depression og psykisk ubalance i et kækt og højt fortælletempo, men har man indtrykket af at dette er en virkelig medrivende film, så er man altså gjort af et andet stof end denne anmelder.

Corsage er et godt bud på en noget anderledes måde at skabe et kostumedrama på. Budskabet synes dog at være et man har set mange gange før; uanset om du er en del af samfundets absolutte elite så er det ikke ensbetydende med at du har et godt liv. I Sisis verden er rammerne for livet alt for rigide og når hovedpersonen så tillige må forsøge at leve med en kæmpemæssig sorg uden nogen form for støtte, så må det jo ende som det gør. Så i sidste ende må det være op til dig, kære læser, at vurdere om du har lyst til at slutte dig til ´Team Uffe´ eller ´Team Torben´ i forhold til om du vil kaste dig over Corsage. Sidstnævnte skribent havde håbet på noget spektakulært, men endte desværre med at blive ret skuffet.