Selv om teaterforestillingen Hvem er bange for Virginia Woolf? fik premiere i 1962 på Broadway, selv om spillefilmen med Elizabeth Taylor i den dominerende hovedrolle som Martha scorede hele fem Oscar™-statuetter i 1966, så var det først da anmelder besøgte Aalborg Teater, at historien skulle opleves for første gang. Det eneste som undertegnede vidste på forhånd var, at det vistnok var et psykodrama, som foregår på en enkelt location tilsat masser af alkohol. Dette skulle også vise sig at holde stik.

Da kapellets udsendte dukkede op med hustruen til teatret var det den første information man blev mødt med, idet billetterne blev indløst, kontrolløren der høfligt fortalte os: ”I er godt klar over at stykket varer næsten fire timer?” Denne information virkede da den faldt først ret nedslående, men det skulle vise sig, at stykkets længde på ingen måde havde en indvirkning på helhedsoplevelsen. Da først den lejlighed som stod på scenen blev befolket - først med parret der ejer den: Martha og George, samt deres to gæster: Nick og Honey - fløj tiden bogstaveligt afsted, inden de fire skuespillere retmæssigt blev belønnet med stående klapsalver fra de fremmødte. Det var vitterligt en dejlig aften i teatret, som alle burde unde sig.

Det scenerum, der åbenbarer sig idet man træder ind for at finde sin plads består af et bagtæppe med påmalede skyer og en lejlighed, der er indrammet af hvad der ligner sort metal. Det er sikkert helt bevidst at Martha og George’s lejlighed fremstår som et slags metalbur på scenen (et bur, der i øvrigt formåede at bevæge sig både frem og tilbage og dreje sig om sin egen akse i løbet af forestillingen) for de menneskedyr der kastes ind i det, både river og flår, bides, kaster dig lidenskabeligt over hinanden for i næste nu at skrige deres frustration ud. Det er bestemt ikke en situation, der altid er rar at være en del af, men fra den trygge afstand der heldigvis er fra ens plads i salen og så op til scenen, bliver det man er vidne til både fascinerende, morsomt og rørende.

Der er set i retrospekt også et helt klart koncept i, at forestillingen er så lang som den er. De historier og skæbner, der fortælles om undervejs er nogle der netop tager tid at få afdækket, tid at komme ind til kernen af.

Til at starte med møder tilskueren først parret Martha og George. George arbejder i det historiske fakultet på universitet i Ny Karthago i New England, i nærheden af New York (en hurtig google-søgning kan afsløre, at dette sted er fiktivt – red.) mens Martha tilsyneladende er hjemmegående hausfrau. De kommer netop fra et vådt selskab som Marthas far, lederen af universitetet, har afholdt. Efter kort tid hvor parret dels har snappet lidt af hinanden og dels været amourøse – godt hjulpet på vej af sprutten, minder Martha sin mand om, at de får gæster. Ja, gæster her klokken sent.

George får at vide, at der dukker et yngre par op til en sjus eller ti. Han – Nick - er nyansat på universitetet og hun – Honey - er hans såkaldt ’hofteløse’, men kønne og lidt naive hustru. Så snart parret viser sig, så hældes der hård alkohol op i glassene og dramaet kan for alvor begynde. Som bekendt skal sandheden høres fra børn eller fulde folk, og idet der ingen børn er på scenen, så skal der jo drikkes ud, før sandhederne begynder at blive afdækket.

I løbet af forestillingens tre akter (der i øvrigt bærer overskrifterne Sjov og leg, Walpurgisnacht og slutteligt Excorsismen) er tilskueren vidne til hvordan de medvirkendes liv, især Martha og Georges blotlægges. I trit med at alkohollen begynder at virke, så løsnes tungebåndene og de forskellige sociale konventioner nedbrydes til en grad, så de fire på scenen begynder at være ærlige overfor hinanden. Det vil sige, stykket handler, blandt meget, om mange af de løgne og selvfortællinger som vi alle sammen benytter i større eller mindre grad, i et forsøg på at lade omverdenen blive overbevist om hvordan vi alle gerne vil fremstå. Nogle vil jo mene at det er vigtigt at folk har en positiv opfattelse af en.

