”Jeg føler mig som Bambi på glatis”, siger den 30-årige Julie. Og det er et rigtig rammende billede. For hun er godt nok ustabil, flagrende og lunefuld. Først studerer hun medicin, springer til psykologi og så vil hun være fotograf, for at ende op i en boghandel. Hun er en ung charmerende søgende/forvirret kvinde, der er lige så meget på glatis, når det gælder kærlighedslivet.

Sådan er Verdens værste menneske (så slem er hun nu heller ikke!), den sidste spillefilm i trilogien der består af Reprise (2006) og Oslo - 21 august (2011), skabt af den norsk/danske instruktør Joacim Trier (nej, slet ikke i slægt med ham med et ’von’). Igen et nuanceret, varmt nærbillede af det moderne menneskes rodløshed og søgen efter identitet, ikke mindst gennem den kærlighed, der er så svær at gribe og fastholde.

Formen er bogstaveligt romanens, med prolog, 12 kapitler og epilog – endda med en voice-over, der uddyber situationerne. Hvert afsnit er en bid af Julies udvikling, igennem 5-6 år. Først introduceres vi i prologen til Julie (Renate Reinsve, som rollen er skrevet til). Livlig charmerende ung, eftertænksom og forvirret, som stud. med., der oplever lægegerningen som for meget kropsligt. Hun vil noget mere spirituelt med sit liv og så snupper hun et år eller to som stud.psych. – men heller ikke det er kreativt nok. Fotograf, det er en afbildning af livet – det er det hun vil – igen kun for en kort stund...

Tid til lidt overfladisk kærlighed er der også blevet, men nu, som snart 30-årig, begynder kapitlerne for alvor at folde sig ud, ikke mindst da hun møder den 14 år ældre Aksel (Anders Danielsen Lie). Hen er seriøs, intellektuel, selvoptaget tegneseriekunstner, med den samfundskritiske successerie Bobcat. Sammen oplever de kærlighedens (b)rus. De overvinder aldersforskellen og snart flytter hun ind hos ham.

Konfrontationen med deres familiers og venners komfortable, konforme liv ligger langt fra deres romantiske drømme og livsstil. Og dog. For Aksel vil godt have et barn – Julie føler sig ikke moden til moderrollen. Trods nærhed og tæt kærlighed/sex mangler hun noget – en kreativ udvikling. Måske lidt jaloux på hans succeser?

Under kapiteloverskriften: ’Utro’, får vi et sandt skoleridt i, hvor grænsen går mellem utro og trofast. Julie forlader Aksels bogreception i forbindelse med lancering af en ny tegneserie. Hun drysser gennem Oslos velhaverkvarter og gatecrasher til et igangværende livligt party. Uden at kende et øje, snupper hun et par glas vin, mingler professionelt med de mange partygæster, for til sidst at dumpe ned i en sofa ved siden af en hende ukendt mand. Filmens vittigste scene, hvor de to, ukonventionelt flirter og tester grænser. Er så tæt på utroskabet, så de (næsten?) sammen går ind i det. Scenen, hvor de, fra mund til mund, udveksler cigaretrøg, er uimodståelig og et fælles toiletteophold er grænseoverskridende. Først da de skilles præsenterer de sig: Elvind og Julie – vi har ikke været utro, vel? Fuldt stop.

Men der er flere kapitler, der skal åbnes. Isen er fortsat glat. Julie er i stadig bevægelse. Elvind, dæmpet og foruroligende, spillet af Herbert Nordrum, kan hun ikke glemme, mens Aksel og hendes forhold bliver mere og mere intellektualiseret. Igen en mesterlig scene, hvor Julie i sin higen efter kærligheden, styrtløber gennem Oslos gader, hen mod den kaffebar, hvor Elvind er barista. Alt andet fastfryses. Tiden står stille. Biler, cyklister, fodgængere er stivnet som skulpturer, mens hun haster ind og ud mellem de fastfrosne trafikanter. Genialt, tæt på musicalens drømmeunivers.

Fjorten afsnit af en skøn, energifyldt livlig, forvirret, charmerende yngre kvindes liv, som slet ikke er så værst (!) i Renate Reinsves nuancerede og uimodståelige person, der da også fik Cannes Filmfestivalens gyldne palme for bedste kvindelige skuespillerpræstation i 2021.

Verdens værste menneske er som de fleste af Joachim Triers film bred og alvorsfuld, om ensomhed og eksistenssøgen – heldigvis også tilsat megen menneskelig humor. I et kapitel i storbyen Oslos mylder, tilsat New Orleans jazz, går tanken endda til Woody Allen. Men ellers er Trier helt sig selv, professionel, nutidig tolerant og nysgerrig efter at kende sine karakterers dybder. Uden at falde for banale dramatiske afslutninger får vi udvalgte kapitler af en moderne kvindes liv, hvor filmens epilog fungerer, så vi tilskueren kan digte med på nye kapitler.

Se det er stor kunst.