”Jeg, jeg siger ingenting”, det er den centrale replik i belgieren Joachim Lafosses 10. spillefilm Det skjulte – eller som originaltitlen siger: En stilhed. For der er megen stilhed, meget usagt, meget, meget skjult, i denne usædvanlige franske, psykologiske thriller.

Det er Astrid Schaar (Emmanuelle Devos), der står for replikken, om at holde tand for tunge. Gift med den kendte og ombejlede succesadvokat François Schaar (Daniel Auteuil), der gerne påtager sig spektakulære og medie egnede sager. Et langvarigt ægteskab, der udstråler, rigdom, respekt og harmoni, med tre voksne børn.

Vi skal blive klogere.

Allerede åbningsbilledet signalerer usikkerhed. En bil i fart gennem byens trafikmylder, hvor vi på hele turen kun ser et nærbillede af Astrids øjne, fastholdt i bakspejlet. Usikkerhed, uro og koncentration indenfor spejlrammen, bliver fastholdt, indtil vi overraskende nok, når frem til en politiafhøring af Astrid. Raphael, deres adoptivsøn, er blevet varetægtsfængslet for at have angrebet faren med en kniv. Her har Astrid absolut ikke noget at sige, selv om vi fornemmer, at hun i det stille overvejer. Noget er galt. Deres paladslignede hjem er omringet af pågående, nysgerrige journalister.

François er anklager i gang med en alvorlig pædofilisag, hvor en kendt familie er involveret. Sagen og Raphaels opgør med faren, sætter noget i gang hos den lille harmoniske advokatfamilie. Den ældste søn ved noget, eller rettere har oplevet noget for 30 år siden, med faren. Astrid, den superloyale mor, kender også til…. og de to andre søskende begynder også at stiller nærgående spørgsmål. Fortielsernes knude er langsomt ved at løsne op. Det usagte bliver til en hviskende anklage mod faren. For det er det, der netop er filmens styrke. Det usagte, fortalt tidsmæssigt frem og tilbage igennem et 30 års forløb. Hvor Astrids viden, om den altid retsindige og moralsk korrekte ægtemand, gemmes i tavshedens tusmørke En angst for skammen og krakelering af den ydre idyl, får hende til at tie.

Hvad var det egentlig, der skete dengang mellem ham og de to drengebørn? Søsteren Caroline (Louise Chevillotte) bebrejder nu moren hendes tavshed. Men det er stadig det usagte, der fanger vores opmærksomhed. De halvmørke billeder understreger den dunkle fortid.

Hvad er det for pædofile fotos den respekterede advokat gemmer i sin computer?

Det skjulte er baseret på en virkelig retssag (2004) i Belgien, men det gør ikke filmen hverken mere troværdig eller mere interessant. For, jeg gentager, ligesom filmen, det er det usagte, stilheden, der skal fastholde tilskueren. Læg dertil samspillet med Emmanuelle Devos og skuespilveteranen Daniel Auteuil er fremragende, hvor ikke mindst Emmanuelle Devos brillierer med sin sigende tavshed! Fremragende spil.

Desværre gør blotlæggelsen af thrillerplottet, fra filmens start, at vi for hurtigt taber interessen for krimiforløbet. Nok glædes vi over den til tider suspenseskabende stilhed – men ikke al tavshed er guld.