”Hvis jeg kunne fortælle denne historie, ville jeg starte med farven pink”, siger filmens kvindelige hovedperson, Esther. Helt så lyserød bliver fortællingen om ægteparret Thomas, Esther og deres to børn, nu ikke. Et tidskalejdoskop med to skæbnebestemte yderpunkter. Deres første møde og hendes tragiske bortgang. Ukronologisk fortalt, i et mix af for-og nutid, med stor indfølt kærlighed til den lille familie.

Esthers orkester instrueret af Alexandre Sagmo, der debuterede med spillefilmen Needle Boy (2017), er en lille hverdagsfilm om to centrale eksistentielle emner: kærlighed og døden. Lyder det tungt og kedeligt? Det er det ikke, takket være Annika Aakjær og Johannes Lilleøre, der som to superindividualister får deres samliv, nuanceret fuld af humor og trivialitet, til at fungere.

Esther er charmerede, uregerlig, overraskende – ikke til at stå for. Selvbevidst og ukrukket mødes hun med forlagsredaktøren (Peter Gantzler) og hans sekretær, for at drøfte oplægget til en tegneserieroman. En af mange scener, der er tæt på folkekomediens forenklede, klichefyldte menneske skildringer – men hvor Esther funkler og lyser med sin umiddelbarhed, med skarpe og afvæbnede replikker, der totalt afvæbner forlæggeren.

Det fortsætter.

På forlaget møder hun den lidt nørdede og kejtede, indadvendte mand, tegneren Thomas (Johannes Lilleøre). Netop den mand hun impulsivt vælger til at illustrere sin graphic novel. Thomas, den bløde, skæve mand, der lever i sin tegneserieverden, lader sig overrumple af Esthers energi og kreative udstråling. Det bliver dem som familie, i snart 15 år – med to prægtige døtre. Lille April på 4 år (Holly Filipsen, fortjener at nævnes ved navn) er, som moderen, helt uimodståelig. Fræk, selvstændig, stædig, irriterende – og alligevel falder vi pladask, når hun næsten hver gang, siger de forkerte ting, på det rigtige tidspunkt! Det er Esther, der i det daglige dirigerer familien, men da Esther bliver hospitalsindlagt, bliver den kejtede lidt verdensfjerne Thomas nød til at gribe dirigentstokken. Han må passe børnene, deltage i deres hverdag, konfronteres med børnehaven og skolen. Kort sagt, tage hverdagen på sig.

Esthers orkester er en århusiansk produktion, hvor instruktør, manuskriptforfatter, producent, fotograf, alle er udgået fra filmskolen Super8. Filmen er professionel i en sådan grad, at klipning, lyd og kameraarbejdet til tider overskygger den enkle smukke historie om kærlighedens barske vilkår i hverdagen.

Flere af de stemningsgivende sange er komponeret og sunget af Anika Aakjær – en enkelt dog overladt til Michael Falch. Det er i den rolle vi kender hende som succesfuld sanger/komponist/entertainer. I filmen springer hun ud i fuldt flor som kvindelig hovedrolleindehaver, der i den grad har udstråling og nærvær. Esthers orkester er en lille fin film med et stort skuespillergennembrud for Anika Aakjær. Lad os se mere til hende!

Tilgivet er de mange klicher, som selv Ulf Pilgaard må bære på, i en birolle som Esthers far. Anika Aakjærs ægthed og humor opvejer til fulde banaliteterne. Sammen med Johannes Lilleøres kvalificerede modspil, hæver filmen sig - og bliver til mere, end bare lyserød.