Coraline Fargeats debuterede i 2017 med den utroligt barske, men også visuelt meget labre, rape-revenge film, der ganske enkelt havde fået titlen Revenge. Hun er nu aktuel med sin anden spillefilm. En film der både er dybt fascinerende, ubehagelig, megalækker, morsom, virkelig væmmelig, sexet og ikke mindst totalt amok. En film, der velfortjent vandt prisen for bedste manuskript ved filmfestivalen i Cannes tidligere på året.

Filmen starter selvsagt ganske roligt ud, men allerede fra anslaget aner man, at dette ikke vil være en helt almindelig film. Første billede viser et spejlæg, hvor blommen injiceres med en mystisk grøn væske. I næste nu deler blommen sig i to. Herefter klippes der til en scene hvor et kamera i ekstremt fugleperspektiv filmer ser en gruppe håndværkere, der nænsomt staver sig frem til Elizabeth Sparkles navn i messing midt i stjerne. Man må antage at stjernen som omgiver navnet er en del af Hollywoods berømte Walk of Fame. I en montagesekvens ser vi hvordan fans først flokkes om stedet, men klip efter klip bliver der færre og færre af dem for til sidst at vise at folk bare ignorerer den og går hen over den. Det regner og sner ovenpå flisen. Den får et par knæk i underlaget og endelig er der en fyr der taber sin burger på stjernen, som han uden meget held forsøger at fjerne igen. Symbolikken er ikke til at tage fejl af i denne film, de næste timer kommer det til at handle om berømmelse, ungdom samt hvad tiden og vore samfundsnormer kan betyde for karrieren.

Vi møder den aldrende aerobicinstruktør Elisabeth (Demi Moore). Tydeligvis er hendes karriere gået støt ned af bakke siden begyndelsen. Efter en optagelse af sit show bliver hun nødt til at benytte herretoilettet da damernes er i stykker. Mens hun er på toilettet kommer tv-producenten (Dennis Quaid) ind mens han taler højlydt i mobiltelefon. Han bedyrer til hvem end der er i den anden ende, at der ikke er nogen, der gider at se på den gamle kost længere og at de skal finde en ny, meget ung og meget smukkere model, så seertallene igen kan gå den rigtige vej.

Frustreret over fyringen og med tydeligt selvhad til sin egen ellers så nydelige 61-årige krop bliver Elisabeth ganske desperat. Nærmest ved et tilfælde får hun information om The Substance. Folkene bag dette vidundermiddel lover, at hvis du tager det, så vil du kunne få en spritny, yngre krop. Der er et klart løfte om at få en ny, forbedret version af sig selv. Der er til gengæld en række forholdsvis enkle regler forbundet med proceduren. Man får syv dage med den nye krop, mens ens gamle ligger brak og modtager næring intravenøst. Derefter skal man skifte tilbage og så er det den unge krops tur til at hvile i en uge. Hvad kan dog gå galt?

Her holder anmelder op med at genfortælle mere fra The Substance, som uden sidestykke må være den vildeste oplevelse du får i en biograf i år (med mindre Terrifier 3 kan sætte trumf på, men det tvivler Kapellet på – red.). Det er ganske enkelt en film man selv bør opleve, for selv om præmissen virker ganske simpel, så er det en film, der vil meget mere og andet end blot at underholde dig.

Selvfølgelig er det en film der handler om vores mediekultur hvor liderlige mænd i magtpositioner sætter dagsordenen for hvordan kvinder helst skal se ud. Selv om der eer sket meget i de senere år, så er vores film, reklamer og studieværter fyldt med yngre kvinder. Selfølgelig er det en film, der ganske ensidigt kritiserer dette idealiserede billede af kvinden, men paradoksalt nok benytter den sig også af en en vildt gennemført musikvideoæstetik, hvor kameraet nærmest fetichistisk kærtegner og knuselsker alle former, kurver og nuancer af Elisabeths yngre alter ego Sue (spillet eminent af Margaret Qualley).

Det er til gengæld også en film, der i sin iscenesættelse hylder filmkunsten, måske primært mester Kubrick, for toilettet og de røde vægge på tv-stationen minder umiskendeligt om noget man kender fra The Overlook Hotel. Samtidig er det en film, der hylder de mest voldsomme og bizarre body-horror film og slutningen, som vi slet ikke skal nævne, virker så hysterisk voldsom, at det er svært ikke at komme til at tænke på nogle af filmhistoriens mest groteske japanske splatterorgier. Denne kombination mellem det skræmmende og det sexy fik også undertegnede til at erindre Chris Cunninghams eminente Aphes Twin-musikvideoer

Det skal ikke opfattes som om The Substance blot en film der kannibaliserer en række andre værker, men den formår at skabe sit helt eget, unikke audiovisuelle monster – godt hjulpet på vej af eminent kameraarbejde, fantastisk musik og ikke mindst de tre bærende hovedroller der alle spiller fremragende. Demi Moore har aldrig været bleg for at optræde uden en trevl på lærredet, men hvor er det fantastisk at hun stadig gør det uden at blinke, selv om hun ikke er en vårhare længere. Som hun siger i flere interviews,så var en af elementerne der gjorde hende interesseret i filmen, netop dens fokus på den perfekthedskultur som eksister.

Der er jo også en klar pointe i al den fokus på kvindekroppen i denne film. Man kan med rette spørge sig selv, om det i det hele taget havde været muligt for en mandlig instruktør, at lave denne film i 2023 uden at blive udskammet? I al fald skal Coraline Fargeat have mange tak for at lave en film, der hverken går af vejen for at bevidst benytte ´the male gaze´ in extremitas og så knytte en ganske stærk og ironisk feministisk kommentar til den overfladiske kropskultur som både gennemsyrer Hollywood og mange andre dele af medieverdenen.
br> Til trods for at The Substance varer næsten to en halv time, så keder man sig ikke et sekund mens man ser den. Den er vildt fedt filmet af Benjamin Kraun, eminent klippet af Jerome Etabet, Valentin Féron og instruktøren selv og filmens look er helt vidunderligt plastikagtig og gennemført. Den bevæger sig hele tiden lige på grænsen mellem det karikerede og realistiske, men balancegangen virker og man bliver den bizarre præmis til trods grebet af karaktererne.

Der vil nok være nogle tilskuere som vil blive forargede, som vil mene at filmen er alt for langt ude, alt for grotesk, grænsende til det fjollede. Det er bestemt heller ikke en film, der vil være indbydende for de der som anmelder lider af typanofobi (læs: nåleskræk) for der er benyttes hyppige nærbilleder af hud der penetreres af netop kanyler. Når det er sagt, så er det også en film, der ikke bør ses som realistisk, men som den allegoriske fabel den er. Den er tydelig i sit billedsprog og i dialogen, men selv om pointerne hamres fast med en klaphammer, så gøres det på en måde at man ikke kan undgå at blive betaget over den filmiske vildskab.

Hvis du kun skal se en enkelt film i biografen i år, så lyt til Kapellets anmelder og skynd dig ind og se The Substance på et så stort lærred som muligt, for hvad enten du (lige som anmelder – red.) knuselsker den eller om du forlader biografen og hader den for stygt, så er det en film som du næppe glemmer. The Substance er et audiovisuelt cirkelspark i face og samtidig en film der leverer en kulturkritisk pointe, som langt de fleste af kapellets læsere med sikkerhed kan tilslutte sig.