En mere dokumentarisk troværdig introduktion end klip fra en gammel sort/hvid filmugejournal (fra 28. april 1945) kan man vanskeligt forestille sig. Vi er i Malmø, tæt på havnen. Det myldrer med smilende ansigter. Glade kvinder, i krigens sidste dage, netop undsluppet fra en af verdenshistoriens forfærdeligste krigsforbrydelser, KZ-lejren i Ravensbruck. Kvinder, bragt i frihed gennem det neutrale Sveriges befrielsesindsats, de såkaldte hvide Røde Kors busser. Nærbilleder af de overlevende, hvis lettelse i frihedens stund, overskygger de mange lidelser de har været udsatte for i Kz-lejren. Et enkelt ansigt stirrer tomt udtryksløst ind i kameraet. Det er Nadine, og det er hendes, og Nellys historie der skal afdækkes.

Sylvie, der er Nellys barnebarn, har gennem sin mor arvet kufferter fyldt med dokumenter, fotos, håndskrevne hæfter og super-8 film, alt sammen stuvet sammen på loftet på hendes gård i Nordfrankrig. Ingen har gidet – eller måske rettere turde – dykke ned i fortidens materialer. For det er hendes historie vi sammen med Sylvie skal afdække. Nelly og Nadine er dokumentarfilmen om netop noget man ikke talte om, men helst fejede ind under det legendariske gulvtæppe.

Mormor Nelly (1906-87) er i sin ungdom en succesfuld belgisk operasanger, der under anden verdenskrig, hvor Belgien er besat af tyske tropper, arbejder for modstandsbevægelsen bl.a. som kurer. Efter en optræden på den parisiske opera anholdes hun af tyskerne og deporteret brutalt til KZ-lejren. Det er her hun møder Nadine (1902-1962) er datter af den kinesiske ambassadør i Spanien og moderen, belgisk født. Nadine, bor og lever livet i det besatte Paris blandt kunstnere og intellektuelle som T. S. Eliot, Scott Fitzgerald og Jean Cocteau. Nadine er erklæret lesbisk men netop accepteret i de kredse. Også hun modarbejder besættelsesmagten og hjælper politiske flygtninge over grænsen til Spanien.

Alt det dukker frem gennem Nellys dagbøger og notater. For Nadine pågribes af tyskerne i maj 1944 og sendes til samme KZ-lejr. De to mødes og et hedt kærlighedsforhold opstår de to imellem under lejerens pinefulde og umenneskelige vilkår. De skilles brutalt fra hinanden – men overlever og oplever begge befrielsens rus. Lykkeligvis genforenes de mindre end et år efter krigens ophør. Nadine, Nelly og hendes datter, søger lykken i Caracas i Venezuela. I mere end 20 år forsøger de, stadig uden at turde fremvise deres kærlighed offentlig, at realisere deres samliv. 20 lykkelige år, indtil Nadine bliver alvorlig syg og de må flytte tilbage til Bruxelles.

Det er KZ-fortiden og deres samliv, de selv, og ikke mindst omgivelserne har ønsket at fortrænge. Først da barnebarnet åbner kasserne på loftet vrimler minderne frem Vi får en smuk, men også lidelsesfuld historie om krigens gru og kærlighedens bitre vilkår.

Nelly og Nadine er en ægte skildring, om hvad loftet gemte. En troværdig dokumentarfilm, der også i dag giver os påmindelser om at åbenhed og gennemsigtighed er vigtig, ikke mindst nå det gælder vores fælles fortid.