Ansigter. Mange ansigter. De fleste glade, med et strejf af usikkerhed, fyldt med håb og smerte. Voksne og børn i et mylder. Nær- og totalbilleder alle i sort/hvid. Klip fra en gammel filmjournal, dateret d. 28.april 1945, kort før anden verdenskrigs ophør. En svensk Ugerevy, der rapporterer om et svensk skib, der lægger til kaj i Malmø fyldt op med 1948 passagerer. Alle netop befriet og undsluppet fra nazisternes koncentrationslejre på vej mod friheden, efter år med sult, tortur og fangenskab. Polske jøder, franske og norske modstandsfolk, engelske efterretningsfolk, amerikanske spionanklagede. Alle ofre for Hitlers perverse krigsgalskab og raceteorier.

Den svenske instruktør Magnus Gertten har gennemanalyseret og restaureret den gamle newsreel. Sat sig for, med en passagerliste ved hånden, at prøve at identificere nogle af de mange ansigter – netop som filmtitlen så præcist siger, Alle ansigter har et navn. Han vil sætte navn på de sort/hvide ansigter, nu 70 år efter. Opsøge, med computer og kameramand, dem der stadig måtte være i live for at høre historien bag ansigtet.

Det første sandhedsvidne er en ældre kvinde fra Lotz i Polen, nu bosat i Toronto i Canada, der få forevist Malmøklippet med de mange ansigter på en computerskærm. Først tøvende, afvisende, er det virkelig dengang? Og så pludselig med høj og klar stemme; ”Jamen, det er jo mig!” Langsomt identificerer hun og sætter navn på enkelte medpassagerer.

Sådan fortsætter dokumentarfilmen med identifikation og konfrontation. Fælles for de mange, som instruktøren opsøger, er at de først slet ikke har lyst til at møde fortiden. Man snakker ikke gerne snakker om rædslerne i koncentrationslejrenes helvede – man fortrænger. Vil ikke vide af, som om man nærmest skammer sig. En ældre mand, nu bosat i Florida, er gnaven og afvisende, indtil han pludselig, på det lille filmklip, genser sin mor, som han som stor dreng læner sig op af.

En stribe af passagererne fra dengang, genoplever rædslerne foran kameraet. En stærk oplevelse, der afbalanceres med en gammel filmstribe fra dengang da koncentrationsfangerne blev frigivet og som første handling får et brusebad. Glæden ved friheden og vandet, der strømmer ned over de magre kroppe, udløser en næsten eufori, som vil man vaske fortiden af kroppen. En jubel, der midt i rædslerne også smitter til os tilskuer.

Alle ansigter har et navn er en vigtig dokumentation, der hiver den overordnede historiefortælling ned på et menneskeligt plan – der netop ikke kun nøjes med at sætte navn på, men også viser den meningsløse ondskab og inhumanitet almindelige mennesker dengang har gennemgået. Et klart budskab om, at dengang aldrig må blive nutid.

Filmen slutter med et nutidigt klip fra en fiskerkutter, der nærmer sig Sicilien proppet med flygtninge fra Afrika – hvoraf 49 døde undervejs!

Vi ser, i nærbilleder, de anonyme flygtninges ansigter fyldt med glæde over at være kommet frem til friheden – men også med et strejf af usikkerhed og smerte.

Var det ikke det vi så i klippet fra 1945?