Voldsomme jordskred. Tusindvis af sten og klippestykker styrter ned af bjergsider, splintes og revner i en slowmotiongengivelse. Ruiner efter voldsomme bombardementer af beboelsesejendomme. Højhuse, der er flækket ned igennem, med etageadskillelserne tydeligt markeret, som i et dukkehus. Her var engang et køkken, et badeværelse, et børneværelse… Etage efter etage, smadret. Tilbage står ruinerne som et monument over en hæslig krig. Vi er ikke i tvivl, det er Ruslands angreb på Ukraine. På en af ruinerne hænger et kæmpe banner: ”Putin ud af FN”.

Sådan starter den kvarter lange prolog til den russiskfødte instruktør, med elve spillefilm bag sig (senest filmen om grisen Gunda! 2021), nu bosat i Berlin, Victor Kossakovskys dokumentarfilm Architecton. Et episk billedværk, næsten uden dialog. Kun billeder, men hvilke billeder! De fleste taget med et flyvende kamera. Aldrig har filmdroner været mere aktive og formidlet et mere sublimt billedværk, til en lydside, der understreger billeddramatikken, alt imens Eugeni Galperines musik buldrer frem og fremmer filmens etiske aggressivitet.

Hvad handler Architecton egentlig om?

En film uden dialog, uden plot. Ingen skuespillere, kun én enkelt medvirkende. Lad os begynde med titlen Architecton, der ikke lader sig oversætte med ”arkitekten” (som Googletranslation gerne gør), men, ifølge instruktøren, skal hentes helt tilbage fra den græske filosofi, hvor betydningen er ”arkitekternes arkitekt”, den der står over dem alle, nemlig ”universets arkitekt”. Ikke noget dårligt udgangspunkt til tolkning/forståelsen af dette unikke billedværk, der netop vil fremhæve fortidens arkitektur. Ingen skal være i tvivl om at netop arkitekturen tegner folks adfærd.

For nøglen til filmens forståelse ligger netop i den eneste medvirkende, den italienske filosof og arkitekt Michele De Lucchis ord: i dag bygger vi kun for de næste 40-50 år. Et illustrerende eksempel er da et jordskælv i Tyrkiet rystede et område, sank betonhusene i grus, mens de 4.000 år gamle stenhuse overlevede. Civilisationen bliver mindre holdbar, med cement og metal, er et af filmens budskaber. Beton er hovedskurken.

Det mener også den italienske arkitekt, der på sin landejendom, sammen med to landarbejdere, af nedgravede sten, former en magisk cirkel, som intet menneske må betræde. Et åbent rum, der bør være i enhver bys centrum for at minde os alle om, at naturen altid vil i være i centrum og være betingelsen for vores liv.

Architecton er ikke nogen nem film. Filmen vil i sin søgen i fortidens arkitektur prøve at finde en ny ide om skønhed – og det gælder for så vidt også den måde hvorpå vi betragter film. Et unikt filmværk, med mindelser tilbage til filmens fødsel, hvor montagen, billedrytmen, billedet er i centrum.

Er man klar til en visuel og filosofisk udfordring af de helt store – så er Architecton filmen.