En af dokumentarfilmens største tiltrækningskræfter, er at disse film kan tage tilskueren med til steder som man ellers aldrig ville kunne få adgang til og berette om mennesker, man muligvis aldrig ville møde i virkeligheden. Disse to kriterier opfyldes til fulde i Inger og det dårlige selskab, en film, der først blev vist på CPH:DOX tidligere på året og som nu er blevet klippet om og kan opleves som en tv-dokumentar i to dele på TV2 og TV2 Play.

Inger fra titlen bor i Sorø overfor stationen i et stort, gammelt og lettere faldefærdigt hus. Som hun selv siger i starten af det andet afsnit: ”Jeg har været hjemmehjælper og psykolog, præst. Det eneste jeg ikke har været har været højtlønnet.” Hun er et veritabelt livstykke, der har sat sig for at bruge sit hjem som en slags herberg for alle de, der ikke har andre steder at tage hen. De, som af det omkringliggende samfund måske ville blive betegnet som ´marginaliserede´, ´subsistensløse´ eller lignende, men som i Ingers øjne bare er mennesker.

I de to afsnit fungerer en af beboerne i huset, Martin, som både den der foruden Inger er hovedpersonen og som den fortællerstemme, der guider seeren gennem filmen. Der er ikke mange scener, hvor man ikke oplever Martin med en smøg i munden og en flaske lightergas i hånden, som han konstant suger grådigt af. Han fortæller os, at var det ikke for Inger, som han har boet sammen med i over ti år, så var der stor sandsynlighed for at han var død for længst.

Martin er dog langt fra den eneste beboer i huset, for seeren introduceres i løbet af filmen til en række andre skæve eksistenser, der bor sammen med Inger, foruden kattene, Ingers hund og de mange gæster, der indimellem kigger forbi til en kop kaffe og en snak. ”Rummelighed” er et ord der slet ikke kan begynde at beskrive filmens hovedperson. Fuldstændig uselvisk tager hun imod disse mennesker, uden at dømme dem, for som hun siger, så er det helt op til folk selv hvordan de vil leve deres liv, det er ikke noget andre mennesker bør stille sig til dommer overfor.

På den måde bliver filmen en ret ublu hyldest til Inger, livet og hendes helt særlige projekt. Selv om det nok kun er de færreste, der både psykisk og fysisk ville kunne holde til at gøre noget lignende, så ligger der i anmelders optik et klart budskab i denne film, nemlig at det blandt andet er ildsjæle som Inger, der vitterligt gør en forskel – især i et Danmark, hvor mange marginaliserede og utilpassede mennesker ofte bliver jaget vildt, forstået på den måde at det offentlige (læs: psykiatrien og jobcentrene) har ganske svært ved at lade personer som dem vi ser i filmen få (hjerte)rum til at være dem, de nu engang er.

Måske kan det virke som en kontroversiel (og provokerende) holdning, men undertegnede har altid ment, at der findes mennesker i Danmark der ville være bedre tjent med at modtage borgerløn eller offentlige ydelser, så de kunne klare sig selv, uden konstant at skulle presses udi jobprøvning eller uddannelse, da de – af mange forskellige årsager – ganske enkelt ikke er i stand til at gøre dette på lige fod med andre. Dette handler ikke om at umyndiggøre disse mennesker, eller give dem et fripas til at ”dovne den af”, men i stedet at behandle dem som mennesker og på den måde også frigive en masse ressourcer, som ret beset kunne anvendes mere fornuftigt end sagsbehandling og medicinering.

I filmen oplever vi mange forskellige ting. Vi er med ude og skralde sammen med Inger og Martin. Vi ser hvordan beboere flytter ind i huset, efter at have været væk i et stykke tid. Der er samtaler mellem de enkelte og vi får indblik i deres skæbner. Selv om seeren aldrig får dette direkte serveret, bliver det hurtigt ret tydeligt, at flere af de folk som bor hos Inger har en række sociale og psykiske udfordringer. Der er enspænderen, der bor i kælderen, som elsker sine katte og har adskillige våben på lager. Der er fyren, som har mistet sin kone og venter på at få hendes aske udleveret fra krematoriet. Der lægges ikke skjul på at flere af beboerne er storforbrugere af stoffer og alkohol, men hos Inger anses dette ikke et problem der skal løses, men blot en del af de enkeltes liv. Inger er måske ikke enig i at det er sådan man bør leve sit liv, men hun dømmer aldrig de valg som beboerne træffer.

Inger og det dårlige selskab er en dejlig livsbekræftende film, der minder os om, at der findes folk i Danmark, der muligvis ikke ender i historiebøgerne men som alligevel har gjort en kæmpestor forskel i nærmiljøet. Det er til gengæld ikke en romantiseret version af disse menneskers dagligdag (selv om der da forekommer mere lyriske scener undervejs – red.), ej heller bliver det en film der udstiller disse mennekser for seerens nysgerrige blik. I stedet er det en film om næstekærlighed og om en enkeltpersons enorme overskud. Inger kan forhåbentlig inspirere andre til at blive lidt bedre til ikke at dømme andre, blot fordi de ikke har valgt at leve som du og jeg. En film med hjerte, der efterlader seeren med en bittersød idé om, at hvis dog blot der var flere mennesker i Danmark som Inger, så kunne det være at der var færre af de personer, som lever på randen af samfundet, der ikke ville have helt så ondt i livet som tilfældet er.

NB: Anden og sidste del af filmen vises i aften (d. 14/6 - 2023) klokken 20:40 på TV2 - ellers kan du se begge afsnit på TV2 Play