Vi bruger godt en tredjedel af døgnet på vores arbejdspladser. En væsentlig del af livet. Alligevel er det forbløffende få film, hvis plot og dramatik skildrer fabrikken eller kontoret. Hvis endelig, er det de spektakulære steder. En hektisk avisredaktion, et smart reklamebureau eller et tvivlsomt advokatkontor. I den spanske spillefilm Den perfekte chef er vi nede på gulvet. Tæt på samlebånd og samlehaller. Et nærbillede af en vægtfabrik. Alt i vægte, fra bade- til kreaturvægte, fremstilles med stor produktionssucces. Så stor, at fabrikken sammen med to andre, er indstillet til en regional virksomhedspris, som årets bedst ledede fabrik; ”Business Excellens”. Det er her instruktør og manusforfatter Fernando León de Aranoa, lader Den perfekte chef, tage sin begyndelse.

”I er alle min familie, I er mine børn” sådan starter Julio Blanco, vægtfabrikkens chef, sin hyldesttale til virksomhedens medarbejdere, alle andægtigt lyttende i fabrikshallen. Peptalken holdes fra chefens kontor, et glasbur højt hævet over fabriksgulvet. Et skulderklap til medarbejderne, med tårepersende understregning af, hvilken herlig virksomhed de arbejder for - ikke mindst takket være chefen, der i øvrigt har arvet den fra sin far!

”Og så, til sidst kære venner, familie, vi skal vinde virksomhedsprisen! Husk derfor når vi snart får uanmeldt besøg af priskomiteen, ingen kritik, ingen sjusk i arbejdsgangene. Husk, far er stolt af Jer!” Julio Blanco udstråler selvtillid og engagement. Fremragende spillet af Javier Bardem, som den perfekte chef. Fyldt med klicheer, dobbeltmoral og al kapitalismens arrogance overfor det arbejdende folk. For filmen er en voldsom satire, der overdriver, for at understrege chefens banale klicheer, men alligevel visse - til forveksling - ægte menneskelige træk, hos ham. De nuancer mestrer Oscarvinderen Javier Bardem til fulde – det er hans tredje film, sammen med instruktøren. Tidligere var han med i Mondays in the Sun (2002) og Loving Pablo (2017).

Tingene udvikler sig dog ikke helt som den menneskelige (manipulerende) chef forestiller sig. En fyret medarbejder føler sig urimeligt dårligt behandlet og protesterer højlydt foran fabrikken med banner med slagord, megafon, skældsord og med små børn, for at understrege vægtfabrikkens umenneskelige personalepolitik. Ikke ligefrem en anbefaling, når priskomiteen om lidt kommer forbi. Julio Blanco bruger naturligvis alle tænkelige midler for at få uromagen til at forsvinde. Bestikkelse, politisk manipulation, politi og til sidst mere hårdhændede metoder. En korruptionsskala, der klart udstiller chefens dobbeltmoral. Pinligt, men ikke umorsomt. Da politiet ikke vil fjerne demonstranten, råber Blanco foragteligt: ”socialister”. Værre kan det ikke blive i hans øjne.

En biperson, som jeg er faldet for, er portvagten, der gør det i ”halve rim” og derfor har svært ved at udholde demonstrantens slagord. Det er er også ham, der af chefen, bliver sat til at få firmaets vartegn, vægten, i ligevægt. Det ordner han ved at klæbe en geværpatron under den ene vægtskål. Sådan. For selvfølgelig er vægtfabrikken, og dermed vægtskålene, som retfærdigheden gudinde Justitia holder i hånden, et håndfast symbol på retfærdighed. Ingen er, efter at have set Den perfekte chef, i tvivl om, hvem der snyder på vægten.

"Effort, Equilibrium, Loyalty" er malet på lagervæggene. For det er det vægtfabrikken kræver af medarbejderne. Og hvad med chefen med det gode hjerte, tja, det er noget andet, han tjener profitmaksimeringen – kapitalismens målsætning. Eller sagt på en anden måde, tjener sig selv mest. Det oplever vi, ikke mindst, han ansætter kønne kvindelige praktikanter og lader deres avancering gå over sengen.

Den perfekte chef er en grovkornet satire, der får os velfærdsdanskere, til at nikke genkendende til arbejdsmiljømanipulation og chefhykleri, selv om Spaniens arbejdsforhold nok er langt mere chefstyret. Anstrengende, temmelig rodet – men velspillet og sjovt, ind i mellem.