Hvide badestrande, palmesus og sol. Et postkort skønt Bounty land. En kystoase, der projekterer alle vestens drømme om Afrika. Hvid sandstrande og smukke afrikanske ynglinge, oplevet fra hotellets bar og strandstole.

Det er her vi møder Teresa, 50, småfed, bleghvid alene–kvinde. Nysgerrig og søgende turist, installeret i hotellets luksus-ghetto, afpatruljeret og sikkerheds tjekket, så charterrejse idyllen kan opretholdes – blot gæsterne ikke bevæger sig udenfor ”snoren”, der i bogstaveligste stand adskiller hvidt fra sort.

For der står de, de sorte boys. Tilbydende simili armbånd, smykker, souvenirs… og deres lækre kroppe.

For det er det filmen handler om. Ensommes hvide kvinders søgen efter (købe)kærlighed – og ”udenfor snoren” er der ”sort arbejde” til alle kvinder, tykke som tynde. Bare der afregnes kontant. Noget for noget.

Sex-turisme er ikke ny og ubeskrevet. Alligevel er det rystende, at følge og opleve midaldrende kvinders sexkøb og deres samtidigt nedladende behandling af de sorte drenge. Ikke kun et spil om sex – men også om ydmygende brug af magt. Den magt penge giver overfor Afrikas fattige sorte.

Teresa (indforstået og hudløst spillet af Margretha Tiesel), der i sin ensomhed og kærligheds sult, lader sig, med en næsten rørende uskyld, indrullere i rækken af aktive kvindelige sexkøbene, de såkaldte ”Sugar Mamas”.

Først naivt betales ”kærligheden” med lidt Ulandshjælp til ”boyfriendens” stakkels forladte søster, så lidt hjælp til en syg fader… alt sammen en dårlig kamufleret sexbetaling.

Vi går tæt på. Sorte drenge med det hele, der betjener fede grimme hvide koner, med deller, hængepatter og hudorme. En dokumentarisk ægthed – der næsten er ubærlig. Bag råheden, udnyttelsen af pengenes magt, skimter vi et ulykkeligt hverdagsmenneske. Teresa er nok stor, og uskøn, men bag fedt og deller skjuler sig et uskyldigt, rørende, pigeligt ansigt – der søger den kærlighed, der (banalt sagt) ikke kan købes for penge.

Vi ser, hvordan hun i glimt lader sig narre, forveksler drengenes tjenester med blidhed og ægthed – og i fortvivlelse over afsløringen af ferie paradisets ”livsløgn”, sammen med de andre turistkvinder, nu lader sig betjene af de mange sex-tilbud. Paradis: kærlighed er i al sin brutalitet et næstekærligt billede af kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed. Understreget ad en pinlig og smertefuld fastholden af kameraindstillingerne. Ingen smarte kvikke klip. Vi SKAL minutiøst tvinges til, at gennemleve sex, sved og smerte. Vi kan som tilskuer næsten ikke mere. Ikke kun tæerne er krummede, men også krop og sindet værker.

Et stort kunstværk – der kan meget mere end at ryste og forarge, ja, endog har plads til feriedrømmenes skønne tableauer, tilsat satire og humor. Ja. midt i ”den ubodelige ensomhed” kommer latteren, som en forløsende reaktion, over de hvides groteske fordomme og stupiditet. Et senbillede på hvid seximperialisme i Kenyas hede – men også et skub til tilskuerens fordomme.

Filmen er 1.del af den Østrigske instruktør Ulrich Seidls trilogien: Tro håb og kærlighed. (med samme høje kunstnerisk niveau som Kieslowski trilogien Rød, Hvid og Blå).

2.del Paradis: tro har den samme nådesløse ægthed (filmen får premiere i juni). Igen en midaldrende kvinde, der i sin kærlighedshunger, kaster sig over religionen. Med Kristus på korset, opsøger hun marginaliserede medmennesker, for at påtvinge dem trøst i Jomfru Marias arme. Ensomhed og fortvivlelse, drevet til det yderste. Ulrich Seidel fortsætter her sin alvorlige og intense afsøgning af menneskets sind.

For Paradis: kærlighed er ikke kun en ubarmhjertig blotlæggelse af sexturismens overdrev. Filmen er på trods af sit specifikke emne og pågående realisme, vedkommende på et overordnet plan. Om os, ”de hvides”, magt, sex – foragt og arrogance.

Et uafrysteligt mesterværk – ubehageligt, men væsentligt.