Sociologen Erwing Goffmann har en velkendt teori om de roller vi påtager os hver dag. Når man er på job eller skal ud i offentligheden, så påtager man sig helt bevidst en maske, der i nogle tilfælde kan være meget forskellig fra ens sande væsen. Idet vi kommer hjem i privaten, det Goffmann med en teatermetafor kalder vores ’backstageområde’ kan vi være ærlige overfor både os selv og hinanden. Denne idé synes også tydelig i Albees skuespil, for idet publikum, lidt på samme måde som Bunny og Nick, inviteres indenfor hos George og Martha, så får vi alle lov til at nærstudere Martha og Georges parforhold under lup.

Det er bestemt ikke udelukkende et kønt syn der møder os hér. Kapellet skal selvsagt nok lade være med at afsløre for meget i dette forum, for der kan jo være læsere der, lige som anmelder, ikke har set dette klassiske teaterstykke før, og derfor ville det være en skam at afsløre mere, end antydet i det ovenstående.

Det er en ren kraftpræstation at opleve de fire, dygtige skuespillere give liv til dette teaterstykke. Især bør Marie Knudsen Fogh fremhæves i rollen som Martha. Ikke alene er hun ofte omdrejningspunktet, men også den figur, der får skabt en masse af de tilspidsede situationer som vi er vidne til. Samtidig er Martha ikke ensidig manipulerende eller skadefro, men udviser også en sårbarhed og en smerte, der muligvis kan være en af forklaringerne på hendes gøren og laden. Hun er godt flankeret af George i Martin Ringmoses skikkelse. Han er mindst lige så overbevisende i sin rolle, som den lettere underkuede, men også bitre og utroligt sarkastiske George, der stadig elsker sin hustru, men som også irriteres grænseløst over hende i næste nu.

Det unge par (spillet fint af hhv. Karla Rosendahl & Østen Borre Simonsen) formår også at blive figurer i deres helt egen ret, men kommer også til at falde lidt mere i baggrunden i forhold til George og Martha. Det andet par bliver på den led en slags kontrast eller forlængelse af det midaldrende pars liv. Nick og Honey har stadig deres liv foran dem mens George og Martha muligvis kun har en trøstesløs alderdom at se frem imod.

Hvem er bange for Virgina Woolf? er et fremragende stykke teater. På papiret er der en lejlighed, fire spillere og næsten fire timer at gøre godt med, men som sagt så udnyttes alle disse elementer til nærmest perfektion. Der er masser af elementer som er interessante, både i skuespillets dissekering af parforholdet og den måde vi omgås hinanden på, men også i forhold til vort forhold til druk, det image man forsøger at opretholde, løgn og sandheder, håb og drømme, og meget mere. Der er endda en hel del replikker og dialoger, der synes at være decideret metakommentarer til teatret og skuespillets væsen. Kort sagt, der er noget for enhver smag.

Nu kan denne beskrivelse af skuespillet måske lyde som fire timers intenst parforholdsdrama, der tager sig selv ustyrligt seriøst, men heldigvis er der også masser af befriende grin i løbet af forestillingen. Hvem er bange for Virgina Woolf? er bestemt ikke en rendyrket komedie eller en farce, men der er helt bevidst lagt en masse morsomme sekvenser og dialoger ind undervejs. Ikke for at lefle for publikum, men fordi det virker som en ret naturlig balancegang mellem det gravalvorlige og det berusede fjollede.

Selv om skuespillet fylder 60 år, så føles det på ingen måde gammelt, reaktionært eller forstokket. Selv om verden måske har udviklet sig vildt siden dengang, både socio-politisk, økonomisk og teknologisk, så er ingen af disse elementer jo særlig vigtige, når det kommer til de dynamikker der eksisterer i parforholdet og ægteskabet. Den der lever sin tilværelse som midaldrende, kan måske rettelig stille sig selv spørgsmålet om man virkelig har fået set det man ville og opnået de ting man drømte om som ung. Hvad skal man monstro gøre, hvis dette ikke er sket? Det er allesammen spørgsmål som skuespillet måske ikke giver en masse entydige svar på, men som du i al fald kan gruble over selv idet du sendes ud i den Aalborgensiske nat efter tæppefald.