Det er marginalt. Det er skævt, hen imod det perverse. Sådan er Ulrich Seidls film. I trilogien Paradis (2012-13) var vi tæt på europæiske kvinders lystrejser, med det formål at nyde godt af afrikanske mænds virilitet, næste film om prostitution og den tredje om religiøst vanvid. Den 71-årige østrigers spillefilm har ofte præg af dokumentarisme og dokumentarfilmene har udpræget spillefilms ligheder. Sådan er det også med Ulrich Seidls seneste spillefilm Sparta, en fortsættelse af Rimini (2021), om sangeren Ritchie Bravo, der mod klækkelig betaling, har mere succes i sengen med lystne ældre damer, end som entertainer på scenen.

Ewald (Georg Friedrich) Richie Bravos ældre bror, er flyttet til den landlige del af Rumænien. Det er Ewald historie vi skal have denne gang. En flink fyr, lidt kedelig, ingeniørtype, men sød og rar - ikke mindst mod børn og sin gamle demente far (Hans-Michael Rehberg), på plejehjemmet i Østrig. Ewald lever en stille hverdag sammen med den langbenede livlige Aurica (Florentina Elena Pop). Men noget er galt – deres sex-liv fungerer ikke optimalt. Ewald flygter fra sengen ud i badeværelset, hvor han skyldbevidst afventer, at Aurica skal falde i søvn! Trist.

Læg dertil omgivelsernes trøstesløshed. Fabrikken, hvor Ewald har et velbetalt ingeniørjob, er i den grad nedslidt og gammeldags. Omgivelserne er lejekaserner der ikke i årtier har set vedligeholdelse, med smuldrende beton og knuste vinduer. Forsømmelse og fattigdom, i hvert eneste billede. Ulrich Seidls faste kameramand (Wolfgang Thaler), har atter vist sin evne til at følge instruktøren, tegner et nådesløst deprimerende gråbrunt billede af et hjørne af Rumænien.

Tristessen, der også mærker Ewald, kompenseres dog, når han kaster sig ud i legen – en sneboldkamp med drengene, en kærlig brydekamp med nevøen eller en tur forbi legepladsens gyngende børn. Et besøg på farens plejehjem i Østrig viser et kønt og nært billede af den omsorgsfulde søn og den demente enkemand, der søger sin tabte identitet i afsyngning af nazi-sange.

En dag har den sympatiske og passive Ewald fået nok. Han pakker kufferten, forlader job og kæreste uden nogen motiveret afsked. På vej mod yderligere fattigdom, når han en lille landsby, hvor en forladt og forfalden skole er billigt til salg. Ewald rykker ind og starter en judo-klub, der får stor tilslutning fra de lokale drenge, der gerne indordner sig under den strenge Judo-disciplin. Med udgangspunkt i de gamle grækers millitærdyder, døbes klubben Sparta. Et plankeværk omkranser nu den gamle skole, ligesom der kræves et kodeord for at få adgang til Sparta-fæstningen.

Et lukket miljø, hvor drengene tumler sig halvnøgne, myndigt og engageret dirigeret af Ewald, der ofte tager fotos af de mange sparsomt påklædte drengekroppe. Nærbilleder han om aftenen med glæde genser på skærmen.

Pædofili? Noget der nærmer sig det kriminelle?

Lokalbefolkningen, børnenes forældre ikke mindst, er ikke i tvivl. ”Hele byen snakker om dig”, råber en vred og voldelig far, der ikke lægger skjul på sin foragt og forargelse over det, som man har hørt, der foregår bag Spartaborgens plankeværk.

Det er Spartas to hovedemner: pædofilien og vores reaktioner.

Fortalt med nogen sympati for Ewald og megen afstandtagen fra lokalsamfundets brutale reaktioner. Men døm selv.

Selv om Sparta ikke hører til Ulrich Seidls allerbedste film, den mangler ironi og humor, men har billeder, så udtryksfulde, at de er svære at få af nethinden. Tag filmens åbningsbillede. Her sidder 20-25 gamle plejehjemsbeboer, alle med en rollator foran sig. Sammen synger de i en skøn blanding af hæst, falskt og rent:
”Sådan en dag, så smuk som i dag”.
Stærkt, for en film, hvis trøstesløse autentiske billeder nok er tankevækkende og hvis emne er frastødende og bestemt ikke hverdagskost – men smuk, nej!

Kort sagt en rigtig Seidl-film - og det er ment som en varm anbefaling og advarsel.

P.S. Det tyske ugemagasin Der Spiegel bragte en artikel, der påviste at Ulrich Seidl ikke havde orienteret de medvirkende drenges forældre, om filmens pædofile indhold. Artiklen skabte debat. Selv om instruktøren benægtede påstanden, afstod han fra at deltage i pressekonferencen på Torino Filmfestival, hvor filmen blev vist.