Er man til hjemmevideoer, selvoptagelse, lommefilosofi om universet og det eksistentielle ved livet, alt sammen set og fortalt fra en altan i Oslos – ja, så er Fra Balkonen, netop filmen.

Den norske instruktør Ole Giæver, har med sin tredje spillefilm (tidligere har han lavet The Mountain og Mod Naturen), ville sætte fokus på ”det uendelige små, for at belyse det uendelige store”. Et krav Georg Brandes netop stillede, for mere end hundredehalvtres år siden, til modernismen i dansk litteratur.

Et stort krav som Fra Balkonen tager for pålydende. I 85 minutter er vi med et hoppende håndholdt kamera og uskarpe videobilleder ledsaget af en laaaaaaaang voice-over speak, hvor Ole Giæver, ofte direkte til selfie-kameraet, delagtiggør os i tanker om hverdagslivet med ægtefællen og to mindre børn – oftest holdt op mod Kosmos og universets uendelighed.

Åbningsbilledet lader os ikke i tvivl. Jordkloden svæver, som den blå planet oppe på lærredet, medens vi langsomt zoomer ind på Oslo, for at ende i Brochmannsgata 12A, oppe på Oles altan – det er herfra hans verden går.” Jeg har rejst 38 gange omkring solen, milliarder af kilometer – men jordkloden har og vil tage turen millioner af gange”, siger han direkte til kameraet. Ellers er det i fantasien har rejser. Han drømmer sig ud over altankanten, ud bag horisonten. Er i et kort fantasiforløb i Amazonas for blot at opdage, at landskabet, klippeskærene, fyret, ja, selv naboerne er helt de samme, som der hjemme på altanen.

Kærligheden til børnene og hustruen er det centrale element i hans liv. Vi er med, gennem 12 måneder. Når den lille datter lærer at cykle, når far har fødselsdag og generationerne mødes i barndomshjemmet. Minderne bliver vagt til live gennem fotoalbums, VHS-bånd og hvad loftet ellers gemmer fra børne- og ungdomsværelset.

Det er lykkestunderne, de helt nære, der får Ole til at tænke over, hvem han er, hvorfor han blev til Ole. Var det ikke snarere sanger eller skuespiller han skulle have været? Eller måske Jonny Depp? Samtidigt gør han sig tanker om verdensbilledet, om menneskehedens evolution om skabelsen af Kosmos, det uendelig store. Og heldigvis ind i mellem, ikke helt uden humoristisk sans, lidt mere jordnært: om hunde kan smile/le eller hvad ville der ske, hvis krokodillen, efter menneskehedens udslettelse, var basis for evolutionen. Jo, vi kommer i de 12 måneder, hvor han lader selfie-kameraet rulle i en ”stream of consciousness”, langt omkring i dette selvcentrede tankeassocierings forløb, der tilsyneladende ingen begrænsninger har. Alt har interesse.

Lyder det banalt. Det er det. Endda helt bevidst. Tiden går så hurtigt, vi har det godt i det rige Norge, der er langt mellem de store følelser, konstaterer vore hovedperson fra altanen. Den ene almindelighed efter den anden vælter hen over os. Man nikker genkendende til mange af de dagligdags hændelser som Fra Balkonen er sammensat af. Små kedsommeligheder, i en næsten rituel gentagelse, bliver ikke mere nærværende fordi de krydres med universel lommefillosofi – der skal mere til, f.eks. en stor filmkunstner.

Navlebeskuende film er en svær genre – ikke mindst, når almindeligheder er udgangspunktet. Fra Balkonen har midt i sin selvoptagethed, momenter af nærhed, humor og varme – men rigtig vedkommende bliver filmen aldrig. Dertil er indholdet for almindeligt - på den helt almindelige (kedsommelige) måde.