Når man skal lave en film om en folkekær komiker og skuespiller, skal filmen naturligvis også være folkelig. Selvom det er over 30 år siden, at dansk revystjerne nr. 1 Dirch Passer døde, så er det de færreste nulevende danskere, der ikke bare på et enkelt tidspunkt har trukket på smilebåndet af Passer passende replikker. Omsætningen af et scenetalent til film tog Passer sig selv af ved at medvirke i næsten 100 danske film. Derfor kan det næsten kun overraske, at der skulle gå så længe, inden Dirch Hartvig Passers liv selv skulle blive omsat til et biografisk drama. Dirch er netop udkommet på købefilm.

Dirch fortæller historien om Dirch Passer fra berømmelsens tinde til dødens indtræffelse, som i begge tilfælde symptomatisk nok foregik på scenen. Passer og Passers publikum identificerede sig – på godt og ondt – med den komiske figur, som Passer krops- og stemmekunst kunne mestre, som kun få andre har kunnet. Sideløbende med de ikoniske sekvenser, som i mange år nærmest definerede dansk humor, fortæller Dirch om hans problemer med alkohol og kvinder. Bajere, der ifølge Dirch selv var for alt for små, damer og scenekunst hang så tæt sammen, at det havde store personlige konsekvenser for Passer og hans omgivelser.

Nikolaj Lie Kaas spiller rollen som Dirch Passer, hvilket i udgangspunktet er en uretfærdig rolle at få stukket ud. Passer spillede selv hele tiden lige til grænsen, og i mange tilfælde langt over, og overspillet gjorde ham til sin egen karikatur. Et selvironisk tvist, der blev hans varemærke. Derfor er det utaknemmeligt for Kaas at skulle spille op imod et så radikalt overspil, og derfor er Kaas’ version af Passer faktisk temmelig underspillet. Kaas har flot og gennemført ind- og nærstuderet Passer helt ned til den karakteristiske stemmeintonation, men Kaas holder igen. Og det er lidt synd, fordi derved kun bliver han en skygge af Passer. Kunne man være andet, vil den observante kritiker selvfølgelig bryde ind.

Kaas versionering af Dirch er derfor også symptomatisk for filmen. Den inddrager mange af de meget velkendte sider af både Passer sceneshow og liv ved siden af siden. Filmen fokuserer nært på hans venskabelige forhold til Kjeld Petersen, sammen med hvem han kørte det berømmede show Kellerdirk. Undervejs bliver det lidt for opprioriteret, da Kjeld Petersen hele tiden bliver ved med at dukke op som en figur efter hans pludselige død. Det bliver temmelig oversentimentalt. Men filmen gør det, man vil kunne vente af en film om Dirch Passer, og derfor overrasker den faktisk ikke. Tolkningerne af livets afslutning er det mest interessante ved filmen. Kender man Passer biografi, er dette en filmatisering, slet og ret.

Filmen er instrueret af et af dansk films nye større håb Martin Zandvliet, der spillefilmsdebuterede med den særdeles lovende Applaus (2009). Forholdet mellem scene og et levet liv er fællestrækket mellem de to film. Forholdet mellem teaterlivet og det ’virkelige’ liv er tilsyneladende en interesse for Zandvliet. Hans medforfatter på Dirch er den produktive Anders Frithiof August, der har lagt navn til fine film som Camping (2009), ditto Applaus, tv-serien Lulu og Leon (2010) og den dejlige eksistenskomedie Superclásico (2011). Dirch gør formentlig intet skidt for deres karrierer, eftersom filmen har været en af årets få sælgere i biografen.

Stilmæssigt er filmen veleksekveret og tilrettelagt, så den får en em af storfilmens karakter. Store personligheder fortjener store film, siger den. På den måde læner den sig meget op ad biografiske film som Martin Scorsese The Aviator eller David Siedlers Kongens store tale. I alle tre tilfælde bliver det biografiske til en skygge af det liv, der blev levet. Hvor er Passers barndom, opvækst, afprøvning af livet og de første tæv? At starte på succesens magtfulde tinde er en let version, der netop fortæller publikum det, som de vil have: en gengivelse af den folkekære skuespiller, som vi kendte og husker ham.

Dirch er blevet flot modtaget af kritikere såvel som publikum. Filmen er da også en appellerende filmatisering af et veldokumenteret liv. Den går dog desværre slet ikke derind, hvor det rigtig ville gøre rigtig ondt. Skilsmisser og brudte favntag med mennesker bliver til parenteser undervejs mod gengivelser af velkendte sketches. Det er synd, fordi Dirch Passer var en kompleks person, der kunne fortjene at blive skildret med mere dybde. Den hæftes lidt på, da livets efterår er ved at gå op for ham i filmen, men indtil da har det været druk, damer og duelige vitser. Dirch har – lidt på samme måde som Dirch Passer selv – sit publikum, og fortjener det af den grund. Men som biografisk film overrasker den formentlig de færreste.