Filmen starter som en 8-mm. film. Kornede billeder, en fast indstilling og en irriterende brummelyd fra projektoren. En flimrende smalfilm, klippet sammen af scener taget med skjult kamera af homoseksuelles obskure udfoldelser på et offentligt toilet. Her spares ikke på vild bøssesex og voldelige udfoldelser, for den lille film tjener som bevismateriale i sagen mod Hans Hoffmann, tiltalt for homoseksuelaktivitet i h. t. § 175, paragraffen, der siden 1872, har gjort homoseksualitet strafbart i Tyskland – loven ophæves først endeligt og definitivt i 1994 (!).

Året er 1968 og bevismaterialet fra den lille sammenklippede film er stærkt nok til at Hans Hoffmann idømmes 2 års ubetinget fængselsophold. En dom han modtager med stoisk ro – som en recidivist, der har prøvet det før.

For det har han.

Den østrigske instruktør Sebastian Meise skildrer i spillefilmen Grosse Freiheit afvigerens rolle, med en nærhed og usentimentalitet. Hans Hoffmanns vandring fra det ene beskidte fængsel til det andet, endnu mere brutale. Hver gang alene dømt på grund af sin seksuelle afvigelse fra normaliteten.

Vi begynder helt tilbage i nazisternes koncentrationslejre, hvor netop afvigere blev interneret. Hans Hoffmann undslipper Kz-lejren, for blot at blive overført til et tysk/amerikansk fængsel. Snart er vi 1945 snart i 1957 og snart i 1968. En brutal årskavalkade af Hans Hoffmanns lidelser i de mest beskidte og intolerante fængsler – hvor homoseksualitet, både blandt de indsatte og fængselsbetjente, regnes lavt. Ingen skal være i tvivl, for på celledøren er skrevet paragraf 175. Så er han stemplet.

Under sine mange fængslinger deler han bl.a. celle med Victor, stærkt heroinafhængig og dømt for mord – et jalousidrab, der har medført 20 års fængsling. Victor er super heteroseksuel med udtalt homofobi. En åbenlys foragt og total afvisning af cellekammeraten – indtil han opdager Hoffmanns tatoverede nummer på armen, som stammer fra KZ-lejropholdet. Som tatovør tilbyder Victor, at udradere KZ-tallene. Sammen stjæler de nåle og væsker fra fængselskøkkenet og værkstederne. Operationen lykkes og et vist kammeratskab, med gensidig respekt, udvikler sig dem imellem.

Grosse Freiheit er i sin voldsomme, næsten dokumentaristiske skildring af fængselsmiljøet og den enkelte homoseksuelles vilkår chokerende – men midt i vold og intolerance får vi også glimt af ægte kærlighed mellem mænd. Rørende er fængselsgensynet mellem Hans og en ung skolelærer Leo (Anton von Lucke), hvor vi forstår at de tidligere har haft et meget lykkeligt og romantisk forhold. Helt ironisk forslår Hans at de sammen flygter til Østtyskland, hvor loven er mere tolerant overfor homoseksuelle.

En påmindelse om, som er titlen på en dansk dokumentarfilm (1972) af Christian Hartkopp og Preben Hertoft, at: Følelserne er de samme. En blotlæggelse af tysk lovs menneskefjendske holdning, indtil lempelsen i 1968, der gjorde livet for bøsser utåleligt og strafbart - men også en reminder om at rester af intolerancen stadig findes i vore egne cirkler.

Et vigtigt relevant emne, men først og fremmest en fremragende fortalt film, ikke mindst takket være Franz Rogowski, der giver en nuanceret og troværdig fremstilling af den indadvendte, stædige og sårbare Hans Hoffmans lidelser. Sat i kontrast til Georg Friedrichs enstrengede karakter, Victor, der nok er morder, men også han rummer en enorm søgen/trang efter kærlighed. Det er filmens inderste budskab, midt i al brutalitet og afstumpethed; behovet og søgen efter kærligheden. Et alment budskab. For som sagt: Følelserne er de samme – selv om vilkårene var/er forskellige.