I 1945 blev 2000 tyske værnemagtsfolk sat til at rydde op på den jyske vestkyst efter de utrolig mange miner, som Nazityskland havde begravet i sandet dér. Næsten halvdelen af disse folk blev dræbt eller invalideret som et direkte resultat af denne beslutning. Ideen var, at når nu tyskerne selv havde været ansvarlige for at anbringe minerne, så måtte de også tage ansvaret for at bortskaffe dem. Det er disse faktiske begivenheder, som har skabt fundamentet for den ganske fremragende, nye danske film Under sandet.

Selv om filmen har rod i virkelige hændelser, er den også fiktion – men hvilken fiktion. For hvem havde tænkt, at man kunne få så meget drama ud af tre locations: en blæsende sandstrand, et lille gårdmandssted og en ussel barak? Det kan man, for med ganske få virkemidler, et hold superdygtige skuespillere og en eminent flot billed- og lydside fortæller instruktøren af Dirch en rørende historie om en samling rædselsslagne knægte og ikke mindst deres møde med den barkede befalingsmand, som er blevet sat til at hundse med dem.

Første møde, seeren har med filmens hovedrolleindehaver Sgt. Carl, er, da han fra sin jeep iagttager tyskernes tilbagetog. To og to går krigens tabere i én lang række mod grænsen, men da Carl ser en af tyskerne bære et dansk flag, hopper han ud af vognen og gennemprygler soldaten. Vi springer dernæst til træningen af de tyske mineryddere. Selv om størstedelen af tyskerne ikke er andet end store drenge, trænes de alle i at finde og uskadeliggøre forskellige typer af landminer. En træning som naturligvis kræver sine ofre.

Hernæst følger vi en lille deling af tyske drenge, der sættes til at rydde det stykke strand, som Sgt. Carl er ansvarlig for. Seeren får tidligt i filmen at vide, at der er efterladt næsten 5 millioner landminer på Vestkysten i alt, men det kompagni, vi følger, har til opgave at fjerne 65.000 af dem, før de bliver lovet frit lejde tilbage til Tyskland.

Handlingen, der primært foregår på tysk, skifter henholdsvis mellem at følge befalingsmanden, der hårdnakket nægter tyskerne helt basale fornødenheder som eksempelvis mad, og så selvfølgelig delingen af tyske drenge på den anden side. Tyskerne forsøger hver på deres måde at tackle den ustyrligt pressede situation, de er havnet i. Nogle forsøger at få det bedste ud af situationen, mens andre hurtigt synes at bukke under for det både psykiske og fysiske pres, de dagligt udsættes for.

Det lykkes Martin Zandvliet at få skabt nogle utroligt troværdige figurer, selv om der naturligvis er visse karakterer, der fylder mere end andre. Således bliver både et tysk tvillingepar, Ernest og Werner, ligesom den usympatiske Helmut og ikke mindst Sebastian fremtrædende figurer i filmen. Sidstnævnte lykkes ligefrem, gennem sit imødekommende og høflige væsen, at nå ind på livet af den ellers så urørlige, bistre og uretfærdige Sgt. Carl.

Det at skulle desarmere en bombe har altid været forbundet med filmisk suspense, for hvem kan ikke huske det utal af gange, hvor en vilkårlig actionhelt har stået i en situation hvor der skule klippes en rød eller grøn ledning over med kun få sekunder tilbage på timeren. Lidt samme trick gør sig gældende gennem Under sandet, blot med den forskel, at der er et utal af miner, der skal uskadeliggøres hele tiden – fra tidlig morgen til skumring.

Dermed ikke sagt, at Under sandet er en lang, uudholdelig venten på, hvem det næste offer nu er, for der er selvsagt mange af de unge mænd, der må lade liv og lemmer, inden vi når rulleteksterne. Det er naturligvis en film om minerydning, men lige så meget en film om fjendebilleder og om, hvordan man generelt behandler hinanden.

Der lukkes undervejs lige så langsomt op for medmenneskeligheden, og selv den tyskerhadende Sgt. Carl må indse, at det måske ikke er alle hans drenge, som lever op til det fjendebillede, som han har skabt. Faktisk formår Roland Møller (der måske huskes for hans roller i R , Kapringen og Nordvest) at spille rollen som Sgt. Carl med så stor en intensitet, at undertegnede har svært ved at finde noget lignende at sammenligne det med i nyere dansk film. Det er ganske enkelt en enestående og nuanceret skuespilspræstation, der burde skænke skuespilleren som minimum en velfortjent Bodil.

Det er dog ikke kun Roland Møller, der gør filmen værd at se, for Under sandet er mere og andet end blot hovedfiguren. Det er en film, der ikke alene belyser et mørkt og overset kapitel i dansk efterkrigshistorie, for samtidig er det en film, der ganske enkelt fungerer helt eminent rent dramaturgisk, og endelig er det en film, der basalt set forsøger at italesætte den måde, vi ser ”fjenden” på. En pointe, der desværre er alt for højaktuel i øjeblikket, hvor vores omverden synes at blive mere og mere polariseret i diskussioner om ”os” og ”de andre”.

Det kan godt være at traileren til Under sandet muligvis ikke hører til de mest spændende, eller det kan være at ovenstående beskrivelse af filmen muligvis lyder så nedslående rent tematisk, at man muligvis søger efter noget mere kulørt, når man vil indløse sin næste biografbillet, men det ville være en skam, for både filmen og ikke mindst Roland Møller fortjener i den grad at blive set på det store lærred. Det er dansk film når det er allerbedst, det her!

Læs også interviewet med Mikkel Boe Følsgaard