For blot nogle få år siden ville man kalde den brasilianske film Levante, (på dansk (!): Power Alley), instrueret af debutanten Lillah Hella, for en “kvindefilm”. Den går ikke i dag. Nej, der skal versaler til: LGBTQ+27 bogstaver ialt, for at dække de mange seksuelle varianter menneskeheden pt. jonglerer med. Gennem fortidens briller kan filmens kvindemiljø forenklet ses som en søstersolidaritet, men der er også plads til varianterne, det er det filmen bl.a. handler om.

Sofia er 17 år (Ayomi Domenica) og superstjerne i den lokale volleyboldklub. Veninde og kammerat med et slæng af jævnaldrende piger, alle fra fattigkvarteret, hvor de sammen både stjæler, tisser på biler, grov-fester på natklubber og værtshuse - som vi oplever det – mest uden mænd. Sofia er populær. ikke kun den kvindelige træners darling, men får også af volleyforbundet stillet et stipendie i udsigt til et længer trænings ophold i Chile.

Men ak, Sofia opdager, at hun er gravid, formentlig nok med en motorcykel-gut, der kørte forbi! På klinikken understreger lægen og sygeplejersken, at abort i Brasilien er strafbart. I deres afstandtagen fra abortmuligheden, understreger de, at hun allerede bærer på et lille barn, ja, selv fosterets øjenlåg kan man se på scanningen. Men Sofia har besluttet sig, hun vil ikke føde barnet. Hun vil søge hjælp i nabostaten Uruguay, hvorfra hendes afdøde mor oprindelig stammer, et land der har en mere lempelig abortpolitik.

Sofia, der bor alene med sin far (Gláucia Vandeveld), hvis beskedne erhverv er biavl og honningsalg, betror sig nu til ham, der straks afslår enhver hjælp til abort. Ved nærmere eftertanke, især at Sofia risikerer at miste Chile-stipendiatet, indvilliger han i, at de sammen kører til nabostaten for at få aborten gennemført. Helt så let går det nu ikke - men ikke mere spoiling.

Power Alley er meget mere end en kvindes kamp for retten til fri abort. Tolerance, tabuer og ikke mindst kvindesolidaritet op mod den offentlige mening er i fokus. ”Alt i filmen er politisk”, sagde instruktøren på et pressemøde under Cannesfestivalen, hvor filmen var repræsenteret i Camera d’Or-konkurrencen. Så når kameraet ofte er tæt på bi-stadens mylder af bier, er det en indlysende metafor for søstersolidariteten og beskyttelsen af ”dronning Sofia”.

Vi er tæt på de mange kvinder omkring Sofia. Kvindekroppe i bevægelse, i boldkamp, i omklædningsrummet, i styrtebadet - og i sengen. Mørke Sonja bliver lidenskabeligt erotisk besat af den lyse langhårede og langlemmede, smukke Bel (Loro Bardot, hvis efternavn nu nok er et købenavn) En vildskab, så lagnerne krølles og filtres ind i kroppene.

Selv om tabu-problematikken nok her i norden virker forældet bliver man fascineret af filmens dynamik og rytme. Kameraet er i bevægelse, som volleybolden selv, og de mange kvinders engagement/vildskab er så fremmed og alligevel nærværende i deres intense måde at indtage verden på.

Power Alley er en brasiliansk debutfilm, der giver bogstavsrebussen queer LGBTQ+ mening – og fortæller meget direkte om det vi nok vil kalde fordomme, baseret på religion eller nedarvet moral – med abortforbud i centrum.

Alt sammen fjernt fra vores tænkemåde.

Ik’?