Cioma Schönhaus (Louis Hofmann) er en køn, lyshåret, charmerende ung mand, der kunne indgå i Hitlers portrætsamling over ægte tyske præmieariere – og så er han jøde!

Året er 1942. Vi er i Berlins midte, hvor vi møder den 21-årige Cioma i en smukt møbleret herskabslejlighed, hvor al indboet er konfiskeret og hvorfra hans familie er deporteret til udryddelse i en af nazisternes koncentrationslejre østpå. Selv er han undsluppet yderligere forfølgelser gennem en arbejdsaftale, hvor han slavearbejder som smed i en våbenfabrik, men på grund af manglende disciplin fyres han fra jobbet. Situationen er desperat. Så er det, at den jødiske modstandsmand, advokat Franz Heinrich Kaufmann, dukker op og opdager, og udnytter, Ciomas talent som grafiker til at kopiere og forfalske pas, der kan redde jøder ud af Tysklands antisemitiske helvede.

Her begynder Maggie Perens spillefilm Pasforfalskeren. En virkelig historie baseret på Hans Cioma Schönhaus’ (1922-2015) erindringer af samme navn fra 2004.

Berlin under anden verdenskrig, med overgreb og forfølgelser. Miljøet kender vi. Den type krigsfilm har det vrimlet med de sidste mange år. Vigtige og relevante, med spænding, vold og gadekampe. Pasforfalskeren er helt anderledes, ikke mindst takket være Louis Hofmann (Bodilmodtager for sin rolle i Under sandet fra 2015), der spiller Cioma Schönhaus, som midt i al krigens gru og jødeforfølgelse, er en optimistisk, uforfærdet, til tider uansvarlig, ung overlever. Ikke nogen helt. Slet ikke. Snarere skødesløs, som om krigen kun er en kulisse. Overlevelse er ikke det væsentlige, det er det at leve livet til gengæld – og det gør han på falske papirer, en overgang endda med en identitet som tysk marineofficer med kasket, uniform og ”tyskerklippet”.

At han og vennen Det Kassniel (Jonathan Berlin), begge forfulgte som jøder, ikke kan blive i herskabslejligheden er evident. Et sammenstød med husets vicevært enkefru Peters (Jonathan Berlin) er uundgåeligt – ikke mindst, da hun er lige så speget, som han er røget, når det gælder omgang med de nazistiske myndigheder. Ulovligt salg af inventar fra lejligheden, sortbørshandel, ikke mindst med rationeringsmærker, er hende ikke fremmed.

Cioma går under jorden sammen med Det, hvis dunkle forretninger skaffer både mad på bordet og et par damebekendtskaber. Unge Cioma oplever en lidt skæv romantikaffære med Gerda, (selvfølgelig er Gerda et dæknavn – alle bærer masker!). Gerda er gift med en naziofficer, sendt til fronten. For at overleve ernærer Gerda sig som ad hoc prostitueret. Et forhold der ikke just gør deres samliv mindre overfladisk.

Som pasforfalsker er han uforlignelig. Mere end 300 jøder skaffer han ud af landet, ved hjælp af sine ”små kunstværker”, som han kalder forfalskningerne. Som menneske, en karismatisk ung mand, der opdager og udnytter sine evner til at bluffe, også på det menneskelige plan. Gennem ham møder vi glimtvis, helt almindelige mennesker, hvor vi skimter en uro, en underliggende angst i den krigshærgede by. Egentlig spænding har filmens instruktør valgt at give afkald på. Selv om Berlin dengang nærmest var en krudttønde. Ikke mindst Ciomas tilsyneladende lette gang på den brændende jord, forvirrer og lægger en vis afstand til personen. Måske er det bare en maske, en forfalskning af hans egen personlighed? De lystige, lettere jazzificerede toner, der er filmens soundtrack, bliver ligeledes en kontrast til krigens alvor.

Pasforfalskeren viser Berlin og krigens gru i et nyt perspektiv. Fyldt med humor og livsmod, sat i kontrast til datidens kamp mod virkelighedens håbløshed. En kamp om overlevelse. Hos Cioma Schönhaus først og fremmest en ungdommelig tiltro til hverdagen og livet, der nok skal bringe ham igennem krigshelvedet, hvor håbet er tæt på undergang.

Virkelighedens Schönhaus nåede, på forfalsket pas (!), at flygte til Schweitz og reddede derved sit liv. Modstandsmanden Kaufmann, bagmanden bag forfalskningerne, blev henrettet af nazisterne i 1944. To menneskeskæbner i kød og blod. Ikke fiktion.

Hvem identificerer vi os med? Formentlig begge eller ingen.

Det er filmens styrke.