Visesangeren Cornelis Wreeswijk har, så længe Kapellets redaktør kan huske, været en del af undertegnedes musikalske bevidsthed. Selv om den hollandskfødte troubadour ikke er en, der jævnligt bliver afspillet i hjemmet, så optrådte han på Roskilde Festival i 1987, den allerførste som skrivekarlen her deltog i. Efterfølgende har hans sange fundet vej til først kasettebånd og sidenhen til iPod.

Wreeswijk var en del af den revitalisering af den svenske visetradition, som opstod i tresserne, hvor melodierne måske ikke gennemgik den vildeste forvandling, men hvor teksterne pludselig handlede om andet end Midsommer, skærgårdsidyl og kærlighed. Cornelis´ tekster kunne både være finurligt humoristiske, satiriske og samfundskritiske. Selv om Cronelis da også sang om kærlighed, så omhandlede mange af mandens sange mennesker på samfundets bund, narkomaner, alkoholikere, hjemløse, psykisk ustabile og de udstødte.

Dette aspekt kan også anes i undertitlen på den nye dokumentarfilm Cornelis Wreeswijk: Nogle går i udtrådte sko som netop har fået biografpremiere. Selv om der en pæn håndfuld af mandens viser var velkendte, så var kendskabet til privatpersonen bag sangene langt mere begrænset. Vil du derfor også gerne vide lidt mere om denne ikoniske sanger, eller har du blot lyst til at se den vellavet porttætdokumentar, så er chancen der nu.

Filmen er på mange måder en klassisk musik/portrætdokumentar, hvor instruktøren både har været en tur i arkiverne og fundet såvel film-, foto- og lydoptagelser med hovedpersonen og de mange mennesker som blev en del af mandens liv. I en filmisk og musikalsk collage bliver både Cornelis´ musik og ikke mindst hans liv skildret i både mandens egne ord, samt af de mennesker der var tæt på ham, herunder hans tidligere hustruer.

Portrættet der tegnes er en mand, der til trods for sit indlysende musikalske talent også havde svært ved livet. I filmen fortæller flere af mandens nærmeste, hvordan både druk og narkomisbrug også blev en del af denne ligning. Selv om man måske kan affeje ideen om at stor kunst kun opstår hvis kunstneren er en plaget sjæl, der kæmper med sine egne dæmoner, så er dette ikke en film, der synes at afkræfte myten. Omvendt så kan man også påstå, at grunden til at Cornelis var så godt til at lave sange om samfundets bund, var at han – til trods for sine op- og nedture – personligt også kendte til den og muligvis endda opsøgte den.

Manden med den bløde stemme og de skarpe, finurlige rim var gift hele tre gange i sit liv og i filmen får hans respektive hustruer en del taletid. Man får her et indtrykket af at Cornelis til trods for sin store kærlighed til dem også boksede med et vanskeligt sind, der i kombinationen med et massivt alkoholindtag især i en enkelt situation, fik det allerværste frem i ham. Som en af hans hustruer udtaler, så elskede han at optræde, han elskede sit publikum, sine kvinder, men uheldigvis var han var ikke i stand til at elske sig selv.

Cornelis Wreeswijk: Nogle går i udtrådte sko er en ovenud sympatisk dokumentarfilm, der ud over at tegne et så fint porttræt af et menneske som det er muligt på et par timer også præsenterer sin tilskuer for masser af Wreeswijks musik. Selvsagt får du ikke serveret hele sange fra start til slut, men en masse fine brudstykker og ofte akkompagneret af arkivfotos, billeder fra optrædener og ikke mindst Cornelis´ egne affotograferede, håndskrevne tekster.

Det er ikke en film, der har til hensigt at male et rosenrødt billede af den folkekære sanger, men det er på den anden side heller ikke en film, der er voldsomt fordømmende overfor ham. Den balancerer i stedet et sted midt imellem. Der lægges bestemt ikke skjul på mandens dårlige sider, men der forsøges også at finde svar på hvorfor hans liv tog de drejninger som det gjorde.

Det er i sagens natur ganske umuligt at koge 50 år på denne jord ned til en time og femogfyrre minutters film, for der er en masse til- og fravalg der skal tages. Til gengæld lykkes det for Magnus Gertten at få skabt en film, der gør os lidt klogere på hvad det var der drev manden, både til succes og til sine mange nedture.

Så hvadenten du har nostalgisk og fint forhold til mandens musik, eller aldrig har hørt om Wreeswijk før, så kan denne lille film bestemt anbefales. Kapellet vurderer i al fald at størstedelen af de læsere, der beslutter sig for at tage en tur i biografen for at se filmen efter de roser den får med på vejen hér, forhåbentlig også tager sig tid til at få fat i mandens plader og giver dem den opmærksomhed de stadig fortjener. For selv om Wreeswijk døde af leverkræft tilbage i 1987, så lever hans musik i bedste velgående og mange af de problemer som troubadouren sang om er desværre stadig lige så aktuelle i dag som de var det dengang.