Olavi Launio (Heikki Nousiainen) er en småsur, gammel, indadvendt knark, der tusser rundt i en støvet, rodet samling af ældre malerier og andre rariteter. Han er galleriejer, som tiden hastigt er løbet fra. Regneark, edb og andre moderniteter er ham fremmed. Han bruger fastnet og små kundekartotekskort, omhyggelig udfyldt med fyldepen, hvor mange potentielle kundenavne gennem tiden er blevet streget ud. Tiden er løbet fra den gamle ensomme herre. Rudekuverter og kreditorer, er snart hans eneste kontakt med omverden. Kundekredsen er lille og omsætningen endnu mindre.

Sådan er introduktionen til Sidste bud, den finske instruktør Klaus Haros syvende spillefilm (sidst Fægteren fra 2015). Vi går tæt på den gamle enkemands miniverden, midt i den travle storby Helsinki, hvor efterårsdagene er korte og skyggerne lange. Kontrasterne bliver ikke mindre af, at det internationalt kendte auktionshus Dubrowsky, er galleriets nabo. En nabo, der snart kommer til at spille en afgørende rolle i Olavis liv.

På et auktionseftersyn får han øje på et portræt, der i kataloget betegnes som ’usigneret portræt af ukendt maler’. Et stærkt og følsomt ansigt, formentlig en russisk bonde. Det er her den gamle kunstkenders interesse for alvor vækkes. Mistanken opstår om, at det måske er malet af den berømte, russiske 19-hundredtalsmaler Ilja Rupin og portrættet dermed er 10-20 gange mere værd end auktionshusets vurdering. Et drømmescoop, der vil kunne redde både økonomien, humøret og eftermælet.

Det er den besættelse, der er filmens dramatiske krumtap, kombineret med et melankolsk menneskeligt parallelt udviklingsforløb. For Olavi har en datter, Lea, som han så smerteligt har forsømt gennem alle årene. Nu en midaldrende fraskilt kvinde med teenagersønnen, Otto (Amos Brotherus), der har alle alderens værste karakteristika, indelukket, opsætsig og let at lokke i uføre.

Lea opsøger faderen for at overtale ham til, at tage den umulige søn som praktikant i kunstgalleriet. Meget modvilligt indvilliger han. Det er dette psykologiske udviklingsforløb mellem de to indadvendte og fællesskabs afvisende karakterer, vi følger tæt. Langsomt bliver Otto inddraget i jagten efter den dokumentation, der kan bevise at portrættet faktisk er malet af den berømte højt prissatte russiske maler. En detektivopgave, for at finde maleriets provenance, der skaber en vis tilnærmelse, forståelse og respekt de to generationer imellem.

Besat af tanken om at gøre sit livs kup, lykkes det Olavi, efter mange fejlslagne forsøg, at skaffe beløbet til at erhverve portrættet af den ukendte maler. Men hermed er lykken ikke gjort.

Sidste bud er en velspillet, stille, lidt tung, bittersød film, hvis styrke er broen over generationskløften, med en troværdig skildring af den forståelse/nærhed, der opstår morfar og barnebarn imellem, uden de store temperamentsudbrud. Vi er nede på jorden i et nordisk følelsesmæssigt underspil – helt fri for sydlandsk ydre følelsesvulgaritet. En mellemting ville nok have gavnet og nuanceret oplevelsen.

Sidste bud er i sin fotografering præget af varme, smukke, gyldne efterårs farver, med de klassiske wienerkomponister som et kultiveret lydtæppe. Til gengæld fremstår, auktionsmiljøet, inklusive køberne, som usympatiske kommercielle skurke, tæt på en karikatur.

En lille stilfærdig finsk film. Varmhjertet, uden (heldigvis) at bliver en entydig, klichefyldt feel-good film.