Kunsten er for mig, at søge sandheden, siger den unge maler, Petra, da hun opsøger den store kunstner Jaume for, som hans elev, at lære og blive inspireret. Vrøvl, siger mesterens hustru, Marisa, kunst, det handler alene om penge. Marisa advarer også Petra: ”du vil ikke opleve noget godt på dette sted ”.

Nøgleordet til Jaime Rosales ny spanske film Petra, er netop sandheden. Hvad skal vi tro. Hvem er den lille kunstnerfamilie, i det store hus, i de smukke omgivelser egentlig? Det er ikke let at gennemskue. Lettere bliver det heller ikke, når instruktøren fortæller historien i kapitler og springer første kapitel over. Så er tonen slået an til brudstykker af et atonalt skæbnedrama.

Plottet er ur-klassisk. En søgen efter identitet. Hvem er jeg, hvorfra stammer jeg? Helt konkret, hvem er Petras far? For nok gæster Petra den internationalt berømte kunstner, Jaumes hjem og atelier, for at udvikle sit malertalent – men bagved besøget ligger en begrundet mistanke om, at moderen og Jaume havde en affære, der bar frugt, nemlig kønne Petra. Det har vi nok luret allerede under de tre kapitler vi starter med – men så kommer første kapitel, der tydeliggør konflikten. Petras mors død – og datterens forsøg på at afæske hende, hvem der egentlig er hendes far. Moderen er tavs til det sidste – men veninden fra dengang har sin mistanke og beviser.

Da Petra, i kapitel fem, konfronterer den store kunstner med faderskabet, indrømmer han, at moderen og han engang havde et forhold, men dengang var Petra allerede født. En total afvisning. Se, historien er ikke dermed blevet mindre prekær. For Jaume har en underkuet søn, Lucas, som kissemisser med Petra, der per instinkt, må afvise hans forsøg på at stjæle et kys, til trods for en gensidig tiltrækning. Men hov, med Jaumes afvisning af paternitet i kapitel fem, skulle der ikke være fare for et incestuøst forhold til den evt. halvbroder.

De næste kapitler viser noget andet – men her stopper min spoiling, selv om hver kapiteloverskrift i filmen også spoiler ved at fortælle indhold og pointe. Lettere forvirret er tilskueren. Hvad er løgn og sandhed gennem årtier? Hver person bærer på sin lille historie. Juane, patriarken, kunstneren med et kæmpe ego, udnytter brutalt sine omgivelser, med hustruen Marias, der tilsyneladende lader sig underkue af den store mesters talrige utroskaber. En voldsom og frastødende person, spillet af Joan Botey, den 77-årige spanske teaterskuespiller, der her får sin filmdebut. Handlingen udspiller sig i øvrigt i Joan Boteys skønne kæmpevilla i Catalonien.

Filmen vil mere end blot være en klassisk historie om én dysfunktionel familie. Formen er som instruktøren ynder, utraditionel, senest i The Dream and the Silence (2012) og Beautyful youth (2014). Ikke kun den kronologiske uorden, der hele tiden lader os i tvivl, men også de mange smukke Catalanske landskabsbilleder, hvor filmen i i lange sekvenser lader de talende personer være off-screen, signalerer utryghed.

Den ene hemmelighed afsløres, for kun at vise nye tvivlsomme sandheder. Det er nok heller ikke tilfældigt, at Lucas som fotograf, interesserer sig for den spanske borgerkrigs veteraner – fortiden slipper vi aldrig.

Selv om plottet er klassisk og (måske) går op, sidder vi tilbage med en tvivl. En kompliceret oplevelse af, at have været på en følelsesmæssig rejse med Petra ved hånden, indforstået og smukt spillet af et af Spaniens store talenter Barbara Lennie. En film, hvis plot synes enkelt – men hvor formen gør os utryg og pirrer til vores nysgerrighed, men forløst bliver vi ikke.