Der er rigtigt mange måder man på film kan skildre overgangen fra barn til voksen. Eksempelvis kan man vælge en lavmælt og realistisk stil som den man ser i Richard Linklatters fremragende Boyhood eller man kan vælge at gå i en helt anden, mere ekspressiv, retning og skabe en figur som Carrie , hvor man oplever en ung pige med paranormale evner tage en grusom hævn på de klassekammerater, der systematisk har mobbet hende.

Den nye norske film Thelma kan måske bedst beskrives som en slags blanding af disse to typer fortællinger. På den ene side er instruktør Joachim Trier eminent til at skabe taktile billeder, der uden ret mange ord eller overdrevne visuelle hjælpemidler, fortæller historien om en ung, kristen piges møde med universitets- og voksenlivet. Her bliver Thelma nødt til at finde ud af, hvem hun i virkeligheden er. Er hun den, der er kan holder sine følelser i skak og undgå de mange fristelser som universitetsliver tilbyder, eller vælger hun monstro at bryde med forældrenes gode opdragelse og lader hun sig lokke i fordærv?

Allerede fra filmens åbningssekvens bliver det etableret at der er noget ved Thelma, som ikke er helt normalt. Umiddelbart efter hun er startet på universitetet får hun et mystisk krampeanfald, der falder sammen med at nogle fugle flyver direkte mod ruderne i den læsesal, hvor dette sker for Thelma. Der er noget på spil, men hverken vi eller hun ved indledningsvist hvad der er galt med hende. Hun søger derfor lægehjælp, for at muligvis dér finde et svar.

Filmen er mestendels holdt i en meget realistisk stil, hvor smukke nær- og ultranærbilleder af bl.a. hovedpersonen kombineres med et roligt, men sitrende håndholdt kamera, der på smukkeste vis, fortæller os om hendes følelser. Vi er helt tæt på når pigens mor igen ringer for at høre hvordan det går med datteren eller når den smukke veninde fra studiet pludselig dukker op og overnatter hos Thelma. Kameraet dvæler ved Thelmas fingre, der forsigtigt kærtegner den sovende venindes hår. Morgenen efter finder hun et hår på puden, som hun løfter, nærstuderer og så vælger at lægge tilbage hvor hun fandt det. Der er tydeligvis amoriner i luften, men denne kærlighed til en af samme køn clasher i den grad med Thelmas kristne opvækst og forældrenes værdier.

Man kunne måske mene, at denne konflikt er ganske banal og set et utal af gange før, men takket være eminent skuespil, en fortælling der tager sig god tid til at bygge sig selv op og ustyrligt flotte, afdæmpede billeder og ikke mindst den del af historien der viger fra denne realisme bliver Thelma til noget ganske særligt.

Ud over romancefortællingen er det en række tilbageholdte informationer som driver filmen frem. Dels antydes det at der er sket noget skelsættende da Thelma var en lille pige, men hverken hun eller seeren ved hvad dette konkret var. I samme dur ved hverken hun eller vi hvad de mystiske krampeanfald betyder og hvilke konsekvenser de har. Disse hemmeligheder bliver først afsløret mod filmens slutning.

Ser man på hjemmesiden kino.dk har man her valgt at genrebestemme Thelma som: ”Romantik, Science Fiction, Thriller”, måske mest af alt fordi man ikke helt har kunnet placere filmen. Du skal dog ikke stole på at Thelma er en science-fiction film, for der er stort set intet i filmen, der peger i den retning. Romantik fylder dog en hel del, men man bør ikke lade sig afskrække, for det er som omtalt en meget smuk kærlighedsfortælling der får lov at udvikle sig. Andetsteds omtales den som en horrorfilm. Selv om der båder er overnaturlige og ganske tragiske elementer med i filmen, bør man heller ikke forvente sig jumpscares eller tonsvis af blod. Thelma er i stedet tættere beslægtet med film som Når dyrene drømmer eller Lad den rette komme ind i dens kombination af realistisk ungdomsfortælling og paranormale elementer.

Thelma formår at skabe et rigtigt fint drama uden at forfalde til at blive sentimental eller effektjagende. Pigens overnaturlige evner er handlingsbærende og af en karakter som man ikke rigtigt har set før. Det ville måske heller ikke være forkert at beskrive Thelma som SKAM tilsat paranormale evner, for lige som den populære tv-serie, bliver der tegnet et komplekst portræt af en ung kvinde der forsøger at finde sig til rette som voksen, men som af flere årsager har enormt svært ved dette.

Det er ikke tungt socialrealistisk drama fra Norge, det er et stilsikkert drama der både gennem hverdagsfortællingen men takket være Thelmas skjulte evner gerne vil fortælle os om det vigtige i at forme ens liv som man selv helst vil, i stedet for at lade omverdenen bestemme. Endelig er det en film der bør ses på grund af de virkeligt gode skuespillere der optræder i den, ikke mindst Eili Harboe der indtager den altoverskyggende hovedrolle. Med Thelma cementerer Jonathan Trier at ’Nordic Twilight’-genren lever i bedste velgående.