Flaget. Det danske flag fylder hele lærredet. Den rødhvide flagdug glider langsomt til tops. Vi fornemmer en baggrund med tropesol, blå himmel og palmer. Hov, er det ikke en, nej to, negere, der lader dannebrog glide til tops? Ordet ”neger” må man godt sige/skrive - for året er 1848 og stedet St. Croix, De Vestindiske Øer. Den danske koloni, hvor slaveriet er dagligdag og basen for de hvides velstand og luksusliv.

Vi danskere er stolte over den humane måde vi behandler vores slaver på. Se bare, som hovedregel, kun seks piskeslag til kvinderne, mod 12 til mændene, for dovenskab og sjusk med arbejdet. Ingen brutal lemlæstelse eller hængning. Højest en afhugget hånd eller kun én brækket finger. For vi er, set i forhold til andre nationer, bevidste om vores retfærdighedssans og medmenneskelighed. Vi passer og plejer på bedste vis vores ejendomsret over slaverne. Vores selvbillede fejler ikke noget. Det er den selvopfattelse filminstruktøren Frederikke Aspöck og manusforfatteren Anna Neye gerne vil pille ved i deres film Viften.

En fortællerstemme fører os ind i den kongeligt udnævnte generalguvernør Peter Scholtens palæ, hvorfra tropeøen myndigt og regelret regeres. Der er netop kongeligt besøg og generalguvernøren roses for, at have skabt et Paradis på jord. I frihedens navn – vi er tæt på Grundlovens vedtagelse hjemme i Danevang - forstår vi, at samtlige slaver på øen, skal frisættes i løbet af de næste 11 år. En frisættelse som ikke mindst Peter Scholten i eftertidens historiebøger får ære og ros for bl.a. hyldet i Palle Kjærulff Schmidts spillefilm Peter von Scholten fra 1987.

Frederikke Aspöck og manuskriptforfatteren Anna Neye (der selv spiller en af hovedrollerne, som Anna Heegaard) er ikke enig i den selvforherligende historieskrivning. Peter Scholten (Claus Riis Østergaard) er i bedste fald et naivt skvat, der læner sig op af sin farvede samlever, der i krinolinekjole, med myndig hånd styrer hjemmet, formuen, slaverne og Peter von Scholten selv. Anna Heegaard, er selv mulat og frigjort slave, med et nært og gengældt forhold til sin elskede slave Petrine (Sara Fanta Traore), der som slave har måtte give afkald på sin 12-årige søn.

Viften udleverer både det brede hverdagsliv på tropeøen med fest og grusomheder i en skøn blanding. Uhyrlighederne, tortur, hængning, pisk, er glimtvist illustreret i tegninger til caribiske rytmer. Det nære, menneskelige skildres smukt og troværdigt, ikke mindst i loyalitetskonflikten mellem Anna og Petra.

Men det er de mange absurde detailler, der giver filmen brede og nuancer. Midt i al umenneskeligheden, er det flovt at tilstå at vi griner, når vi se den hvide overklasse samles omkring det veldækkede middagsbord og når de trænger til friske vinde i tropevarmen, ja, så hejser man en negerdreng op over bordet, hvor han ligger fladt på maven og vifter frisk luft til selskabets velbehag. Satiren kradser også, når sorte børn spiller H.C. Andersen, sminket hvide i ansigtet, til herskabets store fornøjelse. Alt mens et slaveoprør ulmer i baggrunden.

Viften er noget så sjældent som en bidsk satire, der med stor veloplagthed udleverer det danske hykleri i blændende solskinsfarver, gul, grøn og blå blænder over til palme- og kreolinesus. Visuelt smukt, næsten reklamefilmagtigt, filmet af Linda Wassberg.

Opgøret med vores kolonitid er et alvorligt emne. Uhyrlighederne vælter i dag ud af det skab, hvor den hvide mand har gemt sin herskertrang og magtudøvelse for at sikre sig velstand gennem ejerskab af jord og ikke mindst sine slaver.

Nok er Viften bevidst kontroversiel og provokerende, men undgår med sin skarpe satire og absurde vinklinger, at falde i den bedrevidende forargelsens grøft.

New York University's Tisch School of the Arts tog ikke fejl, da de i 2004 udpegede den danske Frederikke Aspöcks film, som skolens bedste afgangsfilm og gav den adgang til de prestigefyldte filmfestival i Cannes i kategorien: Filmskolefilm. Den vandt endda førstepladsen! Siden er det blevet til 4 anmelderroste spillefilm, alle med eksotiske miljøer, senest fængselsfilmen De Frivillige (2019) og Rosita (2015) fra et lille fiskermiljø i Vestjylland.

Med Viften har vi en superprofessionel dansk film til tiden. Tæt på fortidens magtmisbrug og det historiske hykleri om det danske selvbedrag, som en human kolonimagt. Fortalt til eftertanke og heldigvis også til smilebåndet. Se det er lidt af en kunst.