Allerede inden forteksterne er vi advaret. De to søstre Guida, 18 år og Euridice, 20 år, løber legende let i Brasiliens regnskove, for pludseligt at miste kontakten. Fortvivlet råber de på hinanden. Navnene ekkoer i junglens vildnis, men uden resultat. De har mistet kontakten. Mistet hinanden. Sådan starter den brasilianske instruktør Karim Ainouz sin film om Søstrene Gusmãos usynlige liv.

I næste nu er vi tilbage i hverdagen i begyndelsen af 50erne i Rio de Janeiro, hos den borgerlige bagerfamilie Gusmão, med de to kønne søstre. Euridicie (Gusmão Carol Duarte) er et åbenlyst musikalsk talent med konservatoriedrømme og en mulig karriere som pianist i Wien. Guida (Julia Stockler) derimod, er mere til fest, dans og pjank med de kønne drenge. Alt sammen i en mandeverden, mere mandschauvinistisk og kønsdiskriminerende end selv de ældste på egnen vil kunne huske. Enkelt sagt: kvinder er til børn, køkkenet og til nydelse i sengen, eller hvor man nu finder lyst.

Vi oplever de to nært forbundne søstres drømme om et liv i musik og kærlighed, deres tøsesnak om mænd og sex. Men drømmene splintres. Guida flygter fra faderens dominans til Grækenland med en køn, lyshåret sømand, for måneder efter, skuffet, at vende tilbage til barndomshjemmet – gravid! En skandale, en tøjte, der kaster skam over hele familien, råber faren og bortviser for bestandig den fortabte datter, mens moren ydmygt undertrykt, passivt og sørgmodigt, ser på. Euridice, der i savnet af søsteren, har giftet sig med en solid postfunktionær, der nok lytter til hendes smukke klaverspil, men mest er interesseret i at gøre hende gravid og dermed binde hende til hjemmet og dermed udelukke enhver drøm om en selvstændighed som pianist.

Forældrene fortæller aldrig Euridice, at Guida kom tilbage. Begge bor nu i samme by, men tror den ene i Grækenland, den anden i Wien. Alligevel fastholder de en tæt og smuk kærlighed dem i mellem. Gennem de næste mange år følger vi den umuligt realisable søsterkærlighed. Guida sender årene igennem, mange, mange breve til moren, med et brændende ønske om, at de bliver videresendt til søsteren i Wien – men brevene, der nærmest er sider fra en dagbog, når aldrig længere end til moren kommodeskuffe.

Men Søstrene Gysmãos usynlige liv er meget mere end uforløst søsterkærlighed. Filmen viser et skræmmende nærbillede af et patriarkalsk tyranni, blandet med en sydamerikansk mystik og naturskønhed. Rå, ikke mindst i sine voldelige sex-scener, men også smuk i sin søstersolidaritet og skønne naturbilleder. Vi er tæt på 50’ernes nedvurdering af kvinden, men kommer også nær på fattigdoms ydmygelser, for Guida er som enlig mor med baby tvunget til at søge husly i et fattigkvarter, hvor hun bliver tæt veninde med en fhv. prostitueret – med mandeforagt, selvstændighed og et hjerte af guld, der smukt belyser følelsernes rigdom.

Vi gennemlever en på mange måder ubehagelig, men overbevisende realisme, der fascinerer ved sine stærke følelser og hvor Chopins og Liszts skønne pianokoncerter, foredraget af Euridice, på en uforklarlig spirituel måde, udkrystalliserer savn og kærlighed i en brutal mandeverden. Et farvemættet, tropisk melodrama om nære familiebånd, med en snært af mystik, men uden nogen egentlig afklaring. Kun ydre magtes- og meningsløshed, med en uafklaret skønhed. Det gør ikke filmen mindre vedkommende.