Natten til den 23. februar 1942 begik den succesombruste 60-årige forfatter Stefan Zweig og hans hustru selvmord i deres beskedne hus i den lille brasilianske by Petropolis. ”Jeg hilser Jer mine venner,” skrev selvmorderen i sit afskedsbrev. ”Gid I efter den lange nat, må nå at se morgenrøden! Jeg er alt for utålmodig og skynder mig af sted før Jer.”

Sådan slutter den østrigske skuespiller og instruktør Maria Schraders film Stefan Zweig: Farvel til Europa, om den store mellemkrigsforfatters sidste år i eksil, på flugt fra Hitlers barbariske jødeforfølgelse og 2. verdenskrigs rædsler.

Stefan Zweig betragter pesten over Europa på afstand. For allerede i 1934 bliver han som jøde, tvunget i eksil, først London senere Rio de Janeiro. Filmens prolog starter i 1936, hvor han er æresgæst hos den brasilianske udenrigsminister. Her er der ingen ende på overdådig luksus. Filmen svælger i blomsterdekorationer, knitrende kjoler, nypudset sølvtøj og brasiliansk overklasses smalltalks. Zweig bliver naturligvis afæsket sin holdning til Hitler – men nægter at fordømme sit fædreland. Forgudet og beundret som en Hollywoodstjerne – men bag hans ydmyge, næsten selvudslettende person, fornemmer vi en smerte og en utilpassethed - fremragende spillet af den østrigske cabaratist og skuespiller Josef Hader, der netop, ikke mindst gennem øjnenes spejl, får udtrykt den bagvedliggende angst og smerte.

Stefan Zweig vil ikke erstatte ord med slagord, han er forfatter ikke politiker, siger han under den store internationale PEN forfatterkongres i Boernes Aires. Det gør til gengæld en anden tysk eksilforfatter Emil Ludwig, der oplister de mange, mange eksilforfattere, her under Stefan Zweig. Kameraets tilbageholdne indstillinger lader os ikke i tvivl om Stefan Zeigs ydmyghed og moralske konflikt, ved at hengive sig til en total fordømmelse og dermed ikke se noget håb for det Europa, som han post festum i sin afskedsbog kalder ”Verden af i går”.

Stefan Zweig ser Brasilien som fremtidens land, hvor frodighed og fredelig sameksistens, går op i en højere enhed. Han besøger sammen med sin unge hustru sukkerrørsmarkerne nær Bahia, en lille landsby, hvor borgmesterens modtagelses reception ender i ren falde på halen folkekomedie. Kulminationen er det lokale sorte bigband, der for fuld udblæsning hakker sig igennem An der schønen blauen Donau – der i al sin groteskhed gør Stefan Zweigs øjne blanke.

I øvrigt er filmen meget afdæmpet. I en scene med Stefan Zweigs eks-hustrus i New York konfronteres han med breve fra de mange landsmænd, der tigger ham om at bruge sin indflydelse til at skaffe dem en udrejsetilladelse. Zweigs indadvendthed og humanistiske livssyn gør ham næsten handlingslammet. Han og hans hustru Lotte ender da også op i den mindre by Petropolis – hvor en hundehvalp for en kort stund opmuntre den tyngede forfatter.

Zwieg siger til sin gamle østriske ven redaktør Ernst Feder: ”vi skal ikke beklage os.”
Feder svarer: ”nej, ikke os.”
Og Zweigs mistrøstig: ”Hvordan skal vi holde det ud.”

Konsekvensen, kender vi. Husholdersken finder ligene på sengen med blomster og afskedsbrevet mellem hænderne. Filmenes absolutte stærkeste scene, hvor vi kun gennem spejle oplever de mange tilstrømmende og deres reaktioner. Et cinematografisk lille mesterværk, hvor Ulrich Seidels kameramand Wolfgang Taler fra bl.a. Paradis-trilogien, i den scene opsummerer Stefan Zweigs hjemløshed og desperation.

Farvel til Europa er et tidsbillede fra en verden af i går – betragtet på afstand af en stor forfatter og humanist, hvor pessimismen tog overhånd.