Året er 1989. Rose og hendes to sønner, Jean ti år, og Ernest fem år, er på vej – på vej væk fra Abidjan, Elfenbenskystens håbløshed og fattigdom. Med håbet om en lykkeligere tilværelse, når de frem til Paris, hvor de, i første omgang, bliver vel modtaget og installeret hos afrikanske slægtninge, der bor i en trang lejlighed, i et af Paris frygtede forstadskvarterer med nedslidte højhuse, høj kriminalitet og stor arbejdsløshed.

Igennem godt 20 år følger vi den lille afrikanske families forsøg på at realisere drømmen om lykke og velstand – med den ukuelige Rose, der med et uimodståeligt livsmod kæmper kampen for at realisere sit eget og ikke mindst de to drenges liv, i en hvid verden, der ikke ligefrem står mål med hendes drømme. Men Rose, vidunderligt spillet, nej, mere end spillet, for Annabelle Lengronne er Rose for fuld udblæsning, ambitiøs, nysgerrig, charmerende og slet ikke til at stå for.

Rose får et stuepigejob på et middelklassehotel, hvor hun ihærdigt støversuger og skifter lagner, men også - ind i mellem - får tid til at fornøje de mandlige gæster på lagnerne. Jo, der er gang i Rose, hun er til den absolutte frihed. Midt i centrifugen af livslyst står børnene og de skal frem i verdenen. ”Er der noget, der går dig på, så græd indvendig, vis det aldrig”, prædiker Rose og sørger for at begge sønner er flittige, velklædte, velopdragne og skoletilpassede.

”Jeg tilhører ingen – jeg er min egen” er hendes opskrift på livet. Alligevel, en ’rigtig’ familie, er et af drømmemålene. Kort sagt, hun søger og finder, blandt de mange mænd, der hvirvles ind i hentedes charme og gå-på-mod, en ægtemand, der også vil påtage sig et medansvar for de to børn, men må flytte med ham til Normandiet.

Mor og søn er instrueret og skrevet af Leonor Serraille, der tidligere har modtaget Cannes Festivalens Camera d’Or for Une jeune Femme (2017), viser et nærbillede af en lille familie, der gennemlever mange faser af skuffelser, hjemve og identitetskriser. For selv om Rose er omdrejningspunktet, får vi alle tres udviklingscyklus set fra hvert deres perspektiv, over en periode på tyve år. Tre kapitler, hvor Jean, den intelligente, lettilpasselige, alligevel må lide nederlag i de franske miljøer og desillusioneret vende tilbage til Afrika. Ernest, er succeshistorien. Han ender som universitetslærer, endda med en særlig forkærlighed for de franske filosof Flaubert. Mere integreret kan man ikke blive i det franske samfund – og så skal han endog ydmyges af det franske politi, da han, formentlig på grund af sin hudfarve, skal legitimere sig.

Konklusionen er heldigvis, efter et liv med morens skiftene kærester, stedfædre, og en geografisk flytten rundt, lyder det fra begge sønnerne: ”Mor. Du gjorde dit bedste”. Det til trods for, at de ikke helt, eller slet ikke, opfyldte mores drømme om et nyt og lykkeligt liv i vesten.

Mor og søn, er et billede af kampen på at fastholde og ville familien i et fremmet land, hvor overlevelsen kun kan ske ved at holde sammen. Et udviklingsforløb om at blive voksen i et forløb med svigt og kærlighed. Nuanceret fortalt, hvor drømme og håb holder dem sammen. Mor og søn er også med sine mange fine detailler en lavmælt, men vigtig konfrontation med intolerance, klassedeling og fordomme i det vestlige samfund.

En stille fin film med et livstykke af en karismatisk optimist af en kvinde, Rose, der tror på sig selv – og sin evne til at skabe en familie (dog forstår vi, at hun har efterladt sine to andre børn i sit hjemland!).

En lille film, der både appellerer til smil, men også en erkendelse af at verdenssamfundet ikke giver alle de samme muligheder. Det vidste vi godt. Men her bliver det fortalt på en måde, der ikke kan undgå at fange. Nemlig gennem de enkelte mennesker. Det er filmens styrke.