Skrald, skrald, skrald. Billeder, der oser af forurening. En køretur gennem Beiruts beskidte gader, med støj, råb, sjofle ord, skrald og skidt, der hvirvles op. Oven over det hele svæver en helikopter i færd med at transportere en kæmpestatue af den libanesiske præsident. Hov, ligner det ikke introduktionen til Fellinis 8 ½- dengang, Rom og en kæmpe Kristusfigur?

Det er det, den lille kærnefamilie Bacrit er flygtet fra. For 8 år siden slog de sig ned i et paradislignende område. En lille bondegård, som de selv nødtørftigt har sammenflækket med udsigt til øde skovbeklædte bjergskråninger og grønne dale. Smukt, smukt. Far, mor, to børn og bedstemor. Familieidyl i en bevidst flugt, til stilhed, naturskønhed – og selvvalgt isolation.

Men idyllen varer ikke ved. En af regeringen planlagt affalds- og losseplads er ved at tage form tæt på det lille paradis. Det er den konflikt den libanesiske instruktør Mounia Akls debutfilm sætter fokus på i Costa Brava Libanon. Et kontant billede af verdenssituationen. Forurening i sin yderste konsekvens, sat overfor det enkle harmoniske liv. Belyst gennem den lille familie Bacri, der selv dyrker økologiske grønsager, sylter, brygger olie og eddiker, mens hønsene kagler og børnene vokser op i lykkelig isolation, tæt på naturen, væk fra verdens beskidte realiteter. En bevidst isolation, tilbage til naturen, valgt af forældrene. Han, Walid (Saleh Bakri), idealistisk intellektuel, udbrændt demonstrant. Hun, Souraya (Nadine Labaki), tidligere succesfuld beatsangerinde, nyder idyllen, med deres to børn Tala og lille Rim.

Så kommer bulldozerne, gravemaskinerne og eksplosionerne. En sympatisk embedsmand forsikrer den opskræmte familie, at det kun er en kort overgang, at det hele fra regeringens side er tænkt grønt. Selv om han charmerer teenager Tala, i et glimt af erotisk tiltrækning midt i isolationen, er bjergidyllen brudt. Alt imens vælter det ned over skrænten, med brudte løfter, korruption, skrald og støj. Det sprængte krater fyldes op med affaldssække og forureningen siver, så familiens beskedne swimmingpool stinker og vandet tager farve som blod!

Affaldspladsen forurener også familielivet.

Walid protesterer rasende. Gennem fotos dokumenterer han forgæves svineriet overfor myndighederne og overvejer, desillusioneret, at flytte videre, dog stadig tilbage til naturen. Souraya, der ikke betvivler sin kærlighed til Walid, lader sig indfange af lossepladsarbejdernes musik. Gennem deres genkendelse af hende som sangidol genoplever hun i glimt sin sangerfortid og drages/fristes nu nostalgisk mod storbyen. Kun lille Rim støtter 100% faren. Skyder med slangebøsse og kaster sten mod skraldarbejderne. Uimodståelig er den lille pige, når hun i sin tro på feer og trolddom, langsomt tæller til ti, i håb om at alt det fjendtlige skal forsvinde. (For filmnørder: Rim spilles af to, nemlig et par enæggede tvillinger – ikke til at se, hvis man ikke lige ved det!).

Costa Brava Libanon er en film til tiden. Alvorlig nok, i sin lidt firkantede dramaturgi, men også fuld af menneskelig humor, f.eks. farmor Zenia, der viser sig at være en rigtig ”bedstemor med slag i”, når hun charmerer en ældre arbejder, til i smug at købe en mobiltelefon til hende – slangen er lukket ind i paradiset!

En film der tager udgangspunkt i Libanons ulykkelige situation, et par måneder efter eksplosionen i Beirut Port i august 2020, der krævede mere end 200 menneskeliv og sendte nationen ud i en stribe af traumer, som den ikke havde været bevidst om efter afslutningen på dens 15-årige borgerkrig i 1990.

Filmen rækker videre i sin parafrase over verdens mange uløste problemer, når der gælder beskyttelse og bevaring af naturen. Costa Brava Libanon er velspillet og godt fortalt, men først og fremmest en politisk anklage - vedkommende, netop nu.