En af filmverdenens skarpeste, tabunedbrydende filmdokumentarister er østrigeren Ulrich Seidel. Senest, over en periode på ti år, med dokumentartrilogien Paradis, tro, håb, og kærlighed . Her konfronteres vi uden filter med sadomasochistiske kristne, der pisker sig til blods foran krusefikset, sex-hungrende hvide kvinder, der køber sort vellyst i Kenya, for blot at nævne et par af de altid provokerede emner.

Med spillefilmen Rimini går Ulrich Seidel tæt på den nedadgående østrigske popstjerne Ritchie Bravo (Michael Thomas), der i 80’erne sang sig ind i mange kvinders hjerter - og det der forgår længere nede. En Schlagersanger, hvor ’Hertz’ og ’Schmertz’ går hånd i hånd til smægtede violiner, i henført drivende sentimentalitet.

Ritchie Bravo er som crooner stærkt på retur. Han lever på minderne, alkohol og ikke mindst af den lille håndfuld lidt ældre kvinder, der stadig bærer ham og hans romantiske sange i hjertet. Det grå kvindelige guld møder troligt op. Gerne med billigrejser, busser der udenfor sæsonen, når deres Ritchie, ved feriesæsonens afslutning, giver koncert med playback musik i et halvtomt restaurationslokale, tæt på stranden i feriebyen Rimini. Ja, endnu mere hengivent, gerne betaler kontant for et knald med drømmehelten, på et snusket hotelværelse.

Da Ritchies mor dør tager han straks tilbage til barndomshjemmet, hvor broderen nu bor. Sammen genoplever de i drengeværelset, møbleret med Music Box og kæmpe fotostater af Ritchie, et nostalgisk samvær. Den demente far er parkeret på et plejehjem, hvor vi får et deprimerende billede af tristhed. Blandt de mange rollatorkørende beboere. Plus at faren, i løsrevne sætninger og Nazi-heilen, viser reminiscenser fra Hitlertiden. Under begravelsen vågner faren forvirret op i kirken og spørger forundret: ”hvem er død?” Mens Ritchie crooner en sidste sang for moren.

Farens ringe tilstand og broderens stille liv er for meget, for Ritchie Bravo, der haster tilbage til det efterårs kolde Rimini, hvor flygtningestrømmen fra Nordafrika er et konstant truende bagtæppe. Han ejer stadig en villa tæt på Riminis strande, fyldt med falmede minder fra storhedstiden som popsanger. Villaen lejer han ud til turister, der soler sig i de sidste stråler fra den afdankedes berømmelse.

En yngre køn kvinde (Tessa Göttlicher) opsøger ham. Straks udfolder han sin professionelle charme, der totalt preller af på hende. ” Jeg er din datter Tessa”, siger hun koldt, ”som du ikke har set i årevis”. Ritchie forsøger forgæves, faderligt, at omfavne hende. Helt cool forklarer hun, at hun alene kommer efter de børnepenge han aldrig har betalt. Ingen far/datter sentimentalitet - kontant afregning, 30.000 Euro.

Nej, der er ingen happy end hos Ulrich Seidel.

Ritchie Bravo er dømt til nederlag. Han er en del af schlagermiljøets identitet, når han i sin gamle sælskindsfrakke flakker rundt i tåge og havgus mellem de vintertomme strandboder og lukkede pensionater. Et ekspressionistisk billede i gråblå farver, der emmer af forladthed og ensomhed. Mesterligt indfanget af Seidels faste kameramand Wolfgang Thaler.

Vi er ikke i tvivl. Ulrich Seidel har, med Michael Thomas som Ritchie Bravo, skabt et nådesløst og (desværre) troværdigt billede af et popidol og hans menighed. Der er som vanligt ikke megen trøst eller optimisme at hente. Heller ikke, når mester-dokumentaristen, sammen med sin manuskriptforfatter Veronica Franz, vover sig ud i fiktion.

Rimini er en illusionsløs film om forlorenhed og længsel efter ægthed. Et forenklet billede af et samfund, der ikke mindst gennem massemedierne, lader sig spise af med forloren sentimentalitet – gerne kælent hvisket til os af et idol i guldlame, med langt hår og slangeskindsstøvler.